”Makker, det her er efter plastikkirurgi! Det kræver stort arbejde at komme til at se så godt ud som mig,” griner den unge dreng og stryger hånden over håret.
Auggie er ikke som alle andre. En gen-sygdom har givet ham et vanskabt ansigt og krævet 27 operationer. Han har været beskyttet fra offentlighedens blikke, men det ændrer sig alt sammen, da han i en alder af ti år skal begynde i en almindelig skoleklasse.
Familiefilmen Wonder er baseret på R.J. Palacios bestseller fra 2012 og er instrueret af Stephen Chbosky.
Persongalleriet er charmerende, og man føler sig i skønt selskab i de næsten to timer, som filmen varer. Jacob Tremblay spiller den intelligente, lille fyr. Under sin astronauthjelm gemmer han ansigtet for omverdenen og drømmer om stjernerne.
Det understøttes fint ved, at kameraet flere gange kigger ned på ham fra himmelrummet.
Auggie er vanvittigt god til fysik og en dedikeret Star Wars-fan, og referencerne til serien er særdeles vellykkede. Både når Auggie finder trøst i, at Chewbacca også ville få mærkværdige blikke, hvis han dukkede op i skolen, men også i de hjerteskærende scener, hvor klassens elever driller Auggie ved at sammenligne hans udseende med Sith-fyrsten.
Ved første møde vurderer Auggie klassekammeraterne ud fra deres sko. Man kan fortælle meget ud fra folks sko, og det er tit nemmere at kigge på fødder end at se folk i øjnene. Især når det gælder børn, konstaterer Auggie og tilføjer filmen en finurlig humor.
Det er de menneskelige relationer og dynamikken mellem skolens børn, som er filmens stærkeste kort. Børnene er troværdige, små personligheder med problemer, som er lette at forholde sig til.
Vi måber, når den forkælede, overbeskyttede rigmandsdreng Austin sender stikpiller til Auggie, men bliver samtidig varme om hjertet, når Auggie hjælper den sportsinteresserede Jack med at snyde i fysikprøven. Det bliver begyndelsen på et stærkt venskab.
Børnene er forskellige, men alle har deres at slås med. Det gælder også Auggies storesøster Via, som skubber sig selv i baggrunden for sin bror. En kliché, men alligevel fortalt så sympatisk, at man ikke kan andet end at holde af hende.
Owen Wilson spiller Auggies far Nate. Han er mere underspillet end vanligt (Midnight in Paris) og bidrager til flere af filmens morsomme momenter. Det er underholdende, når han minder Auggie om, at han kun må række hånden op én gang i timen lige meget, hvor mange spørgsmål han kan svare på – for ikke at virke som en nørd.
Wilson fungerer også godt sammen med driftsikre Julia Roberts i rollen som Auggies mor Isabel. Vi kan føle hendes frygt, når hun siger farvel til Auggie på første skoledag – klar til at blive kastet for løverne. Og mærke hendes glæde den første gang, Auggie inviterer en kammerat med hjem.
Wonder er en godhjertet historie om venskab, hvordan vi behandler hinanden og om at acceptere sig selv. Det er hverken nyskabende eller udfordrende, men tematikken er elskværdig og medrivende.
Derfor ser man også gerne igennem fingre med, at filmen indimellem balancerer på kanten af det sukrede med en lovlig sentimental musik og fire personers fortællerstemmer, der skærer følelserne lidt for meget ud.
Wonder er ikke en film, som du tager med dig hjem, men den er bestemt et dejligt bekendtskab, og jeg kneb da også en lille tåre i ny og næ.
Kommentarer