The Woman King

Bålet knitrer under savannens himmel, mens oyo-folket sidder og ånder ud efter en lang dag.

Det pusler i krattet, og frem træder general Nanisca med sit følge af kampklare kvinder. De nedslagter landsbyen på ingen tid og befrier en hel hytte af tilfangetagende.

Det afrikanske oyo-folk kidnapper mennesker og lever af at sælge dem videre til europæerne.

Stolte vender krigerkvinderne tilbage til Dahomey, et vestafrikansk kongerige, der sprudler af dans, livslyst og smukke udsmykninger. Dahomey ledes af kong Ghezo (John Boyega), men den egentlige magtfaktor er den disciplinerede agojie-kvindehær, der ledes af general Nanisca.

Dahomey kæmper en brav kamp mod oyo-riget for at stoppe slavehandlen med europæerne.

The Woman King bygger på en autentisk historie, men pynter noget på virkeligheden. Kan man se bort fra eventuelle historiske svipsere, gemmer der sig en tiltrængt fortælling fra den anden side af slavehandlen.

Dahomey var i 1800-tallet et af Afrikas mægtigste riger, der besad rigdom og en umådelig styrke i form af deres kvindelige soldater.

Det er en befriende fornyelse at se de stolte agojie-krigere. Med eminent kampteknik træner de på rad og række inden for kvindepaladsets mure. De er bevæbnede med spyd, men bruger også kroppen til imponerende kamphandlinger.

Kvinderne dyrker de værdier, der opfattes som maskuline: udholdenhed, styrke og ingen tegn på svaghed. De har en munkelignende disciplin, hvor det er forbudt at mødes med mænd. Træningen giver livet mening.

Viola Davis leverer en sand kraftpræstation i rollen som Nanisca.

Hendes blik er stålsat, og hun emmer af mod og råstyrke. Hun har en hårdfør autoritet over for sine elever, men samtidig mærker man, at hun er drevet af noget større og vil det rigtige.

Dohamey har selv tjent på handel med krigsfanger, og kong Ghezo er ikke nem at overbevise, når Nanisca prøver at sælge ham idéen om i stedet at drive riget på produktion af palmeolie.

Den kommende krig mod oyo-riget kræver nye soldater. En af dem er Nawi, en forældreløs pige, der nægter at lade sin adoptivfar gifte hende væk for penge.

Hun er klodset i starten. Nawi kan ikke bære sit våben og snubler igennem træningen. Men med Nanisca som forbillede finder hun styrken før den sidste optagelsesprøve.

Hendes udvikling og spejling i Nanisca er forudsigelig og bliver ikke helt forløst, men opvejes af Thuso Mbedus stærke skildring af Nawi. Hun går fra at være sårbar og alene i den store verden til at stråle af råstyrke på kamppladsen.

Nawis andet forbilledet er krigeren Izogie (Lashana Lynch), som hundser rundt med Nawi i starten, men senere lærer hende, at man i livet kan vælge at grine eller græde. Med sin menneskelige følsomhed er Izogie er fuld af humor, som når hun nævner det gode ved de hvide mænds ankomst: whisky.

Sammen er de klar til et endeligt opgør mod oyo-riget og deres leder Oba Ade. Filmens kampscener savner en mere troværdig opbygning, men kvindekrigernes moral bærer historien, og man fanges af deres ustoppelige kamp for retfærdighed.

Filmener ligesom Black Panther en stærk fortælling om sorte mennesker, men The Woman King får noget ud af at bygge på en virkelig historie frem for et superhelteunivers.

Ikke mindst giver den et gruopvækkende syn på slavehandlen. I små bure sidder de tilfangetagne, indtil de hives op på podiet til inspektion og budkrig fra de hvide mænd. Imens vælter europæerne rundt i whisky og tobak under opholdet i havnebyen, hvor handlerne foregår.

Det lægges ikke skjul på, at instruktør Gina Prince-Bythewood vil fortælle en historie, der giver sorte mennesker mulighed for at finde stolthed i en ellers brutal historie om europæisk udnyttelse af det afrikanske kontinent.

The Woman King er en modfortælling. En fortælling, der ikke kun ser de slavegjortes smerte, mens også deres styrke til at kæmpe imod det onde. Det er en fornøjelse at være vidne til Nanisca og kvindehærens kampgejst.