Zambezia

Hellere en fugl i munden på en leguan end ti på lærredet. Sådan tænker man uvægerligt efter de første minutter af Wayne Thornleys Zambezia, hvor hovedrollerne indtages af den unge eventyrlystne falk Kai, hans sammenbidte far Tendai og en ellers farvestrålende fjerpragt af mere eller mindre gakkede fuglekarakterer.

Kai lever en afsondret tilværelse med sin far i et stille hjørne af Afrika, men føler sig moden til at tage hul på livet på egen vinge. Da en stork og hendes lille spurve-ledsagerske nødlander midt i Kais beskyttede rede på flugt fra de sultne marabou-storke, hører den unge falk for første gang om Zambezia, fuglenes fortryllende hovedstad midt i Afrika. Zambezia bevogtes af en legion af tordenfugle, fuglenes seje livgarde, og med ét øjner Kai et mål for sin udlængsel.

Imod sin fars vilje forlader Kai reden og sætter kurs mod sin skæbne i det forjættede land. Men han er ikke den eneste med interesse for fuglebyen. Den uhyggelige leguan Budzo drømmer om et festmåltid af fugleæg og allierer sig med de mindre skarpsindige marabou-storke for at storme Zambezia.

Marabou-storkene har med deres uskønne ydre og dårlige opdragelse alle dage været uvelkomne i Zambezia og øjner en mulighed for endelig at tilrane sig en smule respekt fra deres artsfæller. Men da samtlige fugles æg pludselig trues på livet af den forestående leguan-invasion, begraves uvenskab og racisme, og små og store fugle samles i fælles front mod fjenden udefra.

Som dansker er det svært ikke at drage visse paralleller mellem Zambezia og Fuglekrigen i Kanøfleskoven fra 1990. Jannik Hastrups tegnefilm kombinerede et herligt persongalleri af skæve bevingede eksistenser med foruroligende undertoner af reel fare, og den var på alle måder en mere mindeværdig filmoplevelse for både store og små, end Zambezia er med sit moralprædikende metervaremanuskript.

Filmens nok så ærværdige hovedbudskab – samarbejder vi alle på tværs af fuglearter (dog ikke racer, vel at mærke!), står vi stærkere – tværes i hovedet på tilskueren med fede farverige penselstrøg akkompagneret af afrikanske rytmer. Den svulstige korsang hører dog til på plussiden, for musikken i Zambezia er fængende fra start til slut og formår i flere scener at rede filmen fra at føles som en forlænget sekvens i DR’s Disney Sjov.

Zambezia vinder en smule, som historien skrider frem og sceneriet nuanceres, og filmen vil da formentlig også fastholde børnenes interesse frem mod den uundgåeligt lykkelige slutning. Det er imidlertid set både før og bedre, senest i den flotte Legenden om vogterne – uglerne fra Ga’Hoole, der ikke veg tilbage for at blande nuttede dyr med barske realiteter, akkurat som de bedste Disney-film mestrede så fint i blandt andre Bambi og tåreperseren Dumbo.

Zambezia er en sydafrikansk produktion, og de mange forskellige fuglearters kamp mod de slemme invaderende leguaner, der vil ødelægge fuglenes reder og spise deres æg, kan uden den store forestillingsevne minde om en vis sort-hvid racekamp på kontinentet, der stadig den dag i dag ulmer selv i Sydafrika.

I den forstand kunne Zambezia nemt have markeret sig med en mere nuanceret og politisk agenda, men vælger i stedet at profilere sig som endnu en happy-go-lucky børnefilm med mere pip end bid.

Trailer til Zambezia