Dag 4: Stærke kvinder uden køn

Er man i tvivl om films overlevelsesmuligheder i disse år, skal man bare slå et smut forbi det store Arkaden-center på Potsdamer Platz ved siden af Berlinale-paladset.

Her sælges der dagen lang billetter til festivalens mange film, og køerne ligner noget, som tenderer Beatles-koncerten i K.B. Hallen i 1964. Folk kommer tidligt, og de står gerne længe med to go-kaffe i hænderne eller podcasts i ørerne.

Og der er da også ret gode grunde til at stå i kø i år.

For eksempel kan man investere i en billet til den finurlige og ofte dybt mærkværdige øko-thriller Spoor, som fik anmelderstanden til at spile øjnene op ved morgenvisningen søndag. Polske Agnieszka Holland er en rutineret instruktør med store bedrifter som Europa, Europa og In Darkness bag sig.

I Spoor befinder vi os i et lille, polsk lokalsamfund tæt på en skov, hvor kvinden Duszejko lever et liv med sine hunde. Hun er glødende dyreaktivist, og selv om alle i byen mere eller mindre opfører sig som outsidere, er det Duszejko, der tager prisen for den mærkeligste beboer med tics. Hun vil blandt andet kun tiltales på helt bestemte måder.

En dag begynder byens beboere at forsvinde, og da nogle af dem findes myrdet ude i skoven, går politiet og befolkningen ind i sagen. For er der en morder iblandt dem, eller er det naturen, der straffer mennesket?

Rørende veteran
Med sikker hånd skifter Holland mellem naturbilleder, thriller-elementer og en humoristisk politiopklaring. I hvert fald til en start.

Fortællingens kraftcenter er den lille, gråhårede Duszejko, der spilles rørende af veteranen Agnieszka Mandat-Grabka. Man aner simpelthen ikke, hvor man har den lille kvinde, som i sig selv kunne bære hele filmen.

Men det får hun ikke lov til, for selv om Spoor ofte er en stærk oplevelse, hænger historien ikke rigtigt sammen.

I begyndelsen er der forrygende mange gode scener, som har Coen-brødrenes karakteristiske humor og billedsprog over sig, men filmen ender desværre som en masse idéer sat sammen til en knap så fuldendt helhed.

Det tager imidlertid intet fra hovedrolleindehaveren, og det var da også de kvindelige hovedrollers dag i Berlin.

For i A Fantastic Woman møder vi Marina, der er transseksuel. Og sådan et menneske er det ikke alle, som har det lige let med i Santiago, hvor filmen foregår. Da Marinas nye og noget ældre mand dør, oplever hun, hvordan hans familie tager dyb afstand fra hende.

Instruktør Sebastián Lelio (Gloria) skåner ikke sin hovedrolle.

Debutanten Daniela Vega spiller en desperat kvinde med en stoisk ro, som er både intim og overlegent god. Og skuespilleren markerede da også på Berlinalens fotosession sit forhold til rollen ved at ankomme i en kort og elegant rød kjole, som hun så stak hænderne ned i et par lommer på, da fotograferne begyndte at blitze. Sådan er man feminint maskulin.

Stiv modvind
For det er netop, hvad Marina-rollen også er. Hendes seksualitet er flydende, og derfor lader instruktør Lelio også vand spille en afgørende rolle i historien, hvor billederne konstant er i bevægelse, mens lydsiden skaber en rislende fornemmelse.

Marina – et navn, der også må siges at være ret maritimt – går igennem rigtigt mange belastende ting midt i al sin sorg, og festivalens indtil videre mest veleksekverede scene kommer, da hun går hen ad en gade.

Pludselig rammes hun af stiv modvind, så hun må læne sig fremad for ikke at blive blæst tilbage. Det er den eneste gang i den ellers kølige film, at Marina lader sig falde, og det er så kun for at blive stående på fødderne, at hun gør det. Eminent!

Desværre kan A Fantastic Woman ikke toppe dette højdepunkt, og filmen kunne med fordel have sluttet her. Men i stedet skal vi pludselig i alle mulige kringlede retninger med drømmesekvenser og patos, og det gør, at historien fiser ud.

Men endnu engang er den kvindelige hovedrolle altså forrygende, og instruktør Lelio – der lagde Berlinalen ned med Gloria i 2013 og dermed skaffede chilenske Paulina García en sølvbjørn for bedste skuespil – kan snildt stå bag årets kvindelige skuespilprismodtager igen i år.

Filmby med stort F
Sammenholder man Spoor og A Fantastic Woman får man oplevelser, som beviser, at uanset hvor meget man Youtuber eller griner af små snaser på Facebook Live, så står filmmediet stadig stærkt her i 2017.

Det beviser Belin også.

For det knopskyder nmed alternative festivaler for alle dem, der ikke køber billetter i de alenlange køer omkring Berlinale-paladset. En festival, der har fået særlig opmærksomhed i år, er den lille Boddinale-festival, der holder til i Boddinstraße i det hippe Neukölln.

På Boddinalen går man op i, at filmene er store værker lavet for små budgetter, og en af de film, der sagtens kunne have været med her, er den cool, men alligevel rørende Tiger Girl, som faktisk vises i Berlinalens Panorama Special-program.

Pendant til Fight Club
Tiger Girl er en strittende langemand til det konforme liv, og den tyske instruktør Jakob Lass formår – ligesom med Love Steaks fra 2013 – at lave et musikvideolignende univers, hvor et ungt venskab står centralt.

Dog er skuespillet blevet forfinet, og særligt den kun 21-årige Ella Rumpf (Chrieg) formår at spille ødelagt ung i et europæisk kerneland.

Så selv om Tiger Girl har det med at skøjte lidt for let hen over sin handling, er der bid i skuespillerne, som improviserer mange af replikkerne. Og med den ene vanvittige og overdrevne scene efter den anden, hvor slagsmålene konstant ligger og simrer under historien, skabes en ret unik filmoplevelse, der er en tysk pendant til David Finchers Fight Club.

Nyt fra norske Trier
Noget, der til gengæld er kommet helt op til overfladen i Berlin, er, at norsk-danske Joachim Triers næste film er klar. Det er franske Memento Films, som distribuerer filmen, der er en overnaturlig thriller med titlen Thelma – optaget i Oslo.

Thelma markerer Triers tilbagevenden til det norske sprog efter det amerikanske eventyr med Louder Than Bombs.

Og bliver vi på de nordiske breddegrader, er der i disse dage stor interesse for den amerikansk-danske dokumentarfilm Strong Island af Yance Ford, der vises i sideprogrammet Panorama Dokumente. Her reflekterer instruktøren over mordet på sin egen bror, og det fører en dybt personlig, men også politisk historie med sig.

Og mon ikke, at der også kommer kø ved billetlugerne til Strong Island?