Tanja ligger og stryger sin lille datter over hårene. Sekunder efter får vi at vide, at datteren er død. I en trafikulykke på Værnedamsvej i København.
Så er tonen og tragikken ligesom slået an i Wonderful Copenhagen, en titel, der refererer til det berømte reklameslogan og er navnet på hovedstadens turismeorganisation.
Det er naturligvis ironisk. Filmen vil gerne vise os, hvad der gemmer sig under hovedstadens lykkelige overflade.
De dunkle billeder fra Vesterbro omkring Kødbyen er dragende. I bedste Dan Turèll’ske noir-stil gløder neon- og lysskilte i den mørkeblå himmel ned ad hoved- og sidegader, indtil vi når cafeen, hvor den kvindelige hverdagshelt nu arbejder.
Tanja, friskt og ligefremt spillet af Trine Pallesen, kigger ud af vinduet fra sin nyåbnede cafe over for Kødbyen.
Hurtigt ser hun, hvad slags kød vi har at gøre med. Hun ser luderne trække forbi. Hun ser gadens købere og bagmænd. De søger ly for efterårsvinden i den lille bar, som byder på kaffe og julebryg på fad.
Så skifter fokus til den smukke unge, østeuropæiske Mila, spillet af danske Julie Christiansen, der efterhånden er hjemmevant i socialrealistiske roller med film som Råzone og Mens vi lever.
Hun ankommer glad med bus fra den polske havneby Gdansk. Mila har også fået job lige over for Kødbyen. Som stuepige. Men i kælderen møder hun en heroinafhængig ung mand, der stjæler hendes pas og smider hende på sengen. Mila bliver tæsket og voldtaget. Polske bagmænd har kidnappet hendes søn. Nu skal hun trække og bo i kælderen.
Hvis hun nogensinde vil se sin søn igen.
Ifølge filmens indledning og pressematerialet bygger historien på virkelige hændelser og grundig research i prostitutionsmiljøet. Men det slår hurtigt i øjnene, at pigen, der bliver sexslave, er østeuropæisk og ankommer fra Polen.
Selv på bunden af gadeslummen er nuancer vigtige. Ifølge Center mod Menneskehandel blev 80 kvinder mod egen vilje handlet til sex i Danmark i 2017. Næsten alle er fra Afrika. 61 var fra Nigeria. Én var fra Rumænien. Én var fra Danmark. Og nul fra Polen.
Det er ifølge statistikken heldigvis sjældent, at letlevende piger fra Polen er udsat for sex-trafficking i København. Langt de fleste prostituerede kommer af økonomiske årsager.
Men selv om filmen giver et skævt billede af gadeprostitution, kan den konkrete historie godt være sand. Og filmen skal have ros for at dykke ned i et problem, der foregår fuldstændigt åbenlyst foran de trendy caféer på Vesterbro.
At alle har doneret deres arbejdskraft til filmen viser, at det er en hjertesag.
Bag filmen står Bo Tengberg, der i en alder af 53 år debuterer som instruktør. Han er et højt respekteret navn i dansk film, kendt som fotograf af kultfilmen Let’s Get Lost, Nordkraft og diverse Far til fire-film. Han har selv skrevet manuskriptet sammen med Flemming Klem (Kolbøttefabrikken).
Og når den fortælleglade film knækker, skyldes det mest manuskriptet, der bliver drevet frem af firkantede karakterer og deres utroværdige handlinger.
Tanja møder Mila i supermarkedet, hvor hun kan se mærker fra kvælning. Tanja kontakter forfærdet gadepolitiet, der bryder ned i kælderen og taler med kælderens to forslåede piger. Men de nægter at sige et ord, og politiet dropper sagen.
Hovedalfonsen tæsker og truer sine sexslaver til tavshed. De tør ikke tale med politiet, men de tør besynderligt nok stjæle penge fra ham. Det betyder endnu flere blodige tæsk. Så mange, at de burde være ude af stand til at arbejde.
Tanja tager sagen i egen hånd. Heldigt for vores detektivs opklaringsarbejde er alfonsen den flinke, faste gænger i caféen. Det hjælper ikke på realismen, at Jens Andersen tegneserieagtig ligner sin figur i Polle fra Snave.
Der bliver skruet yderligere på dramatikken. Tanja er modig og går i konfrontation med skurkene i den skumle kælder. Det er ren hyldest til ”kvinden på gaden”.
Tanja er også blevet svigtet af sin mor i barndommen, så også på det punkt kommer der et opgør. Og Tanjas kollega og veninde er kæreste med en mand, der går til luder. Ja, det er næsten for meget af det onde.
Vi får dog også en smule indblik i, hvordan sexslaver rent teknisk bliver handlet – fra en mama i hjemlandet til bagmænd og danske alfonser. Men i sidste ende ofres troværdigheden på dramatikkens alter.
Kommentarer