Yes No Maybe er en fiktionaliseret udgave af en forsmået mands nederlag.
Ude i virkeligheden forlod kæresten Mads Rosenkrantz Grage til fordel for en af landets største instruktører, og nu har den Filmskole-uddannede manuskriptforfatter lavet en webserie om en ungersvend ved navn Mads, som forsøger at kneppe sig ud af en livskrise.
Det er serieskaberens egne 250 Tinder-dates komprimeret til 80 minutters præcis, satirisk dissekering af antiromantisk sex anno 2017.
Der kan dårligt opstilles regler for, hvor meget og hvor eksplicit man må bruge egen og andres fortid i fiktion. Om en historie fremstår underholdende personlig eller udleverende privat afgøres af, hvor godt den er fortalt.
Mads Rosenkrantz Grage får med Yes No Maybe ikke sagt noget kæbetabende nyt om Tinder-generationen, men med en dygtig fornemmelse for detaljer lykkes det at skabe et fornøjeligt portræt af liderlighed og sorg.
Og så skåner virkelighedens Mads ikke fiktionens.
Vi starter inde i en dørspion. Mads (Youssef Wayne Hvidtfeldt) holder underdanigt øje med, hvornår kæresten Clara (Sus Wilkins) kommer hjem.
Hun ankommer, men vil ikke rigtigt kysse. Mads forsøger at give hende oralsex, men tungen bremses af knopper.
Her kommer en god samtidsdetalje: Clara tjekker ikke efter kønsvorter med et spejl, men ved at tage billeder med telefonen.
Hun har fundet sig en ny fyr, og så er det farvel til Mads.
De næste minutter er overgjort sentimentale som en befriende, komisk skævvridning af letgenkendelig ynkelighed, når Mads tudeonanerer under bruseren til tonerne af følelsestunge Saybia.
Så griber vennerne Louise (Karoline Brygmann) og Julius (Adam Ild Rohweder) fat i den slagne tøffelhelt og introducerer ham for Yes No Maybe: en dating-app og slaraffenland af potentielle sexpartnere.
Mads er skeptisk, og Mads Rosenkrantz Grage afleverer endnu en glimrende detalje, når hovedpersonens ugidelighed accentueres gennem en forkert bøjning.
”Jeg skal ikke på en dating-apps.”
Men det kommer han, og han kommer til at møde masser af nye kvinder.
Youssef Wayne Hvidtfeldt (Shortlist-filmene Ung for evigt og Nedtællinger) er afgørende for, at Yes No Maybe fungerer. Med en tilbagelænet stil, der kan minde om Mikkel Boe Følsgaards, formår den unge skuespiller mod alle odds at fremstå sørgmodig, liderlig – og alligevel charmerende.
Man kan sagtens forstå de kvinder, der falder for Mads.
For at han ikke skal blive en fandens karl udstyres han med sporadisk impotens.
Seriens kulisse er en dunkel udgave af København, for vi befinder os mest i soveværelser og på brune barer, og de mørke farvetoner minder konstant om, at det ikke er en panegyrisk skildring af samtidens datingkultur, Mads Rosenkrantz Grage i samarbejde med manuskriptforfatter Lars Christian Detlefsen udfolder.
Ikke alle emner og optrin bliver turneret lige originalt. Et ellers lovende feminisme-afsnit om normalitet og cis-køn forfladiges desværre til sidst, når det ender med blot at handle om, hvorvidt manden eller kvinden skal betale for den dyre middag.
Så er der flere krummer og overraskelser i afsnit syv, hvor Mads mødes med smukke Sofia (May Simón Lifschitz fra Sorte måne) i en hotellobby. Afsnittet slægter en episode af Louis C.K.’s geniale Horace and Pete på, og også her antydes med afvæbnende humor, at selv den mest åbensindede starut kan blive godt gammeldags forvirret, når køn ikke er en helt statisk størrelse.
For Mads viser det sig vanskeligt at forblive en sympatisk fyr, når telefonen konstant vibrerer med nye sextilbud. Som veninden Louise siger, så går vores hovedperson fra at være en nice fyr til at være en pik.
Mads Rosenkrantz Grage skal have ros for at køre denne pointe helt ud, og han undviger i sidste afsnit med komisk overskud at binde nogen form for opbyggelig sløjfe på sine triste og finurlige sexfortællinger.
Kommentarer