Nyhed
10. apr. 2012 | 12:14

Amerikanske filmselskaber i frit fald

Foto | Netflix
Netflix-logo

Tjenester som Netflix betyder, at forbrugeren vænner sig til at få film for en slik, vurderer ny, stor amerikansk rapport. Det er dårligt nyt for filmbranchen.

Af Jacob Ludvigsen

Nye digitale platforme skal redde filmøkonomien, mener mange. Gode Video on Demand-løsninger vil trække filmpublikummet væk fra de ulovlige downloads, og selvom priserne er lave per film på nye tjenester som YouSee og amerikanske Netflix, der er på vej til Danmark, vil det være en gevinst for filmbranchen på lang sigt.

Men en ny rapport fra den amerikanske storbank Morgan Stanley hælder malurt i bægeret, fortæller Deadline.com.

Rapporten, der er udarbejdet af analytikeren Benjamin Swinburne, viser nemlig, at værdien af filmafdelingerne på de store studier – Universal, Disney, Paramount, Fox og Warner Bros. – er i frit fald. I 2007 havde de tilsammen en værdi på 40,2 milliarder dollars. I dag er de kun 19,3 milliarder værd.

Vænner sig til lave priser
Det overvældende fald skyldes især, at indtjeningen fra hjemmevideomarkedet er dykket markant.

I 2007 brugte en amerikansk husholdning 127 dollars på filmoplevelser i hjemmet om året, mens de nu kun bruger 100 dollars. Swinburne forudser, at tallet i 2015 vil være faldet til 93 dollars.

Ifølge rapporten bliver der mindre og mindre salg og leje af film på dvd og bluray til høje priser i videokæder som Blockbuster. I stedet tyer folk til billigere løsninger, for eksempel Netflix, hvor den gennemsnitlige forbruger bruger 48 cent (under tre kroner) per film, de streamer gennem deres månedsabonnement til otte dollars (45 kroner).

Når forbrugerne vænner sig til de lave priser, kan potentialet i et nyt initiativ som UltraViolet, som filmbranchen ellers har ventet sig meget af, samtidig blive udhulet.

UltraViolet er en digital afspiller, der gør det muligt at afspille en film på alle ens platforme – fra blu-ray-afspilleren og fladskærmen til den bærbare, mobiltelefonen og tablet-computeren.

Udgifterne skal ned
”Incitamentet til at leje en film til fire-fem dollars eller købe én digital kopi til ti-femten dollars (som er priserne hos UltraViolet, red.) daler betragtelig,” vurderer Benjamin Swinburne.

Han mener, at de store filmselskaber er nødt til at kaste et kritisk blik på deres omkostninger.

”Kun gennem betydelig regulering af udgifterne, især i distributions- og marketingleddet, men også de overordnede produktionsomkostninger, kan man få skabt mere værdi,” siger Swinburne.

Filmentusiaster vil gerne betale
I kommentarfeltet til artiklen på Deadline.com argumenterer flere filmentusiaster dog for, at de gerne vil betale mere for en film i bedre kvalitet end den, de eksempelvis kan få gennem Netflix.

Hvordan forbrugeren tager imod en løsning som UltraViolet, er da også stadig for tidligt at sige med sikkerhed.

Herhjemme har producent Ronnie Fridthjof argumenteret for, at forbrugeren gerne vil punge ud for en ny film på Video on Demand. Danske Biografers formand Kim Pedersen hævder omvendt, at det er utopisk, at folk vil betale en mangedoblet pris, når de først har vænnet sig til de lave priser.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko