Viborg Animation Festival 2019
26. sep. 2019 | 10:15

Animationen tager nye former i Viborg

Foto | Viborg Animation Festival
Sydkorea er gæstelandet på Viborg Animation Festival, hvor Nayoung Woohs værker er blandt de mest eventyrlige.

Udstillingen Expanded Animation på Viborg Animation Festival lader den vanvittige kreativitet på den lokale animationsskole boltre sig med alt fra virtual reality til mikrobiologi.

Af Frederik Hoff

Der sker noget i Viborg.

The Animation Worskshop har på få år skabt et kunstnerisk miljø i den midtjyske by, hvor animationsniveauet er tårnhøjt, og de nyuddannede kunstnerfrø arbejder sammen på kryds og tværs.

I Viborgs gamle militærbygninger er der i denne uge særligt meget gang i den, for med projektet Expanded Animation har animationskunstnerne fået mulighed for at samarbejde med internationale kunstnere.

”Idéen er, at kunstnere med en vision, der kræver animation, men som ikke selv har animationskompetencerne, kan arbejde med en af Viborgs dygtige animatorer,” siger Kirk Johnson, som er projektleder på projektet.

”Rigtigt mange af dem, der uddanner sig på The Animation Workshop, tænker, at de skal arbejde for Pixar. Selv om de alle har niveauet til det, kan de jo ikke alle sammen komme til det. Så Expanded Animation er også en måde at hjælpe nogle af dem, der kaster sig ud i en alternativ karrierevej, som er mere udstillingsorienteret.”

Tilbageerobring af Disney-figurer
På Værkstedsscenen og Det Gamle Rådhus udstilles der i anledning af Viborg Animation Festival en imponerende samling værker, der er lavet af Viborgs animatorer og flere af dem i samarbejde med anerkendte internationale kunstnere.

Værket Alice in Wonderland er således lavet som et samarbejde mellem den koreanske stjernekunstner Nayoung Wooh, en komponist og så en animator, som er uddannet på The Animation Workshop.

Nayoungs kunst er en slags tilbagestjålet kulturel appropriation, hvor Disney-figurer portrætteres i traditionel koreansk stil på samme måde, som det af Disney er gjort med figurer fra hele verdens kulturer.

Et af hendes mest kendte værker får her nyt liv, da den laves til animation. I stedet for blot at udstille kunstværket fremvises billeder fra hele processen for at formidle, hvordan samarbejdet imellem de forskellige kunstnere har fungeret.

Det er en smuk måde at eksemplificere det internationale, kunstneriske samarbejde, festivalen bryster sig af. Koreanske kunstnere er talrige på festivalen, da årets gæsteland på festivalen er Sydkorea.

Vandmandens forsvinden
Ud over koreanerens politiske værk rummer de to udstillinger også værker af de danske kunstnere Sophie Hjerl, Mark Tholander, Sophia Ioannou Gjerding og Lars Hemmingsen.

Især stikker virtual reality-værkerne ud, og her i Viborg er det klart, at VR er kommet for at blive i den danske udstillingsverden. Eller som Kirk Johnson siger det: ”Det kræver ikke argumentation at gøre VR indbydende.”

Især værket Sing with Jellyfish er en fuldstændigt majestætisk oplevelse.

Man befinder sig omringet af smukke, multifarvede gopler, der svømmer forbi én i et underskønt havunivers. Hvis man intet foretager sig, svømmer de blot forbi og forsvinder, men giver du dem opmærksomhed og synger til dem, så reagerer de på din sang.

Synger du lyst, bliver de høje, synger du dybt, bliver de flade, og udsætter du dem for en grufuld blævrevibrato, ja, så reagerer de passende. Alt imens de velmenende forsøger at duplikere din melodi.

Det er en overraskende, magisk fornemmelse at synge en Snehvide-agtig duet med bløddyrene, og deres forsvinden uden omsorg er et subtilt og grusomt relevant statement om vor tid.

Mutantstorme
Noget af det mest karakteristiske for den viborgensiske festival er, at den er præget af en excentrisk, kunstnerisk spontanitet.

Kirk Johnson kører konstant og med høj hastighed imellem de to udstillingssteder i en bil fyldt med skrald og på en diet, han selv beskriver som bestående af kaffe og dårlig energidrik.

Han har travlt. Og det er ikke så underligt, for det boblende kunstnermiljø byder konstant på nye overraskelser, der kræver administration.

I værket Interterestrials af Amanda Baum og Rose Leahy udstilles en petriskål med mikroorganismer, som hver gang de bevæger sig eller formerer sig, får en stor gongong bag dem til at give lyd fra sig.

Det ledsages af audiovisuelle billeder af udefinerbare molekyleagtige bevægelser, og tilsammen danner det et meditativt og eftertænksomt værk, der stiller spørgsmålstegn ved vores manglende respekt for grundstenene i livets opbygning.

”I går kom vi til at tage låget af petriskålen, og det slog de mikroskopiske orme ihjel. Så pludselig stod vi uden et kunstværk,” siger Kirk Johnson og griner.

”Men så ringede den videnskabsmand, projektet er lavet i samarbejde med, og sagde, at han har udviklet nogle mutantorme, der bevæger sig vildt meget. Dem fik vi ind i dag, og det har givet gongongen et helt nyt tempo og værket en anden effekt.”

Ekspertise i digital kunst
Noget af det smukke ved festivalen er, at det giver mulighed for at få et indblik i det kunstnermiljø, der så hurtigt formerer sig i byen. Kunstnerkollektivet Plastik har netop dannet sig og består blandt andet af kunstnere, der udstiller på Expanded Animation.

”Vi ville lave en platform, hvor vi kunne eksponere vores individuelle værker, men også gøre vores profil stærkere som et kollektiv,” siger Lana Tankosa Nikolic.

Hun er undervisningskoordinator på The Animation Workshop og producer i kollektivet.

”Vi beskæftiger os med alt, hvad der kan beskrives som kunst, men især digital kunst. Vi har alle en form for ekspertise inden for det felt,” siger hun og fortæller, at gruppen består af både komponister, animatorer, illustratorer, computerspilmagere og programmører.

Expanded Animation-udstillingerne et gennemført indblik i animationskunstens ukendte potentiale og et indblik i Viborgs undervurderede kunstnermiljø.

Expanded Animation Stage og Expanded Animation Lab holder åbent indtil 29. september på henholdsvis Værkstedsscenen og Det Gamle Rådhus i Viborg.

Kommentarer

Viborg Animation Festival

Startede i 2012 med at vise animationsfilm for børn og voksne.

Danmarks største animationsfestival.

Arrangeret af uddannelsen The Animation Workshop.

I år er temaet Human Impact, og gæstelandet er Sydkorea.

Finder sted 23. – 29. september

Udstillingen Expanded Animation Stage kan ses på Værsktedsscenen.

Expanded Animation Lab er på Det Gamle Rådhus.

© Filmmagasinet Ekko