The World’s End

Midtvejskrise og tabt ungdom. Invasion fra rummet. Menneskehedens potentielle undergang. Sex på handicaptoilettet. Den britiske instruktør Edgar Wright kommer godt rundt i hjørnerne i science fiction-komedien The World’s End.

For 20 år siden måtte Gary King opgive at fuldføre den legendariske ”gyldne mil” i sin hjemby Newton Haven: Tolv glas øl på tolv værtshuse, med pubben The World’s End som den store finale.

Nu samler han sine fire gamle venner for én gang for alle at få fuldført det, de ikke lykkedes med dengang. Vennerne er blevet bankmænd, ejendomsmæglere og bilforhandlere. Pæne, magelige englændere fra den øvre middelklasse, som egentlig ikke har noget særligt behov for at genopleve deres ungdom, men som alligevel lader sig overtale til at gentage den vanvittige pubcrawl.

Med Simon Pegg (der også er filmens medforfatter) som energisk hovedrolleindehaver er den første halve time et fornemt mix af skarpt timet buddy-komik og herligt bittert midtvejskrisedrama.

Hans gamle venner er blevet voksne på godt og ondt, men Gary kan ikke slippe den ungdom, han så tydeligt ikke har længere. Mens de andre har fået pæne frisurer, nydelige biler og livet under kontrol, går singlen Gary i de samme Doc Martens og den samme Sisters of Mercy-T-shirt som dengang. Men hans humørfyldte insisteren på at gentage aftenen fra for tyve år siden har en undertone af desperation.

Hans venner har måske ikke ungdommens fysik eller grænseløse frihed længere, men Gary har intet ud over et selvdestruktivt ønske om at bælle tolv pints øl på en aften.

Uden at overgøre det og uden at sætte komikken over styr gør Simon Pegg Gary til en både morsom, irriterende og lidt sørgelig antihelt. Hans fine præstation er en af de store overraskelser i The World’s End og er med til at give filmen et let tråd og kitte det komiske og det dramatiske fint sammen.

Mindre overraskende er det nok, at dette ikke bare er en bittersød komedie om mænd i eksistentiel krise. Edgar Wright er først og fremmest genreinstruktør, og filmen afslører sig snart som en sci-fi/action-komedie.

De fem venner opdager, at indbyggerne i den søvnige provinsby er blevet erstattet af robotkopier. Og deres mission om at nå til The World’s End og aftenens tolvte pint kommer til at handle om ren overlevelse – for dem og for vores planet.

Edgar Wright demonstrerer en stor og nørdet kærlighed til science fiction-genren og ikke mindst en god sans for at blande komedie med genreelementer uden at ødelægge nogen af delene.

The World’s End bekender sig til en lang tradition i britisk science fiction for desillusioneret humor. Wright henter i høj grad sin inspiration i klassiske britiske sci-fi-tv-serier som den paranoide Quatermass, den sejlivede Doctor Who, den forbitrede Blake’s 7 og den fjollede Red Dwarf. Serier, der alle ligesom The World’s End beskriver universet – navnlig det uden for Jorden og England – som skræmmende og uoverskueligt for små, almindelige mennesker.

The World’s End er tredje del af Edgar Wrights ”Three Flavours Cornetto”-trilogi. I tone er den tættere på den humørfyldte zombiesatire Shaun of the Dead (2004) end den blodige og syrede krimikomedie Hot Fuzz (2007). Humoren er ærkebritisk, og selv om der bliver revet arme og ben af robotterne i de mange actionscener, sker det med blåt blod i robotternes årer og en sans for letbenet slapstick, som giver filmen en sød charme.

Edgar Wright bekender hjerteligt sin kærlighed til Hollywood, samtidig med at han – godt hjulpet af sine faste samarbejdspartnere, Simon Pegg og skuespilleren Nick Frost – laver film, som i stemning og miljø er helt unikt britiske.

Med The World’s End understreger Wright endnu en gang, at han nok er den nærmeste arvtager til Guy Ritchie som en instruktør, der formår at kombinere genretroskab med klassisk engelsk humor.