Blodet flyder ned ad kæben, der tygger på en luns frisk kød. En uheldig sjæl var ikke hurtig nok til at slippe væk, da den levende døde kom snigende.
Sådan bliver zombier typisk skildret på film. Som hjernedøde skabninger, der vandrer jorden tyndt i jagten på næste offer for at tilfredsstille deres uophørlige lyst til menneskekød.
Den moderne zombiefilms gudfar, George A. Romero, brugte dem som led i en samfundskritik.
Night of the Living Dead behandler racisme, Dawn of the Dead er en spiddende satire over den amerikanske konsumerisme, og Day of the Dead sønderriver militæret og den stigende egoisme, der prægede 1980’erne.
Franske Bertrand Bonellos Zombi Child har betydeligt mindre blod og indvolde på lærredet. Til gengæld byder filmen på en kritik af kolonialiseringen, som er særdeles relevant i disse tider.
Med udgangspunkt i den virkelige historie om haitianeren Clairvius Narcisse har instruktøren kreeret en pirrende og mystisk spændingsfilm.
Narcisse blev i Haiti i 1962 forgiftet, og hensat i et stadie af skindød oplevede han at blive levende begravet. Derefter blev han gravet op igen for så at arbejde som zombie-slave på en sukkerrørsplantage.
Sideløbede med Narcisses historie springer filmen frem til nutiden, hvor pigerne Fanny og Melissa møder hinanden på en kostskole i Paris for elever, hvis forældre eller bedsteforældre har fået en hædersbevisning af den franske stat for deres arbejde.
På den overvejende hvide skole stikker Melissa ud med sin sorte hud og fransk-haitianske accent. Forældrene døde i det store jordskælv i 2010, og hun har derefter boet hos sin tante, inden de flyttede til Frankrig, så hun kunne gå i skole dér.
Fanny og hendes veninder har en bogklub, som i bund og grund bare er en undskyldning for at mødes sent om natten i de gamle bygninger på skolen og drikke sprut og snakke om livet.
Men hvorfor laver Melissa lyde om natten, som minder om dem, vi hørte i starten af filmen, hvor zombierne vandrede hvileløst rundt i cirkel om natten, badet i måneskin?
Sporene til Haiti og slaveriet under den franske kolonialisme fylder meget i filmen. Bonello vælger flere gange at lade det komme til udtryk gennem en af skolens lærere. ”Liberalisme står i vejen for friheden,” fortæller han passioneret flokken af teenagepiger i klasselokalet.
Kritikken af den franske republik får ekstra slagkraftig næring, når Melissa reciterer den haitianske digter René Depestre: ”Hvide verden, lyt til mit zombie-brøl!”
Zombien som en slave for den hvide mand kan spores helt tilbage til White Zombie fra 1932, hvor Bela Lugosi gav den som plantageejer med overnaturlige kræfter – den foregik også i Haiti.
Om det er tilsigtet, at filmen skal slæbe sig af sted som et omvandrende kadaver, er ikke helt tydeligt. Den sidste halvdel tilføjer et tredje spor, hvor vi følger Melissas tante Katy, der er en mambo, en præstinde inden for voodoo-religionen.
Fra den ellers meget realistiske indgang bevæger Bonello sig ud i et overnaturligt spor, som er mere end svært at blive klog på.
Men inden da er Zombi Child en spændende og aktuel udforskning i, hvordan fortiden sætter sit præg på, hvordan nutidens samfund er skruet sammen, og hvordan individer opfører sig i forhold til hinanden.
Behovet at høre til et sted findes hos de fleste. Det tager måske lidt tid at finde det, men det er derude – selv hvis man er en forvirret teenagepige langt væk fra alt det, man har kendt hele sit liv.
”Når du tilhører voodoo, er du del af et fællesskab.”
Kommentarer