Justice League er blevet bedre, men den er først og fremmest blevet længere.
Director’s cut af superheltefilmen, der får streamingpremiere på HBO Nordic på torsdag, er dobbelt så langt som biografversionen fra 2017. Med en spilletid på fire timer er filmen nu en time længere end konkurrenten Avengers: Endgame – og et kvarter længere end Lawrence of Arabia.
Ud fra en synopsis er det imidlertid svært at sætte fingeren på, hvordan historien er forandret.
Udgangspunktet er stadig en verden uden Superman, da han døde sidst i Zack Snyders forrige film i samme univers, Batman v Superman: Dawn of Justice. Uden ham som beskytter øjner klodebetvingeren Steppenwolf en mulighed for endelig at transformere Jorden til et goldt lava-ødeland ved at samle tre såkaldte Motherboxes.
Steppenwolf blev i oldtiden besejret af en alliance af mennesker, atlantiske havmennesker og amazoner i et skæbneslag, der føles planket fra Ringenes herre. Lige siden har de tre folkeslag beskyttet hver deres magi-teknologiske kasse, der tilsammen udløser verdens undergang.
Med den trussel simrende i baggrunden forsøger Ben Afflecks gråsprængte Batman at samle et hold af ”metamennesker”, altså superhelte, der kan tage kampen op.
Wonder Woman har han allerede på sin side, så det gælder om at rekruttere den whisky-tyllende Aquaman, lynhurtige Barry Allen og robotmennesket Victor Stone/Cyborg. Og trumfkortet Superman er heller ikke mere død, end at han også optræder på plakaten.
Handlingen er inddelt i fem afsnit og en epilog – og fortælles med en tålmodighed, der ligger langt fra blockbuster-mekanikkens halsen efter næste actionscene.
Chris Terrios manuskript dvæler ved karaktererne, der alle får et par scener til at folde sig ud.
Ezra Millers spøgefulde Barry Allen var et af lyspunkterne i den oprindelige version, hvor han gerne piftede den selvhøjtidelige stemning med en kæk kommentar.
Men det skyldtes nok primært, at hans scener blev skudt om af Avengers-instruktøren Joss Whedon, da han overtog styringen med filmen efter Zack Snyders exit. Og man forstår hvorfor. I Snyders version er karakteren en speedsnakkende og manieret gavtyv, der blot udløser et halvt træk på smilebåndet for hver femte vittighed.
Humor er ikke Zack Snyders stærke side.
Instruktøren, der engang var hovedarkitekten bag DC-superheltenes fremtid på det store lærred, er en eksplosionsbegejstret drengerøv, der dyrker en fascistisk, storladen magtæstetik – fra 300 og Watchmen til visse scener i Batman v Superman: Dawn of Justice.
Sidstnævnte blev en kritikerfiasko i biografen, men fandt et glødende kultpublikum på hjemmevideo, ikke mindst i det forlængede director’s cut på tre timer.
Så mens DC-universet stak af i nye og mindre tungsindige retninger med Aquaman, Birds of Prey, Shazam! og ikke mindst Joker, førte fans en passioneret kampagne for at få lov at se Zack Snyders originale vision af Justice League.
De bliver næppe skuffede.
Hvor biografversionen føltes som et kønsløst miskmask af Zack Snyders brutalisme og Joss Whedons humor, er den nye version mere helstøbt.
Det er bare også en fuldkommen tåbelig og overblæst gang superheltetjubang, der skamrider alle genrens klichéer med bifaldssøgende musikvideoæstetik. De CGI-kunstige actionscener er som at se en tolvårig smadre plasticdukker mod hinanden.
Zack Snyder interesserer sig ikke stort for logik eller sammenhæng. Han går benhårdt efter, hvad der ser sejt ud. Flere gange dvæler kameraet ved superhelte, der spankulerer som på en catwalk i farvefattig slowmotion, mens Nick Cave synger melankolsk på lydsporet.
Enten hujer man begejstret med, eller også slukker man efter et kvarter.
Overraskende nok er det Cyborg, der i Joss Whedons udgave var en undseelig biperson, som her træder i karakter som filmens egentlige hovedperson. Hans forhold til den fraværende forskerfar, der reddede ham fra døden ved at give ham en robotkrop, står rørende centralt i denne version.
Ray Fisher, der spiller Cyborg, har i øvrigt ført en årelang kampagne mod Joss Whedon, som åbent skulle have nedgjort Zack Snyders vision over for filmholdet.
Siden har en lang række af Joss Whedons kolleger stemt i med lignende påstande, og den engang så succesrige instruktør er godt på vej til at blive persona non grata i Hollywood.
Imens er Zack Snyder blevet bevilget op imod en halv milliard kroner for at færdiggøre sit dunkle superhelteepos, ironisk nok i et kasseformet 4:3-format, som er beregnet til de Imax-biografer, hvor filmen næppe vil blive vist.
Og som de fleste franchisefilm lægger Zack Snyder’s Justice League op til et hav af spin-offs og fortsættelser. Den føles som en reklame for film, der – syv-ni-tretten – aldrig bliver til noget.
Det gør filmen til en kuriøs påmindelse om et blockbuster-projekt, der heldigvis ikke blev til noget.
Kommentarer