En palæstinensisk præ-teenager og en israelsk faldskærmssoldat bliver bragt sammen ad usædvanlige omstændigheder. Vi skriver Beirut, 1982, efter det israelske militærs invasion af Libanon, men inden massakrerne i Sabra og Shatila, som fik krigen til at eskalere. Der er guerillatræning og nervøsitet i luften, no-go-områder og snigskytter på tagene. Men også – da vi ser byen med drengeøjne, og det er et VM-år – fodboldfeber mod alle odds. Eran Riklis’ Zaytoun fanger fint den fornemmelse af hverdag, som børn kan etablere under de mest ekstreme omstændigheder.
Knægten Fahed har ganske symptomatisk to store helte: den brasilianske fodboldspiller Zico og sin far. Faren plejer et oliventræ i potte – det eneste minde fra slægtens sønderskudte landsby. Om aftenen taler han om at vende tilbage, når der igen er ro i regionen.
Faren dør tidligt i filmen under et granatangreb. Og kan Fahed ikke vinde krigen i hans sted, kan han i det mindste fuldføre Mission Oliventræ. Det er den – ikke helt overbevisende – kilerem, der driver fortællingens hjul i Zaytoun. Titlen betyder oliventræ, men kan læses som synonym for fred og fordragelighed.
Den pointe står endnu mere klart, da to svorne fjender sætter kursen sydpå. Den israelske soldat Yoni (Stephen Dorff) er blevet skudt ned og samlet op af PLO, og Fahed (spillet af den rutinerede børneskuespiller Abdallah El Akad) er en af hans fangevogtere. Begge har de incitamenter til at søge ud af Libanon, og det lykkes Yoni at overtale Fahed til at åbne tremmedøren. Dog ikke før Fahed har plantet en kugle i hans balde og slugt nøglen til håndjernene. De to er nu afhængige af hinanden.
Resten af filmen er en roadmovie og flugtfilm krydset med skildringen af et umage pars spirende venskab. Der veksles mellem lune og alvor, men uden at forudsigeligheden på noget tidspunkt slipper sit tag. Eran Riklis, der tidligere lykkedes med en psykologisk skildring af venskabet mellem en israelsk ministerfrue og en palæstinensisk frugtavler i Citronlunden, har i denne film forvekslet personlig tragik med følelsesdybde.
Det gennemgående konstruerede præg forstærkes af, at Fahed og Yoni taler engelsk (hvem sagde Oscar-forhåbninger?), og at deres udvekslinger følger det samme mønster gennem stort set hele filmen – i biler, i vejkanter, i ruinhobe på færd gennem landet. Hver gang drejer de hovedet mod hinanden (i sig selv ikke altid naturligt), rynker øjenbrynene og kigger intenst skeptisk på hinanden, indtil en skæv bemærkning får smilet frem.
Kan man som israelsk filmmager lave en film om en dybt rodfæstet konflikt uden at blive vurderet på andet end sin nationalitet – og uden at det bliver ren sødsuppe og balancekunst? Det spørgsmål stillede jeg også i min Ekko-anmeldelse af Citronlunden, der beviste, at det kan Riklis i hvert fald godt indimellem. Med Zaytoun melder tvivlen sig, om det har været et lucky punch. Det virker som en uhyre positioneringsbevidst film, der ikke vil være for barsk, for blid, for pro-israelsk, for pro-palæstinensisk, for socialrealistisk eller for flyvsk. Og som derfor bliver for lidt sin egen.
Man kan finde nydelse i Riklis’ rytmiske billedside med lækker belysning og lydefri kameragange (orkestreret af vor egen Dan Laustsen) med karaktererne stilfuldt placeret i forhold til de omgivende ruiner. I længden bliver de uafladelige kamerature frem og tilbage dog også lovlig studentikost æstetiserende.
Som en film for mellemstore børn – der vil forstå og værdsætte dybden af en læderfodbold overbragt som symbol på venskab – vil filmen nok føles lang og momentvis for voldsom (vi ser blandt andet en kvinde blive kastet omkuld og likvideret på gaden). Et voksent publikum skal ikke forvente at blive klogere på mellemøsthistorien, men til gengæld være villigt til at acceptere en pæn potte sentimentalitet.
Trailer: Zaytoun
Kommentarer