Serieanmeldelse
07. jan. 2019 | 09:16

Yes No Maybe – sæson 2

Foto | Benjamin Kirk
Seriedateren Mads (Youssef Wayne Hvidtfeldt) forelsker sig i charmerende Milla, som han desperat forsøger at finde på de sociale medier.

Den fornøjelige satire over Tinder-æraens ekshibitionistiske datingkultur opvejer seriens til tider bedagede kvinderoller.

Af Kjartan Hansen

Solen skinner over Peblinge Sø i København.

Her ser vi Mads og Louise sejle under Dronning Louises Bro på en cykelbåd. Men noget er galt. Vi ser frygten i deres øjne, før en vaskeægte zombie kravler op af vandet bag dem.

”Det er en metafor,” bryder Mads ind, samtidig som det går op for os, at sekvensen i virkeligheden stammer fra et af hans filmprojekter.

Metaforen er klokkeren, hvis man husker, hvor vi sidst forlod Mads (Youssef Wayne Hvidtfeldt). Efter et endt parforhold var hans seksuelle eskapader nemlig ved at forvandle ham til en tankeløs og følelsesmæssigt afskåret lemmedasker. Eller en pik, som vennerne kalder ham på vej til endnu et rendezvous.

Umættelig som serieskaber Mads Rosenkrantz Grages hovedperson er, bruger Mads stadig den fiktive dating-app Yes No Maybe til at samle på udskiftelige sexpartnere.

Men til forskel fra den tidligere sæson oplever vi ham nu som en fejlbarlig ung mand, der tør give tosomheden en chance. I Carla Philip Røders charmerende præstation som den omsværmede Milla møder vi hans første bejler.

Ligesom Zooey Deschanels hovedperson i (500) Days of Summer fremstilles hun som en sjov drømmekvinde, hvis frigjorthed omvendt frembringer den besidderiske side i selv den mest fintfølende mand.

Parret møder ikke hinanden over en app, men til en privatfest ombord på en lystbåd. Kærligheden spirer imellem dem efter et løjerligt møde i førerhuset, som ikke overraskende munder ud i sex.

Men Mads er ikke den eneste, der vil eje Milla. Og hun er derimod bestemt ikke interesseret i at være ejet af nogen som helst. Imidlertid er der også en gnist mellem Mads og veninden Louise (Karoline Brygmann), som truer med at rive tæppet væk under den fasttømrede klike såvel som forholdet til Milla.

Deres sidehistorie risikerer desuden at reducere seriens eneste tilbagevendende kvinde til noget, som vores mandlige hovedperson kan more sig med, når lysten melder sig. Ligesom persongalleriet af karikerede, navnløse kvinder, der tildeles øgenavne som Bloggerbitch.

I første sæson så vi Mads i en kostelig, satirisk scene på date med en selverklæret feminist, der alligevel insisterede på, at det er mandens pligt at betale for middagen.

Mindre vellykket er det, når serieforfatterne Mads Rosenkrantz Grage og Lars Christian Detlefsen vil genskabe successen og sender Mads på en akavet date med en feministisk digter.

Hun fremstilles som en spøjs parodi på kulturskikkelser som Olga Ravn og Emma Holten, og kunne være spændende at udforske med en mands perspektiv. I stedet nøjes serien med at lade hende stønne lige så monotont, som når hun læser poesi højt.

Omvendt er det et tiltrængt friskt pust, at kameraet flere gange i løbet af sæson to også stiller skarpt ind på Youssef Wayne Hvidtfeldts bare balder og ikke kun de talrige nøgne kvinder.

Det ser vi, hver gang han systematisk vasker lagner, sengetøj og underbukser, når endnu et bytte er nedlagt. Der er en nærmest militær rutine i gøremålet, som ikke måler sig med hans apati i andre henseender. Skjuler han beviset på en meningsløs cyklus, eller forbereder han sig bare til den næste natlige gæst?

Sjældent har der været så meget bar hud på DR. Det afspejler kulturen i Tinder-æraen, hvor kærligheden konkurrerer med, hvor nemt man finder den næste scoring med en app.

Det er derfor seriens force, at den udstiller, hvordan personerne ekshibitionistisk viser deres krop frem for fremmede, drikker champagne, som de ikke har råd til, og praler med at være kunstnere uden at engagere sig.

Som når Mads, der vil være filminstruktør, flegmatisk forsømmer et vigtigt forretningsmøde, fordi han tænker med pikken og i stedet besøger Milla. Et frustrerende, men effektivt generationsbillede.

Det er den usminkede skildring af en mands overfladiske og til tider tankeløse kærlighedsliv, der gør Yes No Maybe både sjov og tankevækkende. Men efter anden sæson er vi stadig mere optagede af generationsportrættet end af Mads’ udvikling.

Trailer: Yes No Maybe – sæson 2

Kommentarer

Titel:
Yes No Maybe

Sæson:
2

Land:
Danmark

År:
2019

Serieskaber:
Mads Rosenkrantz Grage

Manuskript:
Rosenkrantz Grage, Lars Christian Detlefsen

Medvirkende:
Youssef Wayne Hvidtfeldt, Karoline Brygmann, Adam Ild Rohweder, Carla Philip Røder, Jesper Groth

Spilletid:
Otte afsnit af cirka 21 minutter

Anmeldelse:
Otte afsnit

Premiere:
1. januar på DR3 og DRTV

© Filmmagasinet Ekko