Wrath of Man

Kongen af cockney-gangstere, instruktøren Guy Ritchie, har siden debuten og gennembruddet Rub, stub & to rygende geværer i 1998 været garant for skarpe dialoger, en heftig mængde vold og solid sort humor.

Snatch cementerede stilen, og med Brad Pitt i en af de mest mindeværdige biroller på denne side af årtusindeskiftet lå verden for fødderne af den britiske filmmager.

Efter et par forglemmelige eskapader i 00’erne, heriblandt den rædderlige Swept Away med sin daværende kone Madonna i hovedrollen, genfandt Ritchie formen med Sherlock Holmes-filmene, hvor Robert Downey Jr. inkarnerer den berømte detektiv.

Sidste års The Gentlemen markerede en tilbagevenden til det britiske gangstermiljø, hvor han etablerede sit renommé. Og med Wrath of Man genoptager han efter seksten års pause samarbejdet med en af sine faste skuespillere fra starten af karrieren, den skaldede actionbøf Jason Statham.

Filmen er en genindspilning af franske Nicolas Boukhriefs Le Convoyeur fra 2004 plus et skvæt amerikanske kup- og hævnfilm fra 1970’erne.

Wrath of Man starter med en imponerende røveriscene. I et perfekt koreograferet ubrudt optagelse følger vi en pengetransport, fra den kører ud, til den bliver stoppet af forbrydere og tømt for penge. De to sikkerhedsvagter i bilen bliver hevet ud og skudt.

Fans af Michael Manns kupklassiker Heat vil nikke genkendende til røveriets udformning og forløb, og hvis man skal lade sig inspirere, kan man lige så godt blive det af en af genrens ypperste håndværkere.

Jason Statham spiller Patrick ”H” Hill, en nyansat hos pengetransportfirmaet Fortico, som blev røvet. Han har tidligere arbejdet i Europa og formår kun lige nøjagtigt at klare optagelsesprøven i firmaet.

Eller det er snarere, hvad han foregiver. H har nemlig skiftet identitet for at finde frem til de røvere, som skød og dræbte hans søn i starten af filmen.

Måden, det bliver forklaret på, er via spring frem og tilbage i tid. Det betyder, at noget af intensiteten og mystikken omkring Stathams karakter forsvinder i filmens første halvdel. Ligeledes fremstår opdelingen i kapitler som en idé, der havde gjort sig bedre i en roman.

Man burde helt klart også have udeladt informationen i filmens trailer. Det er i det hele taget absurd så meget, der bliver afsløret i moderne film- og serietrailers.

I traileren til Wrath of Man får man indtryk af en typisk actionfilm, men i virkeligheden er det en homage til en form for film, der hører en anden æra til.

The Taking of Pelham One Two Three og Charles Bronsons selvtægtsfilm En mand ser rødt fra 1970’erne er blot nogle er de hårdkogte amerikanske genreperler, som står fadder til Ritchies film.

Stathams H er nært beslægtet med hævnere som Bronson og Michael Caines London-gangster Jack Carter, der vil hævne sin brors død i Gør Carter kold fra 1971.

Intensiteten lyser ud af hver eneste bevægelse, som Stathams H foretager sig. Konstant bliver han omtalt som en ond ånd eller et genfærd, og derfor giver det god mening at se ham som en slags legemliggørelse af hævn. Han eneste formål i livet er at dræbe dem, som tog det vigtigste fra ham.

Christopher Bensteads underlægningsmusik understreger alvoren ved konstant at pulsere vredt og aldrig give muligheden for en rolig vejrtrækning.

Hvert sekund omkredser liv eller død.

I sin essens er Wrath of Man en b-film, og det står Guy Ritchie ærligt ved. Varetegnet med den kække dialog er næsten helt fjernet, men jo mere, filmen får lov at ligge og ulme, desto mere favorabelt fremstår den som en hyldest til et hårdkogt kapitel af filmhistorien.