Er Chelsea Manning en heltinde? Eller spurgt på en anden måde: Var Bradley Manning en helt? Eller en forræder?
Under den indledende tekst i dokumentaren XY Chelsea, hvor vi får at vide, at en ung amerikansk efterretningsofficer fra 2010 og frem downloadede 150.000 hemmeligstemplede militærdokumenter og fik dem offentliggjort via WikiLeaks, ser vi en kvindes underansigt, en sart næse, en buet, malet mund og høje kindben.
”Det er også en slags coming of age-historie”, siger en kvindestemme.
Det er næppe nogen hemmelighed, at whistlebloweren Bradley Manning under rigsretssagen i 2013 tog skridtet fuldt ud og erklærede sig transkønnet. Fra nu af var navnet Chelsea.
Det var en eksotisk historie, der fik kæber til at falde i nyhedsstrømmen.
Et filmhold har fulgt Chelsea Manning fra fængselsopholdet og frem til nu. Hun blev idømt 35 års fængsel, mens mange gerne havde set hende henrettet for højforræderi, angiveligt fordi de afslørede dokumenter bragte amerikanske soldaters liv i fare i Irak.
Efter syv år lod Barack Obama hende løslade og understregede, at hun havde udstået en rimelig straf, og at hun altså på ingen måde var blevet benådet.
Dokumentarholdet er ikke i tvivl: Ja, Chelsea Manning, barn af et splittet hjem i Midtvesten, tidligere hjemløs, er en helt. Hun trodsede ethvert hensyn til egen fremtid og sikkerhed og betalte i en alder af 22 en meget høj pris for at bevise, at amerikanerne stod bag titusindvis af bevidste drab på civile.
”De siger, at det er så rent, så kirurgisk,” fortæller hun i filmen om de fjernstyrede droneangreb. ”Men det er det ikke. Det er ét stort rod.”
Ja, Chelsea er en helt, men det er ikke filmens pointe. Pointen er i stedet den bevægende og gammeldags at give et portræt i flere dimensioner af en kompleks personlighed. Så langt ind, som vi kan komme.
I hvor høj grad er Chelseas kamp for at blive sig selv – altså en kvinde – forbundet med hendes bestræbelser på at rive et slør fra verdens øjne, hvad krigsforbrydelser angår? Er det den samme historie?
Selv ser Chelsea Manning ikke ligheden, men det er ikke det samme som at sige, at den ikke er der. Som tilskuere inviteres vi til at udrede vores egen sandhed. Det er i sig selv en fascinerende udfordring.
Vi følger den løsladte Chelsea Manning, der prøver at komme overens med en skræmmende ny verden. Alle kender hende, ganske mange mener, hun burde være henrettet, og hendes nye identitet gør afgjort heller ikke livet nemmere.
Hun er meget aktiv på Twitter. ”Du skulle have været skudt for forræderi,” tweeter en følger til hende, og hun svarer kry: ”Og i stedet blev jeg skudt til Vogue Magazine!” efterfulgt af en strøm af triumferende emojis.
Det er fantastisk at se, hvordan den lille spidsnæsede pige, der kom ud af Fort Leavenworth Prison og missede frygtsomt med øjnene, tager en hel verdens fordømmelse på sig og vokser af det. På ingen tid får hun en autoritet, der ikke virker påtvungen. Hun bliver ligefrem en dødsikker, toptunet demokratisk kandidat til Senatet.
Og så bryder alt sammen.
Et selvmordsforsøg, som ikke er uden et teatralsk islæt. Ønsket om at trække sig helt tilbage og bare blive usynlig. I dag sidder hun i fængsel igen, fordi hun nægter at vidne imod WikiLeaks-guruen Julian Assange.
Hvem var Bradley Manning? Hvem er Chelsea Manning?
Desværre prøver filmholdet at lade hendes mor kaste lys over sagen, og det skulle de aldrig have gjort. Moren var ved at komme sig oven på et slagtilfælde under optagelserne og er ikke ved sine fulde fem. Faktisk giver hun ingen mening overhovedet, og det er som minimum ugalant at medtage hendes volapykkede udsagn.
Men resten af filmen er en gåde, indhyllet i et mysterium, og det er et mysterium af den allermest stimulerende slags.
Kommentarer