MIX Copenhagen 2020
21. okt. 2020 | 12:55

MIX: Det skal du glæde dig til

Foto | Louise Dietz-Henderson
Conor Leach spiller den sekstenårige teenager, der går under brugernavnet Sequin i Sequin in a Blue Room, som kan ses på MIX Copenhagen.

LGBTQ+-festivalen MIX Copenhagen fejrer 35 år og byder på ungdomsfortællinger, film om interkøn og farezonerne i den digitale datingkultur.

Af Marcus Uhre og Lasse Torp Hansen

En af verdens ældste filmfestivaler af sin slags fylder 35 i år. MIX Copenhagen hylder det inkluderende, det progressive og queer-miljøets unikke subkultur.

I årets program ser festivalen tilbage mod en tid, hvor homosex var blasfemi og kun blev skildret i pornofilm. Men også fremad med en ny generation, der søger at føle sig anerkendt og forstået.

Selv om homoseksualitet er blevet mere eller mindre bredt accepteret i det danske samfund, er der stadig meget at udforske og repræsentere i plusset af LGBTQ+.

MIX udfordrer normaliteten med filmmediet som det ultimative empatiske våben i arsenalet. Vi har udvalgt syv film, du skal se på årets festival, der løber fra 23. oktober til 1. november.

BloodSisters

I BloodSisters fra 1995 fortæller en række selverklærede leather dykes – på dansk: læderlebber – om deres oplevelser med BDSM-subkulturen i 1990’ernes San Francisco.

Vi er kommet langt siden midten af 90’erne, men filmen står stadig som et dokumentarisk tidsbillede og en guide til den lesbiske BDSM-kultur.

Traileren er fyldt med eksplicitte montager og ekstrem colorgrading – alt sammen underlagt feministisk punkmusik.

De medvirkende kvinders førstehåndsberetninger og erfaringer virker i 2020 stadig relevant og utroligt oplysende.

BloodSisters kan ses den 28. oktober i Cinemateket.

 

Sequin in a Blue Room

Internettet er blevet en direkte portal til et erotisk møde. Med dating-apps som Tinder eller Grindr kan alle med en smartphone udforske og afprøve et nærmest uendeligt kropskatalog.

For teenageren Sequin, der er fanget i skabet, kan det være en befriende tanke.

Trods følelsen af ikke at passe ind kan han online blive festens absolutte midtpunkt. Mange ældre mænd vil smage på det unge kød og udnytte den uudforskede og skrøbelige seksuelle identitet.

Men intimiteten mangler. Med klaustrofobiske billeder og en aggressiv lydside understreger filmen, at det hele meget nemt kan gå galt.

Sequin in a Blue Room kan ses den 27. og 30. oktober i Cinemateket

 

Babylebbe

Tone Ottilies rå og autentiske teenagefortællinger vækker med god grund høj genklang i queer-miljøet. Hendes prisvindende kortfilm viser konstant nye sider af ellers mange gange udforskede problematikker.

I 2017 vandt hun Shortlist Prisen ved Ekko Shortlist Awards for ungdomsdramaet Lulus første gang. Denskildrer en ensom pige, der skal samle sig mod til at miste sin mødom.

Babylebbe – som indgår i festivalens kortfilmserie Nordic Light – handler om sekstenårige Frede, der til en technofest forsøger at få sin ekskæreste Rosa tilbage og smide rollen som ”babylebbe” endegyldigt væk.

Babylebbe kan ses den 24. oktober i Cinemateket


Jumbo

”Objektofili” lyder måske som en sygdom, men det gjorde homoseksualitet også engang. Ordet beskriver det fænomen, at et menneske er seksuelt eller følelsesmæssigt tiltrukket af et dødt objekt.

Den franske spillefilm Jumbo er grænsesøgende på en nyskabende måde. Unge Jeanne – spillet af Noémie Merlant fra Portræt af en kvinde i flammer – bliver forført af den nye karrusel i den forlystelsespark, hun arbejder i.

Det ligner et ærligt forsøg på at portrættere en seksualitet, der er så anderledes end det normale, at de fleste ikke vil forstå det eller ligefrem gøre nar.

Det må bære eller briste bære for filmen!

Jumbo kan ses den 24. oktober i Empire Bio og den 30. oktober i Cinemateket.

 

Metamorphosis

Adam opdager først, at han er interkønnet – det vil sige født med begge sæt kønsorganer – da han får sin første menstruation.

Med en ældre klassekammerat som sin eneste allierede står Adam over for det konservative filippinske samfund. Her er der ikke plads til kønsidentiteter, der befinder sig mellem de traditionelle cis-køn.

Interkøn er et sjældent emne på film, og derfor er det særligt overraskende at se det i filippinsk filmkunst. Fortællingen tager vigtige og svære problemstillinger op og lader en ofte ignoreret stemme blive hørt.

Adam får nemlig at vide, at nu skal han blive en kvinde med bemærkningen: ”De kønsorganer, som der ikke er brug for, vil blive fjernet.”

Metamorphosis kan ses den 27. oktober i Cinemateket

 

Beanpole

Leningrad 1945. Den måske værste belejring i verdenshistorien er ovre, og livet kan fortsætte normalt.

Næsten.

I det russiske Oscar-bud Beanpole møder vi krigsveteranen og sygeplejersken Iya, som kæmper for at skabe en tilværelse for sit barn og sig selv. Hun møder sin medsoldat Masha, der er hjemvendt fra Berlin. Sammen må de navigere i den nye virkelighed.

Æstetikken ser ud til at være hentet fra Ingmar Bergmans Hvisken og råb, skriver Ekkos anmelder Simon Pasternak i det aktuelle nummer.

De røde og grønne farver danner kontrast til Sovjets grå virkelighed, og anmelderen drager også sammenligninger med Triers Breaking the Waves og den russiske instruktør Tarkovskij.

Så der er lagt op til filmkunst af fineste karat, når Beanpole vises den 27. oktober i Empire Bio og den 30. oktober i Cinemateket.



Always Amber

”Hvor meget skal jeg forandre mig, bare fordi samfundet ikke forandrer sig hurtigt nok?”

Det spørgsmål stiller den non-binære Amber, som i en blanding af Snapchat-klip og klassiske dokumentargreb fortæller om sine teenage-oplevelser i nutidens Stockholm.

Med hurtige klip, idealistiske kommentarer og frustrerende samtaler med ”de voksne” skrigerungdomsfortællingen af punk og uafhængighed, men også af afmagt og utålmodighed.

Amber forsøger at finde en rolle i verdenen, samtidig med at den syttenårige sætter spørgsmålstegn ved sin søgen. Et emne, som de fleste vil kunne identificere sig med.

Always Amber kan ses søndag den 25. oktober i Cinemateket.

Kommentarer

MIX Copenhagen

Grundlagt i 1986 og fejrer 35-års jubilæum.

En af verdens ældste LGBTQ+-filmfestivaler.

Kører i år fra 23. oktober til 1. november.

Læs mere.

© Filmmagasinet Ekko