Zootropolis er Disneys animerede spillefilm nummer 55. Og selv om det ikke er nok til et helt jubilæum, er der masser af god grund til at glæde sig over Byron Howard og Rich Moores charmerende og intelligente storbyfabel.
I en verden uden mennesker lever alverdens pattedyr side om side i den moderne storby Zootropolis. Elefanter, isbjørne, grævlinger og bæltedyr er hinandens naboer og venner. Jagtinstinkter og junglelov har dyrene for længst lagt bag sig til fordel for kontorarbejde, supermarkeder og mennesketøj.
Det er dét Zootropolis, som den optimistiske kanin Judy Hopps (Özlem Saglanmak) ankommer til fuld af drømme om at gøre verden til bedre sted som en del af storbyens politistyrke ZPD.
Judy må indse, at det ikke er nemt at være den første kanin i ZPD. En loppetjans som parkeringsvagt og siden trusler om fyring får Judy til at føle sig meget langt hjemmefra i en storby, hvor ikke alle er lige venlige.
Men da flere af byens rovdyr pludselig går amok i dyrisk og højst uciviliseret vildskab, griber Judy sin chance og kaster sig ud i et vildt politieventyr sammen med småsvindler-ræven Nick Wilde (Jens Jacob Tychsen).
Zootropolis blander strømerfilm med venskabskomedie og leverer en stribe gode detaljer og sjove henvisninger til filmhistorien fra Politiskolen-citater til en sjældent vellykket Don Corleone-parodi i skikkelse af gangsterspidsmusen Mr. Big (Amin Jensen). Og heldigvis formår det rutinerede danske stemmehold at levere filmens vittigheder, så ikke en eneste af dem falder til jorden.
I det hele taget er filmen velsignet med en række morsomme og opfindsomme biroller med de ubeskriveligt langsomme dovendyr bag skranken på motorkontoret som filmens absolutte komiske højdepunkt.
Med sømløs og ubesværet lækker animation balancerer Zootropolis elegant mellem dyrenes zoologiske kendetegn og den lange tradition for antropomorfe funny animals. Den selvbevidste leg gør Zootropolis til en meta-tegnefilm, der med en god portion ironi tager fat i noget af det, der har været helt grundlæggende for tegnefilmens og tegneseriens succes i mere end 100 år.
Selv om Zootropolis ikke helt kan sige sig fri for det klæge og tegnefilmtypiske du-kan-blive-hvad-du-vil-bare-du-tror-på-det, fremstår den som et oprigtigt forsøg på at skildre det moderne samfund og alles jagt på en selvstændig identitet.
En kanin kan ikke være betjent, en ræv kan man ikke stole på, og rovdyr vil altid finde tilbage til en brutal og instinktpræget vildskab.
Onde kræfter forsøger at udnytte pattedyrenes frygt for rovdyrenes ”biologi” til at tiltvinge sig magten. Det giver filmen en politisk og social dimension, der ikke kan undgås at blive set i lyset af det amerikanske politis groteske og voldelige optræden under Ferguson-optøjerne i Missouri i 2014.
Zootropolis bruger tegnefilmens leg med dyr og mennesker til at pege på samfundets mistro og fordomme over for dem, der er anderledes og til at sætte fokus på emner som racisme og homofobi. Det er ikke en debatsøgende film, der udbasunerer sine pointer, men formidler dem i stedet subtilt og underspillet. Og det klæder så afgjort Zootropolis, at den går et lille skridt videre end blot at fortælle om hovedpersonens selvrealisering.
Instruktørduoen Byron Howard og Rich Moore har begge tidligere været Oscar-nomineret for henholdsvis Bolt og Vilde Rolf. Og 2016 skal gå hen og blive et ualmindeligt godt tegnefilmsår, hvis ikke de skal gentage succesen med Zootropolis.
Kommentarer