Biografanmeldelse
27. nov. 2013 | 20:00

You’re Next

Foto | Taylor Glascock
Folk iført dyremasker slår ivrigt ihjel i You're Next, men synderligt skræmmende er det ikke.

Hypet horrorduo fortsætter med at udfordre genrens rammer, men der er alligevel lidt for meget deja-vu i deres nye film.

Af Daniel Pilgaard

You're Next havde egentlig verdenspremiere allerede i 2011 på filmfestivalen i Toronto, men er først for nylig blevet udsendt i amerikanske og europæiske biografer.

Man kan kun gisne om, hvorfor selskabet bag har ventet så længe med at sende den ud, men i mellemtiden har filmens ophavsmænd så småt rejst sig fra horrorgenrens undergrund og fået pæn succes og anerkendelse som en del af kollektivet bag sidste års eksperimenterende V/H/S og The ABCs of Death.

V/H/S bød på en håndfuld chokerende episoder i den såkaldte found footage-genre, hvor handlingen fortælles gennem hjemmeoptagelser fra forsvundne eller døde personer. The ABCs of Death bestod af 26 ultrakorte episoder, hvor instruktørerne hver fik tildelt et bogstav fra alfabetet, som dannede udgangspunkt for en drabelig historie.

Instruktør Adam Wingard og manuskriptforfatter Simon Barrett stod bag nogle af de bedste indslag i de to film. I You’re Next mærker man også duoens lyst til at udfordre gysergenrens konventionelle rammer.

Filmen starter ud i den traditionelle hjemmeinvasions-genre, hvor ægteparret Davis fejer bryllupsdag og har inviteret deres tre voksne børn og svigerbørn til en festlig sammenkomst på en herregård, der naturligvis ligger i et skovområde langt væk fra alt og alle.

Historien og produktionsdesignet er tydeligt inspireret af The Strangers (2008), og det føles hurtigt som deja-vu, når hjemmets massive egetræshoveddør begynder at knirke, og de mystiske lyde spreder sig fra den mørke gårdsplads, hvor familiens biler selvfølgelig er blevet saboteret.

Et skænderi ved middagsbordet bliver afløst af panisk angst, da den første svigersøn må lade livet til de pile, der pludselig borer sig gennem vinduernes ruder. Det er ikke uden humor, at den rolle spilles af den mest talentfulde instruktør fra kollektivet bag V/H/S og The ABCs of Death, Ti West.

Som instruktør er Ti West (The Innkeepers, The House of the Devil) bedre til at styre uden om genrens irrationelle og irriterende klicheer, som der er masser af i You’re Next. Den yngste datter bliver sendt alene ud for at hente hjælp, men går selvfølgelig direkte i døden. Moren efterlades alene på husets første etage, så hun passende kan få hovedet kløvet af en machete.

Sådan fortsætter filmen ud af et ikke synderligt skræmmende spor, hvor op til flere mordere går amok iført dyremasker, indtil filmen cirka halvvejs tager en uventet drejning.

Svigerdatteren Erin (Sharni Vinson) træder nemlig i karakter som gyserfilmenes svar på Rambo, hvilket en af morderne brutalt må sande, da hun åbner hans kranie med en kødhammer.

Det trækker filmen ind i et mere actionpræget univers, som går hårdt ud over selve plottet, hvor vi alt for tidligt får afsløret mordernes motiv.

Til gengæld er denne sidste halvdel ganske underholdende udført med mange voldelige og blodige effekter. Og det gør bestemt ikke filmen ringere, at den medrivende 80’er-synth på musiksiden er skabt af danske Mads Heldtberg fra de hedengangne metal-bands Düreforsög og The Bleeder Group.

Trailer: You're Next

Kommentarer

Land:
USA

År:
2011

Instruktør:
Adam Wingard

Manuskript:
Simon Barrett

Medvirkende:
Sharni Vinson, Nicholas Tucci, Joe Swanberg

Spilletid:
94 minutter

Aldergrænse:
Tilladt for børn over 15 år

Premiere:
28. november 2013

© Filmmagasinet Ekko