Dag: 8 Alle verdens følelser på 101 minutter

Nogle klapper, mens andre strækker sig efter en blunder, da morgenens film On the Beach at Night Alone er færdig. Og kort efter kan man da også høre anmeldernes kommentarer fyge igennem luften.

”Rendyrket lort,” konstaterer en amerikaner tørt og gnider sig i øjnene. ”Der var hverken struktur, relevans eller indhold.”

”Vidunderlig oplevelse,” kommer det et stykke derfra med østeuropæisk accent. ”Sikke en stemning man kommer i!”

Sådan klinger meningerne igennem festivalpaladset, mens anmelderne trasker ud i den spirende berlinske sol. Men først og fremmest er On the Beach at Night Alone nu en prøvelse.

Filmen har formentlig skelet til den amerikanske poet Walt Whitmans digt af samme navn, for den forsøger at indkredse stort set alle verdens følelser på sine 101 minutter.

”All nations, colors, barbarisms, civilizations, languages,/ All identities that have existed or may exist on this globe, or any globe,/ All lives and deaths, all of the past, present, future,/” skriver Whitman i sit sammensurium af et digt, og sådan føles instruktør Hang Sangsoos film også.

Diffuse forviklinger
Alle følelser og fornemmelser skal nemlig presses ind i filmen om en skuespillerinde, der forsøger at finde fodfæste efter en affære med en gift mand. I løbet af filmen stiller hun sig selv livets store spørgsmål og fokuserer i helt særlig grad på, hvilken betydning kærlighed har for vores livsførelse.

Det er ikke noget fremmet tema for instruktør Hong Sangsoo, som i 2010 vandt Un Certain Regard-konkurrencen i Cannes med Hahaha, der havde samme tema. Og det havde hans 2012-film In Another Country med Isabelle Huppert også.

Imidlertid er On the Beach at Night Alone ikke nær så helstøbt som forgængerne. Filmens plot er ufuldstændigt, og handlingen er minimal i hovedrollens forsøg på at komme sig over sit afsluttede forhold.

Vi er med hende på tur til tilflugtsstedet Hamburg, eller det er måske bare en drøm. Dernæst er vi med hende i Korea, hvor hun snakker og snakker med sine venner ved drukgilder, og efter disse endeløse samtaler befinder hun sig så pludselig på en strand.

Og så sker der noget, som det ville ødelægge filmen at afsløre her.

Selv om billederne ofte er besættende gode med lange indstillinger i grå farver og en zoom, der ofte virker skødesløst forfriskende, bliver forviklingerne i kvindens liv så diffuse, at man mister interessen halvvejs.

Et sandt lydinferno
Så lyder dagens anden hovedkonkurrencefilm mere som en film, der giver smæk for skillingen. Men det gør den egentlig ikke.

Joaquim er delvist baseret på den brasilianske nationalhelt Tiradentes’ liv. Og vi følger hans kamp for at stige i graderne i den lokale garde, så han kan få penge nok til at købe sin kæreste fri af slaveriet.

Det sender vores helt ud på en farefuld guldgraverekspedition, og tingene bliver ikke nemmere, da kæresten kort før afrejse slår sin slaveherre ihjel og stikker af.

Men Joaquim drager alligevel ud i jagten på guld i 1800-tallets Brasilien.

Handlingen er for forudsigelig, og havde det ikke været for et overlegent lyd- og billedarbejde, ville Joaquim være en pinlig parentes i årets hovedprogram.

Men brasilianske Marcelo Gomes er tydeligvis en instruktør med sans for detaljer a la Dardenne-brødrene. Han når godt ikke de to belgiere til sokkeholderne, men kameraet er virilt og nærmest dokumentarisk i sit halseri efter hovedpersonen.

Samtidig er der skruet op for baggrundslydene, så vi virkelig fornemmer det beskidte brasilianske terræn, og da Joaquim er vidne til, at hans kæreste bliver voldtaget af sin slaveherre, banker instruktøren stønne-lydene helt i vejret, så vi tydeligt fornemmer, hvordan vores helt har det midt i sin stoiske ro.

Desværre kan historien ikke følge med teknikken. På guldgraverturen bliver tingene mere og mere platte. Mændene taler om alt og ingenting, og Joaquim er en film, der aldrig forløses.

Man bør faktisk bare se den med lukkede øjne.

Skal det være en kvinde?
Ser vi lidt på, hvordan hovedkonkurrencen står her inden fredagens tre sidste film (hvor den ene er uden for konkurrence), er anmelderne begejstrede for finske On The Other Side of Hope, der topper både Screens og Der Tagesspiegels jury-vurderinger.

I Screen er den faktisk tæt på at få fuldt hus med 3,7 stjerner ud af 4.

Og som en lille note kan det nævnes, at den vrede engelske anmelder fra køen i forgårs fik ret i forhold til Screens internationale jury. De er nemlig glade for den gumpetunge arkivmateriale-dokumentar Beuys, mens andre har været noget mere tilbageholdende.

Vi får se, hvad Paul Verhoevens jury mener om det hele efter i morgen aften, når alle film har været vist, men lige nu ligner det en duel imellem finske Kaurismäki og chilenske Lelios med A Fantastic Woman (der også scorer højt i både Screen og Tagesspiegel).

Imidlertid peger flere analyser fra den tyske hovedstad på, at det sagtens kan blive en helt tredje film, der vinder Guldbjørnen.

For der er ikke gået et pressemøde uden, at der er blevet talt om kvinderettigheder i en moderne verden, hvor verdenens supermagt har valgt en præsident, der mildest talt ikke lyder som en leder, der går op i den slags.

Derfor tror mange iagttagere, at juryen i sidste ende vælger en kvindelig instruktør til hovedprisen, og på den måde er både Sally Potter og Agnieszka Holland blevet bragt i spil – på trods af, at deres film ikke ligger tårnhøjt hos avis- og magasinjuryerne.

Verdens ledere, se her!
En film, der har oplevet ros de senere dage, er Daniel Borgmans Loving Pia. Den er netop blevet anmeldt i Screen, og selv om anmelderen ikke er helt oppe i skyerne, så overgiver han sig alligevel til den passion, som instruktøren og den udviklingshæmmede Pia lægger for dagen.

Andre medier har også delt fornemme karakterer ud til den danske film, som er en fiktion over et virkeligt menneske, der selv spiller hovedrollen.

En helt klassisk dokumentarfilm er til gengæld The Trial: The State of Russia Against Oleg Sentsov, der vises i Special-programmet. Filmen handler om den ukrainske filminstruktør Oleg Sentsov, der i 2011 fik et internationalt hit med Gámer.

I 2014 blev han så en af de ledende figurer i kampen for at bevare Krim-halvøen på ukrainske hænder, og det førte til en arrestation for terrorisme.

Dokumentaren vælger tydeligvis side, men den er også et vigtigt dokument. Den viser, hvad der i bund og grund er Putins regimes klareste budskab: Hvis du ikke er med os, er du imod os – og så vil det ikke gå dig godt.

Der er virkelig noget på spil, fordi Oleg Sentsov stiller sig op imod regimet og betaler på den familiære front. Instruktør Askold Kurov komponerer en benhård, men samtidig rørende fortælling, som alle verdens ledere bør se, før de træffer beslutninger, der indskrænker bevægelses- og ytringsfrihed.