Matthesen spiller skurkagtig finansmand
Det har været en sikker kassesucces, hver gang der er kommet en ny tilføjelse i filmatiseringen af Jussi Adler-Olsens bogserie Afdeling Q.
Det samme bliver formentlig tilfældet for Marco Effekten, der dog er en ny start på historien om Carl Mørcks opklaring af henlagte forbrydelser.
Der er tidligere kommet en kort teaser trailer for filmen, men nu er den første rigtige trailer blevet afsløret, og det ser lovende ud – se den nederst i artiklen!
Anders Matthesen fylder ikke mange sekunder i den to minutter lange trailer, men i rollen som finansmanden Teis Snap er han det mest opsigtsvækkende.
Komikeren er bedst kendt for sine sjove roller og stemmeskuespil i den voldsomt populære Ternet Ninja. I Marco Effekten fremstår han dog noget mere skurkagtig, når han er involveret i en sag om korruption, magtmisbrug og en forsvundet pædofil.
Prisvindende skuespillere
Martin Zandvliet, der stod bag krigsdramaet Under sandet, har sat sig i instruktørstolen.
Hovedrollen i Marco Effekten indtages af Ulrich Thomsen, der tager over for Nikolaj Lie Kaas som den sortsynede politiefterforsker Carl Mørck.
Omkring sig har skuespilleren en række kolleger, der for nylig var med til Ekko Shortlist Awards 2020.
Zaki Youssef – der tog hånd om værtstjansen sammen med Besir Zeciri – overtager rollen som makkeren Assad fra Fares Fares.
Med på deres opklaringshold er Sofie Torp som Rose. Skuespilleren slog igennem med sin birolle i Ser du månen, Daniel og vandt i weekenden rollen for bedste kvindelige skuespiller ved Ekko Shortlist Awards for Dronning Ingrid.
På rollelisten finder man også Thomas W. Gabrielsson, der snuppede prisen for bedste mandlige skuespiller ved prisuddelingen for sin præstation i en anden Filmskole-afgangsfilm: Forestillingen om Juliane.
Marco Effekten får premiere i danske biografer den 21. januar. Den er planlagt som den første i en serie af seks film, der kommer over de næste tolv år.
Kommentarer