Alt det bedste fra Odense

Den sidste weekend i august blev et festligt punktum i Odense.

På festivalpladsen, der strækker sig små 100 meter fra Brandts Klædefabrik og Café Biografen i nord til Farvergården i syd, var der et uendeligt rend af gamle venner og nye bekendtskaber og en konstant summen af uforfalsket filmglæde.

I år kunne man fjolle igennem med Austin Powers eller skråle til Mamma Mia på storskærm, lade sig inspirere af erfarne kræfters kloge ord og blæses bagover af de purunge talenter.

Man kunne også møde sit livs muse eller have en festivalflirt til et talentmøde, et meet-up, en speed-talk eller hvad man ellers kalder at dele en kold Albani med en ny filmven.

Men frem for alt blev man i biografmørket mødt af en sprudlende idérigdom og produktionsparat råtalent, helt som sidste år og altid noget nyt.

Der er mere på spil i festivalens programmer – hvert stykket sammen af en fem-seks kortfilm og varende omtrent halvanden time – end i det meste af biografernes sædvanlige udbud.

Nu er festivalen selvfølgelig ovre, men gudskelov lever mange af de danske film videre på Ekko Shortlist, hvor et endnu større publikum har mulighed for at se dem.

Magnetisk skrøbelighed på Kreta
Katrine Brocks slap godt fra Den Danske Filmskole i år med venindeportrættet Under bølgerne, over skyerne, hvor et par unge kvinder tager til Kreta, så den ene kan genoptage en gammel ferieflirt.

Inden længe viser det sig dog, at hendes flamme er druknet, og med bearbejdelsen af det traume skifter historien spor. Frederikke Dahl Hansens hjerteknuste Helene er ligefrem og ansvarlig, men den løsslupne Theo tager sorgen på sig på mere uforudsigelig vis.

Det giver et overraskende og skrøbeligt portræt af forskellige temperamenter, stadig lidt søgende i udtrykket, men psykologisk helt nærværende. Og norske Kristine Kujath Thorp er magnetisk som den ustabile Theo – hun er et stortalent in spe!

Ghita giver af sig selv
Et andet stortalent er hele Danmarks Ghita, der bærer hovedrollen i Mads Koudals Mellem sten og et hårdt sted.

Det kan man vist ikke sige på dansk, men det gør ikke denne empatiske, lille historie om en aldrende mor til en Downs-datter dårligere. Det er nok mere instruktionen og skuespillets end manuskriptets fortjeneste, at fortællingen om deres sidste dag sammen, inden kommunen henter datteren til et plejecenter, er så rørende.

Den melodramatiske afsked nærmest skriver sig selv, mange gode detaljer undtaget, men det er den menneskekloge iscenesættelse, der får historien til at blive hængende.

Man skyder da robotter
Der er mere spræl over Knæler.

Den skarpe film haler én ind i historien om en indelukket pige, der flytter ind hos en udlejer. Hun får et gennemgangsværelse og har svært ved at håndtere den påtvungne tosomhed.

Små irritationer bliver til store overtrædelser af intimsfæren med forskruet hævn til følge. Roberta Reichhardts krible-kravlende komedie er bidsk og skæg, og så har den uhumsk stemningsmættede billeder og et skønt svirp med halen.

Det sidste har den til fælles med den russiske 2050, hvor en teknologifjendsk eneboer får besøg af et par sælgere.

De er lidt stive i masken, men det kommer alligevel som en overraskelse, da den knarvorne mand henter sit jagtgevær og skyder knoppen af den ene – der viser sig at være en robot.

Den anden tager benene på nakken til den kontrapunktiske musik af Beatles-hittet All My Loving. Det er en morsom scene, men den centrale vittighed går på, at den fedladne sælger må bevise for fyren, at han ikke er en robot.

Hovedvindere skuffer
”Expect the unexpected” var festivalens motto i år. Det kunne alle kortfilmskabere skrive sig bag øret.

Det var også på denne front, at nogle af hovedvinderne, der blev valgt af en jury med manusforfatter Kim Fupz Aakeson i spidsen, skuffede.

Den norske Fun Factory stikker til vores nordiske vrangforestillinger om at være mæglere i alskens konflikter med historien om et bittert ægtepar i et legeland, der forsøger at løse et skænderi ved disken.

Filmen vandt Even Hafnor og Lisa Brooke Hansen Storyteller-prisen. Og her er ansatser til Ruben Östlund-satire, men filmen løber tør for ammunition, før man rigtigt føler sig ramt.

Den israelske Oslo sætter Palæstina-konflikten i skarpt relief ved at følge en palæstinensisk daglejer, der nægtes adgang til Jerusalem. Men filmen spidsvinkler til det utroværdige ved at lade en stakkels hund bøde for andres ugerninger.

Hovedvinderen Child Eater er egentlig en velfungerende film, fint spillet og klar i mælet. Den er bare hverken i form, udtryk eller historie noget helt særligt.

Hypnotiske trapper
Jeg havde hellere set den pris gå til den engelsk-nepalesiske Ashmina, som handler om en ung pige, der pakker faldskærme for vestlige turister i byen Pokhara.

De penge, hun får, afleverer hun troskyldigt til forældrene. Pengene går til husholdningen og hendes brors uddannelse. Lommepenge er der ingen af, og hun skal heller ikke sætte næsen op efter et liv væk fra kødgryderne.

Instruktøren Dekel Berenson hober uretfærdighederne op frem til et underspillet klimaks, der både overrasker og er fuldt tilfredsstillende.

Der var heller ingen pris til den spanske The Divine Way, men den var måske også lidt vel ensporet for juryen. Ilaria Di Carlos film viser nemlig intet andet end en kvinde, der i stiv krave og afstivet kjole går op og ned ad den ene trappe efter den anden.

Rustne brandtrapper, ødsle marmortrapper, trapper med neonlys på balustraderne og andre i chokerende, brutalistisk hvidt. Bølgede, buede, snoede, vindeltrapper, spindeltrapper, modernistiske, utilitaristiske, smukke, grimme – alle markante på hver sin vis og hypnotisk sat på række.

Et opråb fra Venezuela
Der var mange gode fortællinger fra den virkelige verden – som den nærgående belgiske After the Silence, om homoforfølgelse, og den grønlandske The Hunter, der handler om en traditionel jæger i Østgrønland.

Men det gav helt sig selv, at Where Chaos Reigns blev præmieret som festivalens bedste dokumentar. Og jeg vil æde en hvilken som helst hat på, at den dukker op i Oscar-ræset.

Den chilensk-venezuelanske journalist og fotograf Braulio Jatar kastede sig med dødsforagt ud i de voldsomme gadekampe i Venezuela forrige år, hvor militæret slog ned på landets desperate, sultende demonstranter. Et kamera er en skydeskive, hvad der gør bedriften så meget desto mere imponerende.

Braulio Jatar blev senere fængslet af Præsident Maduros regime og først løsladt for nylig.

Åbningsscenen viser en røggranat, der fyger forbi en række demonstranter, hvor hver og en strækker en fod ud – som var den en fodbold, der skulle sendes retur med en lige højre.

Vi ser militærkøretøjer skyde skånselsløst mod maskerede demonstranter, der svarer igen med molotov cocktails. Vi ser bedstemødre skrige deres nød ind i kameraet og brændende mænd løbe gennem gaden.

Braulio Jatars optagelser er stykket sammen til en gribende fortælling af den franske klipper Anaïs Michel, og begge er krediteret som instruktører på den ti minutter lange, tætskårne film.

Where Chaos Reigns er reportagekunst på tårnhøjt niveau. Og festivalens bedste film overhovedet.