I sin tid indlagde The X-Files som noget nyt markante føljetontråde i, hvad der ellers ville have været en traditionel, episodisk serie med afsluttede afsnit.
Mulders drivkraft var at finde ind til sandheden om sin søsters bortførelse, han bevidnede som barn. Men seriens virkelige clue kom, da hans rationelle modstykke Scully – oprindelig hyret til at desavouere Mulders arbejde – også blev bortført. Det var et originalt greb, som gav serien et boost og gjorde agenternes arbejde personligt.
Siden gik der desværre soap i de private føljetontråde og den mytologi, seriens skaber Chris Carter forsøgte at stable på benene. Her blev også Mulder bortført, og agenterne fik en søn, William, som blev bortadopteret til et forældrepar i Schweiz.
Alt det har tiende sæson af The X Files desværre ikke glemt. Kemien mellem de to hovedpersoner er intakt, men selv de mest vellykkede afsnit skæmmes af forhistorien.
Bedst – og sjovest – er den selvironiske og indforståede Mulder and Scully Meet the Were-Monster (episode 3), hvor et reptilvæsen bliver bidt af et menneske og forvandler sig til ... et menneske. Som en fin hyldest til en X Files-veteran vågner Mulder – som er virkelig træt af monstre og har været på druk – op ved Kim Manners’ gravsten, da Scully ringer. Ringetonen er selvfølgelig introtemaet til The X-Files.
Andre afsnit kommer i passager tæt på den oprindelige series stemning med gotisk uhygge og spænding: Founders mutation (episode 2), der handler om genetiske eksperimenter på børn og telepati, og Home Again (episode 4), om Band-Aid Nose Man, en hævner for de hjemløse, udsprunget af en gadekunstners pandebrask.
Det ligger i kortene, at vi vil komme til at se mere til FBI-agenterne Miller (Robbie Amell) og Einstein (Lauren Ambrose). De yngre kopier af Mulder og Scully – han mørkhåret og åbensindet, hun rødhåret og skeptisk – introduceres i sæsonens to fæleste afsnit Babylon og My Struggle II (episode 5 og 6), der ligesom My Struggle I (episode 1) er skrevet af Chris Carter.
Det er en formildende omstændighed, at Babylon har humor. Mulder er således på syretrip og linedanser til Achy Breaky Heart. Måske er det dog mest afslørende for, hvordan resten af afsnittet, der handler om afhøring af en komatøs selvmordsbomber og afsluttes med en himmelsk trompetfanfare, blev til.
Værst er sæsonens sidste afsnit, der slutter med en cliffhanger og præges mest af ufrivillig humor. Der jages igennem en usammenhængende handling om alien-dna og en virus, vistnok aktiveret af Cigarette Smoking Man, som vistnok er Mulders biologiske far. Who cares?
Motiver og sammenhænge flagrer i vinden, og Mulder er virkelig faldet af på den. Hans computer står vidt åben, og på sit skrivebord har han installeret programmet Phonefinder, så han let kan spores. I de oprindelige afsnit havde han i det mindste et password (TrustNo1).
En sammenbidt Mulder har tilsyneladende accepteret dommedag og gider ikke engang tage mobilen, når Scully ringer. Hun laver til gengæld dna-analyser og modkure på rekordtid, mens epidemien breder sig, og infrastrukturen bryder sammen omkring hende – og konspirationsteoretikeren Tad O’Malley (Joel McHale) forsøger at binde hændelserne sammen i en webcast, der rammes af tekniske forstyrrelser, som vi kendte dem i 1990’erne.
Jeg gætter på en fuld 24-episoders ellevte sæson af The X-Files med Amell og Ambrose i front og de travle Duchovny og Anderson som gæstestjerner. Hvis bare Chris Carter kunne overtales til at holde sig i baggrunden med sit mytologispor, kunne det måske gå hen og blive meget godt.
facebook
twitter
Kommentarer