Amirpour: ”Vor tid er en dystopi”

Sveden pibler fra den presseansvarliges pande. Der er ellers svalt under strandbarens parasoller på Venedigs filmfestival i september sidste år. Han kigger på sin blok. Her har han nedfældet hele listen af journalister, der skal interviewe Ana Lily Amirpour, og den er vist for lang.

”Ana har fire tv-interviews, som begynder om tyve minutter, så kan du lave interviewet sammen med to andre?”

Få timer forinden blændede festivalen op for verdenspremieren på Amirpours nye film, The Bad Batch. Det virker ikke helt, som om instruktørens presseteam har opfattet, hvor stor hype der er omkring hende.

”Det er jo klart,” siger Ana Lily Amirpour fra en kurvestol i baren.

”Der var ikke lige så meget opmærksomhed sidste gang,” fortsætter hun grinende med henvisning til Sundance-festivalen i 2014, hvor hendes første film havde premiere.

Det var et skelsættende øjeblik for Amirpour. Den upåagtede debutfilm A Girl Walks Home Alone at Night blev nemlig en kæmpesucces på den amerikanske festival. Anmelderne elskede filmen og udråbte Amirpour til et af tidens helt store talenter.

Vendepunktet
Tiden op til Sundance i 2014 var en udfordring for Ana Lily Amirpour, som havde svært ved at overbevise produktionsselskaberne om, at de skulle skyde penge i et projekt, som hun selv betegner som en iransk vampyr-western.

Men det lykkedes, og med The Bad Batch får Amirpour chancen for at vise sit værd med et større budget.

”Sundance ændrede alt for mig, og jeg ville ikke sidde her i dag, hvis ...”

En fotograf bryder ind.

”Må jeg ikke få et billede sammen med dig?”

Journalisten ved min side bryder sin ellers professionelle facade. ”Jeg vil egentlig også gerne ha’ en autograf, hvis du gider?” siger han forsigtigt.

Mens Amirpour soler sig i opmærksomheden, kan vi kigge nærmere på The Bad Batch, der i morgen den 23. juni, næsten et år senere, har amerikansk biografpremiere.

Strandet i en ørken
Som titlen antyder, handler filmen om brodne kar og foregår i et øde ørkenlandskab.

Her læsses Arlen, en smuk kvinde i tyverne, af. Hun er en af de udstødte. Ligesom så mange andre, der også er fundet uegnet til at leve i det amerikanske samfund, må hun nu begive sig ind i ørkenen for at begynde sit liv i eksil. Fem minutter senere ligger hun på en flykirkegård, fanget af kannibaler og fastlåst i lænker. Langsomt skærer en kannibal hendes ene arm og ben af.

Makabre scener som denne er filmen spækket med, gerne akkompagneret af Ace of Bases 90’er-hits.

Men det lykkes Arlen at slippe væk. På skateboard ruller hun væk fra kannibalerne og ind i byen Comfort, hvor folk, der ikke spiser hinanden, bor. Her slår hun sig ned. På en gåtur i udkanten af byen genkender hun en kannibal fra flykirkegården. Arlen hævner sig, men kannibalens datter følger efter den etbenede hovedperson. Datteren mangler en værge og må tage til takke med Arlen.

Barnets far, et firskårent brød af en kannibal, sætter en redningsaktion i gang. Han drager til Comfort, hvor han finder Arlen, og langsomt lærer det umage par hinanden at kende i det dystopiske landskab.

Jim Carrey spiller en stum, fuldskægget bums, og Keanu Reeves giver den som den Elvis-lignende konge af Comfort. De to prominente navne er dog biroller og fylder derfor ikke meget i filmen, som Amirpour har skrevet med den britiske model Suki Waterhouse for øje.

”Der var ikke andre kvindelige skuespillere i den aldersgruppe, som interesserede mig. Det skulle være Suki, der spiller Arlen,” fortæller Amirpour.

”Skriveprocessen er det bedste ved at lave film. Når jeg skriver, skal jeg ikke tage stilling til andre mennesker, som man jo konstant skal, når først produktionen ruller. At skrive er tortur, men det er også terapi,” fortæller instruktøren.

”Da jeg skrev manuskriptet, befandt jeg mig i en svær periode af mit liv med store forandringer. Jeg vil ikke dykke ned i detaljer her, men jeg følte lidt, at jeg var strandet midt i en ørken og manglede et ben og en arm. Jeg følte, at jeg var skåret i stumper. Det var ud fra den tanke, at idéen til Bad Batch opstod.”

Dystopi er nutid
Mange anmeldere fremhæver, at Ana Lily Amirpour med The Bad Batch har skabt et postapokalyptisk univers, men instruktøren er ikke enig. Filmen er ikke en nærfremtidsfilm. Den er en direkte kritik af den situation, verden står i nu, siger hun og nipper lidt til sin citrusvand.

I skriveprocessen brugte hun en del tid i kvarteret Skid Row i Los Angeles. Et fattigt kvarter, som i disse år gennemgår massiv gentrificering. De fattige skubbes ud, så nabolaget fremstår ryddeligt, og efterfølgende rykker de velhavende borgere ind.

”Mennesker presses ud af deres hjem. Mennesker, der ikke passer ind. Det samme sker i The Bad Batch,” fortæller instruktøren.

”Det er egentlig sådan, jeg altid har opfattet verden. Vi prøver at presse folk ned i kasser, mens nogle bliver tilovers. Men nu er min film pludselig blevet et skræmmebillede på, hvordan verden kan komme til at se ud med Trump som præsident. Men det sker alle steder, The Bad Batch findes verden over.”

Fanget i en illusion
Blikket er alvorligt, for det er en vigtig sag for instruktøren. Gentrificering er et verdensomspændende fænomen, men Amirpour ville ikke fokusere på steder som Skid Row, hvor det foregår. I stedet ville hun udforske de ofte gudsforladte steder, hvor de uvelkomne rejser hen.

Som for eksempel den støvede californiske flække Slab City, hvor amerikanere lever i fattigdom og føler sig overset af staten. Det var her, hun optog The Bad Batch.

”Jeg brugte mange af de lokale i filmen. Som statister primært. Det var svært, fordi der er mennesker derude, der ikke har mobiltelefoner. Så jeg kunne ikke skrive eller ringe til dem. Jeg måtte bare tage derud og sige: ’Hey, vi filmer i dag.’ Det er som at rejse tilbage i tiden, og det er jo det fascinerende ved USA,” siger Amirpour og retter lidt på sin kasket.

”For Slab City ligger kun tre timer fra Los Angeles, hvor mange er fanget i en illusion om, at livet ikke er anderledes andre steder. Jeg håber, vi kan blive bedre til at indse, at dystopien allerede findes mange steder.”