Östlund: ”Altså helt ærligt, vågn op, Danmark!”

Har Ruben Östlund verdens største ræv bag øret, eller mener svenskeren det faktisk, når han siger, at danskere er dårlige til at lave film?

Det satte Ekkos udsendte i Cannes sig for at opklare med en åbenhjertig samtale ansigt til ansigt, hvor instruktøren fik mulighed for at trække sine udtalelser om Thomas Vinterberg og Susanne Bier tilbage.

Ruben Östlund havde imidlertid andre planer.

”Jeg kan virkelig godt lide menneskene i den danske filmbranche, men grunden til, at folk blev så provokeret, må jo være, fordi det er sandt. Jeg vil gerne hjælpe lillebror Danmark,” siger instruktøren med et grin.

– Thomas Vinterberg vandt jo senest en Oscar for Druk!

”Druk er fin nok, og der er faktisk mange danske film, som har været meget inspirerende i forhold til både Triangle of Sadness, Force Majeure og The Square – jeg taler selvfølgelig om Olsen-banden. De er skidesjove!”

– Olsen-banden er jo noget tid siden. Er der ikke nyere dansk film, som er gode?

”Lars von Trier er da utrolig, og det fede ved ham er, at hans idéer nærmest er bedre end filmene. Antichrist handler om en psykolog og hans kone, som kommer ud for en frygtelig tragedie. Han beslutter selv at prøve at behandle hende ved at tage hende med til det sted, hun er mest bange for. Det er genialt, men det er jo længe siden, han har lavet en film.”

– Hvad tænker du om dogmebevægelsen?

”Hvad er det for noget?”

– Folk som Lars von Trier og Thomas Vinterberg lavede et manifest og sådan noget?

”Nåh ja, det var dengang, I var på toppen! Det kan jeg godt huske.”

– Men så er det bare gået ned ad bakke siden?

”Ja, men det gode er, at I nu er så langt nede, at det kun kan gå fremad.”

Arthouse som genre
Ruben Östlund har god grund til at være kæk.

Ikke alene vandt han Guldpalmen i 2017 for The Square. I år er hans Triangle of Sadness sammen med David Cronenbergs Crimes of the Future foreløbig på førstepladsen i Ekkos stjernebarometer.

Svenskerens nye film følger et modelpar, der får en ferie på en luksusyacht for de superrige.

Her møder vi en flok excentriske personer, mens tosserierne udfolder sig i større og mindre grad. Da båden forulykker, befinder de overlevende sig pludselig på egen hånd, hvor magtforholdet mellem rig og fattig vender på en tallerken.

Instruktøren har ikke sat næsen op efter at vinde én Guldpalme mere. Til gengæld kunne han godt tænke sig, at der blev uddelt en publikumspris på Cannes-festivalen.

”Amerikanerne har så godt et greb i publikum, mens vi i Europa nærmest har gjort arthouse til en genre. Hvis man går tilbage til 70’erne lavede folk som Luis Buñuel underholdende og overraskende europæiske film, og det har været målet med Triangle of Sadness,” siger Ruben Östlund.

”Så snart man laver noget, der bliver anset for ’vigtigt’, er man begyndt at posere og blevet lidt forudsigelig. Vi skal måske gøre op med den måde, man finansierer film på i Europa. Når man har fået finansieret en film, er man allerede økonomisk i mål, så man behøver ikke forsøge at nå publikum. Men i USA skal man gøre alt for at få et publikum. Konkurrencen er så hård, at hvis det ikke lykkes, er man færdig.”

Kontakt med publikum
Ruben Östlund har et forslag til, hvordan filmskabere får et bedre tag i publikum.

”Hvis jeg som svensk instruktør får penge af Filminstituttet, skal der også kræves noget af mig. Jeg skal turnere rundt ti forskellige steder i Sverige og vise min film og præsentere den, så biografejerne har noget at sælge til publikum. Det skal ikke bare være i Stockholm, men rundt i hele landet, for det er jo svenskernes penge,” siger instruktøren.

”I dag må vi betragte biograffilm mere som en live-optræden, hvis vi skal skabe et nyt publikum. 40 svenske film på et år vil resultere i 400 visninger, og på sigt kan vi skabe en ny biografkultur med et publikum.”

”På den måde kommer instruktørerne i kontakt med publikum og forstår mediets mekanismer. Publikum kan også lære filmskaberne bedre at kende, og det ville være spændende at se, hvad det kan skabe på sigt.”

Hykleriets tidsalder
Triangle of Sadness får dansk biografpremiere den 1. september.

Den 48-årige instruktør er på forsiden af det aktuelle Ekko #90, som hans kone Sina Östlund har taget en eksklusiv billedserie til. Hun er modefotograf og en stor del af grunden til, at Ruben Östlund har lavet en film om modeverdenen.

Instruktøren hørte nemlig så mange skøre historier om den overfladedyrkende branche, at han ikke kunne lade være med at kaste sig over den.

”Alene begrebet ’sustainable fashion’ (bæredygtig mode, red.) er absurd. Jeg hørte noget sjovt den anden dag: Vi lever i en ekstremt ikke-politisk korrekt tid, samtidig med at vi er ekstremt optaget af at være politisk korrekte.”

– Hvad skal det betyde?

”Vi er meget optaget af ikke at sige noget forkert, fordi vi kan ende i en kontrovers. Men se bare på tiden, vi lever i, den er jo fuldstændigt politisk ukorrekt og fuld af hykleri. Det er så tydeligt, hvordan socialklasser er adskilt, men man bliver kritiseret, hvis man forsøger at sige det.”

– På vej hen til dig så jeg en solbrændt blondine læne sig op ad en Ferrari, og lige ved siden af solgte en sort mand hatte på gaden. Hvordan har Cannes inspireret dig som filmskaber?

”Utroligt meget. I The Square er der jo en abe-optræden, hvor en mand optræder for et smokingklædt publikum. Det udsprang af idéen om, at scenen skulle vises for et smokingklædt publikum i Cannes-festivalens gallabiograf.”

”Mine film gør grin med min egen sociale klasse, og jeg synes det er interessant, når jeg selv havner i et dilemma og må tage moralsk stilling.”

”Både det absurde og det fantastiske ved Cannes er blevet del af mit liv, så selvfølgelig beskæftiger jeg mig med det. Det er jo skønt, at der er så megen social bevidsthed, mens alle de flotte både ligger derude i vandet.”

Fanget i egne tanker
I Cannes reklamerer Ruben Östlund vanen tro for sin næste film. Woody Harrelson spiller skibets marxistiske kaptajn i Triangle of Sadness, og både instruktør og skuespiller vil gerne arbejde sammen igen. Næste gang kan det blive som kaptajn på et fly.

I støbeskeen er nemlig en film med titlen The Entertainment System Is Down. Den foregår på en langflyvning, hvor passagererne kort efter takeoff får at vide, at underholdningssystemet er gået ned.

”Så bliver man nødt til at sidde i egne tanker og kan ikke blive distraheret af alt muligt. Det bliver spændende at undersøge det moderne menneske på den måde,” siger Ruben Östlund.

– Skal vi også regne med at se danskere i din kommende film?

”Selvfølgelig. Det er et meget godt tegn på, hvor dårlige danskerne er til at lave film, at de ikke opdager de talenter, som er lige for næsen af dem. Zlatko Burić var da blevet brugt i Pusher, men Claes Bang og Vicki Berlin var totalt overset. Altså helt ærligt, vågn op, Danmark!”