Into the Woods

Into the Woods emmer af deja-vu. Fordi filmen er et hæsblæsende sammensurium af flere klassiske brødrene Grimm-eventyr, men også fordi det er endnu en Disney live action-film.

Dem har der været mange af for nylig. Eventyret om Askepot havde premiere for blot to uger siden. Og gæt hvem, der også er med i denne film? Ingen ringere end Askepot, nu i skikkelse af Anna Kendrick.

Derudover er der højtlæsnings-kendinge som Hans fra Hans og bønnestagen, langhårede Rapunzel og Rødhætte.

Deres gammelkendte fabler flettes sammen af en overordnet historie om en bager og hans kone (James Cordon og Emily Blunt). De er barnløse. De finder først ud af hvorfor, da en ond heks (Meryl Streep) kommer på besøg og afslører, at hun har kastet en forbandelse over deres hus.

Parret vil aldrig kunne få et barn, medmindre de hjælper hende. De skal finde fire genstande, som knytter sig til Askepot, Hans, Rapunzel og Rødhætte.

Eventyrets begyndelse er noget hovedpine-fremkaldende. Filmen er baseret på en musical, og derfor bryder personerne ofte ud i sang – også når de har vigtige informationer på hjerte. Og det er frustrerende svært at følge med i dialogen, når der skråles for fuld hals.

Musicalforlægget føles også tydeligt i en historie, der fordeler sig i to ganske forskelligartede akter.

Første del om bagerparrets jagt på de fire genstande er en hyggespreder og en fin blanding af gammelt og nyskrevet eventyr.

I anden del bliver eventyret for alvor selvstændigt og ikke kun en nyfortolkning af Grimms ord. Her prøver filmskaberne at føje nutidige moraler som selvstændighed og feminisme til eventyrpersonerne. Men det føles skrækkeligt konstrueret og viser en manglende forståelse for eventyrfigurernes arketypiske natur.

Samtidig er første del langt mere underholdende, hvor sidste del bliver for mørk med lovligt mange dødsfald til Disney-standarden!

Højdepunktet er filmens to birolle-prinser, der synger en selvoptaget duet. Charme-darioerne i form af Chris Pine og Billy Magnussen prøver at overgå hinanden i, hvem der lider mest. Begge snotforkælede prinser har forelsket sig i svært opnåelige piger, Askepot og Rapunzel. Det får dem til at tumle rundt i en bæk, mens de flår skjorten op, blotter deres svulmende brystkasse, støder skridtet frem og synger: ”Pine!”

Det er forfriskende, at filmen tager sit oplæg så bogstaveligt, at Askepots stedsøstre vitterligt får hugget en hæl og klippet en tå, som vi kender det fra det oprindelige eventyr. Også Askepots fugle tager ukarakteristisk kontant hævn over tøserne og hakker deres øjne ud.

Nok er det barsk, men det er faktisk også skægt. Disney har ellers haft den generende uvane at forvanske eventyrernes detaljer, som det blandt andet skete for H.C. Andersens Den lille havfrue, der blev påklistret en overmåde lykkelig slutning.

Disney har erfaring med at forene eventyr og musical, men her er musikdelen noget søvndyssende. Pæn og ufarlig lyder den som noget, man har hørt før. Tankerne henledes især på Tim Burtons Sweeney Todd, og komponisten Stephen Sondheim har da også lavet musikken til begge musicalforlæg og film.

Johnny Depp, der legemliggjorde netop Sweeney Todd på film, har også en kort, men skøn rolle som ulven, der æder Rødhætte og bedstemoren.

Kun han og en aldrende Meryl Streep har for alvor sjæl og nerve i deres sang.

Meryl Streep er som altid fantastisk, og det er ikke uretfærdigt, at hun blev Oscar-nomineret for sin rolle som den ikoniske onde heks. Hun formår at vise, hvordan en ægte eventyrheks også kan føle sig forsmået og misforstået, uden at det bliver overynkeligt.

Hvor Eventyret om Askepot tidligere på måneden var en æstetisk fryd, er Into the Woods temmelig grå og ligegyldig i scenografien.

Det er ærgerligt, at der ikke er gjort lidt mere ud af farverne. Skoven, som filmen foregår i, ligner næsten en kulisse skabt til de skrå brædder. Men hvis man vil se en rigtig musical, så tager man vel på Broadway eller Det Ny Teater og ikke i biografen?