Ud fra titlen og trailerne er det nemt at tro, at det her er en film om Jean Grey, der bliver til Dark Phoenix. Hun er Greys ondsindede alter ego, der er blandt de stærkeste i universet.
Men det er faktisk snarere en film om Professor Xavier og skurken Magneto, og hvordan de forholder sig til Jeans transformation.
Heldigvis. Filmen er ikke god, men den havde været endnu værre, hvis den havde fokuseret mere på Dark Phoenix.
Historien om Dark Phoenix er ellers spændende. Det er næsten altid interessant med folk, der bliver onde, og Jean Grey er hjertet i X-Men. Hendes fald gør derfor så meget mere ondt. Faktisk er det en af de bedste og mest elskede historier fra det tegnede mutantunivers, men Sophie Turner er desværre en virkelig dårlig skuespiller.
Det er ikke populært at sige om den unge kvinde, der fik en kæmpe fanskare takket være sin rolle som Sansa Stark i Game of Thrones. Men det virker, som om folkene bag filmen godt selv er klar over, hvor svagt hun spiller, og derfor har sadlet om og lagt historiens fokus et andet sted.
Én ting er, at Sophie Turner altid taler sært sammenbidt og tilbageholdt, når hun skal være alvorlig, rørt, sur eller stresset. Men selv om kameraet går helt tæt på hendes ansigt, er det ikke i stand til at opfange bare en smule liv. Turner er fuldstændigt udtryksløs. End ikke ildeffekter i øjnene kan fange opmærksomheden, så man begynder uvilkårligt at nærstudere små ar i ansigtet eller den tunge makeup.
Filmen foregår i 90’erne, og da et rumskib går i stykker, ringer præsidenten til X-Men for at få dem til at redde mandskabet. Det er lige ved at gå galt, også for vores helte. Jean Grey redder dog alle, hun er selv tæt på at miste livet på grund af et soludbrud, men absorberer strålerne og bliver vanvittigt stærk.
Det vækker noget i hende.
Som barn var hun involveret i en bilulykke, hvor hendes forældre døde. Faktisk forårsagede hun ulykken, men det husker hun ikke. Glemslen har Professor Xavier sørget for, da han kort efter ulykken tog hende til sig.
Selvfølgelig må det gå galt, når man ignorerer traumer på den måde, men Professor Xavier kan ikke se, han har handlet forkert. Det skaber kærkomne ridser i den arrogante frelsertype, og hans venner – Raven og Hank McCoy – er ikke bange for at tage diskussioner med ham.
Magneto er som altid den onde mutant, og i den her film bor han sammen med sine følgere i et Christiania-agtigt hippie-øliv. Det virker underligt ukarakteristisk for ham.
Mange ting går galt, Jean Grey bliver sur og slår ihjel, og så er der også lige nogle onde aliens, der er kommet til jorden for at få fingrene i den kraft, hun besidder.
Michael Fassbender (Magneto) og James McAvoy (Xavier) samt Jennifer Lawrence (Raven) og Nicholas Hoult (Beast) spiller faktisk ret godt. Der er masser på spil for dem, men selv så store skuespillere kan ikke redde den rodede film.
Med en spilletid på knap to timer er filmen meget længere, end den behøvede at være. Når Dark Phoenix er så destruktiv, har man ikke samtidig brug for en invaderende trussel.
Kampscenerne er imponerende, det er god underholdning at se mutanter slås mod mutanter, men flotte effekter er ikke nok. Vi er vant til, at Marvels superheltefilm har noget væsentligt at sige, og det gælder ikke mindst Avengers: Endgame.
Den første X-Men, der kom for snart tyve år siden, havde også både hjerte og forløsende humor. Den nye film mangler seriøst et skud Wolverine.
Forhåbentligt går luften ikke helt ud af Marvel efter denne fadæse.
facebook
twitter
Kommentarer