Biografanmeldelse
02. apr. 2014 | 12:09

Yves Saint Laurent

Foto | Anouchka de Williencourt
Pierre Niney er et scoop i titelrollen som den maniodepressive Yves Saint Laurent og rangerer fra hviskende ydmyghed til desperate vredesudbrud.

Kæresten stjæler scenen fra manden og myten YSL i en biopic, hvis glatpolerede look ikke yder den geniale, men også mentalt forstyrrede designer retfærdighed.

Af Samina Jakobsen

I 2008 døde Yves Saint Laurent af kræft i hjernen, og i 2014 er der premiere på ikke bare én, men hele to film om den legendariske modeskaber.

Første bud er Jalil Lesperts Yves Saint Laurent, en klassisk biopic, der skildrer modedesignerens op- og nedture.

Som 21-årig bliver han chefdesigner for Dior, i en alder af 24 år starter han sit eget modehus, og derefter revolutionerer han modebranchen gennem et væld af vovede kollektioner op gennem 60’erne og 70’erne.

Introsekvensen former den generte og lettere krukkede tekstil-kunstner med samme hastighed, som hovedpersonen kan vikle stof om en model og fremtrylle en kjole. Men resultatet er langt fra lige så elegant.

Med replikker som ”han er kun til fyre”, ”jeg er ret ligeglad med Sputnik” og ”nej tak, jeg drikker ikke alkohol”, får vi etableret Laurent som en homoseksuel designer, der endnu ikke har stiftet bekendtskab med alkohol, og som ikke nærer nogen synderlig interesse for politik eller verden omkring ham.

Og det skal vise sig, at mange af de velkendte fakta om Laurents liv bliver fremført i replikker som en nøjeregnende tjekliste, hvor der bliver sat flueben filmen igennem.

Diors kollektioner bliver modtaget med svingende anmeldelser, og i 1960 bliver Laurent indkaldt til tjeneste i den franske hær under Algier-krigen. Dior giver ham sparket efter mentalt sammenbrud og diagnosen ”maniodepressiv”. Men efter en retssag mod Dior for uretmæssig fyring, får Laurent og hans livsledsager Pierre Bergé penge nok til at åbne deres eget modehus, det nu så berømte Yves Saint Laurent.

Men presset på den unge designer bliver hurtigt for stort, og snart bliver han afhængig af både stoffer og alkohol. Samtidig bliver forholdet til den noget ældre Bergé sat på prøve af yngre elskere.

Skuespilleren Pierre Niney som Yves Saint Laurent er filmens scoop og grunden til, at man bliver siddende i sædet på trods af en kronologisk dramaturgi drænet for energi.

Niney indfanger Laurents personlighed i en uhyggelig grad, hvor balancen mellem genialitet, naivitet og mental ustabilitet konstant er til stede. Han indhyller kæresten Bergé i begær med kærlige drillerier og charmerende fransk tale. I interview-situationerne udtaler han sig ydmygt i tæt på hviskende formuleringer. Og han eksploderer i vredesudbrud afstedkommet af alt fra jalousi, afmagt og pres fra omverdenen.

Niney er Yves Saint Laurent i al sin barnlighed, skrøbelighed, og frem for alt kærlighed til kunsten og livet.

Derfor er det virkelig ærgerligt, at Yves Saint Laurent er fortalt fra Pierre Bergés synsvinkel. Billederne og Nineys nuancerede spil får ikke lov til at tale for sig selv, men bliver konstant kommenteret af kærestens alfaderlige voice-over, der begrunder Laurents engle og dæmoner.

Ligesom Pierre Thorettons dokumentar Yves Saint Laurent: L’amour fou, der snarere var en dokumentar om Bergé end hans berømte partner, er også denne film præget af det altoverskyggende subjektive perspektiv.

Bergé er beskytteren og manipulatoren, og man fornemmer, at kun den halve sandhed bliver fortalt – en pointe, som filmen selv lægger på bordet i en scene, hvor Saint Laurent forsøger at give et interview.

Efter første sætning bliver han afbrudt af Bergé, der med en hård tone fremfører, at hvis han ikke vil sige noget mere interessant, så kan han lige så godt tie stille. Laurent modtager beskeden med dukket hoved og undskylder sig med, at han skal arbejde. ”Hvis der er flere spørgsmål, kan Bergé svare,” siger han mut og forlader lokalet.

Fashion-aficionados vil med garanti mæske sig i kostumerne og de visuelt lækre modeshows, hvor beklædning ophøjes til kunst, og originaler som Mondrian-kjolen og Le Smoking får en tur på catwalken. Indforståede jokes om Elizabeth Arden og Helena Rubinstein samt Karl Lagerfeld som bifigur skal også nok få de modehungrende til at gå mætte derfra. Men det glatpolerede look yder desværre ikke den revolutionerende modeskaber retfærdighed.

Næste film om Yves Saint Laurent, Saint Laurent, har premiere til efteråret, og her forlyder det, at Bergé ikke har godkendt manuskriptet. Forhåbentlig kommer vi tættere på manden og myten YSL til den tid.

Trailer: Yves Saint Laurent

Kommentarer

Land:
Frankrig

År:
2014

Instruktør:
Jalil Lespert

Manuskript:
Jalil Lespert, Jaques Fieschi, Marie-Pierre Huster

Medvirkende:
Pierre Niney, Guillaume Gallienne

Spilletid:
106 min.

Aldersgrænse:
Tilladt for alle, men frarådes børn under 7 år

Premiere:
3. april 2014

© Filmmagasinet Ekko