”Apacherne er mit Loch Ness-uhyre”

I 1886 bliver de sidste oprørske Apache-krigere med høvding Geronimo i spidsen besejret af den amerikanske hær. Men nogle få apacher flygter til Sierra Madre i Mexico.

I 1936 tager den norske opdagelsesrejsende Helge Ingstad til Sierra Madre for at lede efter de forsvundne apacher og går i gang med at skrive bogen Apache-indianerne: Jakten på den tapte stamme.

I midten af 1980’erne lander bogen i skødet på forsangeren fra den danske rockgruppe The Poets, Lars K. Andersen, som bliver dybt fascineret af historien.

30 år senere tager han sammen med den norske instruktør Håvard Bustnes til Sierra Madre for at lede efter apacherne. I 2024 har resultatet, dokumentarfilmen Phantoms of Sierra Madre, premiere på Cph:Dox.

Siden tiden som rocksanger er Lars K. Andersen blevet en efterspurgt manuskriptforfatter bag film som Flammen & Citronen og Krudttønden.

Som en garvet historiefortæller var han fra starten bevidst om, at det ikke var destinationen, men rejsen i sig selv, der var meningen med turen til Mexico.

”I en roadmovie er det altid ligegyldigt, hvor man skal hen, og jeg har hele tiden tænkt, at vi aldrig ville finde de forsvundne apacher, som sikkert ikke findes. I stedet skulle det udvikle sig til at handle om at være en mand midt i livet,” forklarer forfatteren.

Men undervejs blev jagten på apacherne til virkelighed.

Apacher som MacGuffin
Lars K. Andersen har været fascineret af USA’s oprindelige folk, siden han som treårig så en scene fra en gammel western

”I min ungdom læste jeg alle bøger, jeg kunne få fat i. Det er min største nørdeinteresse, men jeg forestillede mig aldrig, at jeg kunne bruge det til noget som helst, for jeg er ikke oprindelig amerikaner – eller for den sags skyld amerikaner. Det var ikke min sag,” forklarer forfatteren.

Men med afdøde Helge Ingstads rejse som udgangspunkt mente han alligevel, at han havde fundet en indgangsvinkel. Her kunne apache-jagten bruges som det, manuskriptforfatteren Angus MacPhail kaldte en ”MacGuffin”.

Altså et ligegyldigt objekt eller mål, der driver handlingen fremad.

Men allerede kort inde i rejsen bliver det alvor for Lars K. Andersen. Han møder en af Geronimos ægte efterkommere, den blide og hjælpsomme Pius. Han møder også to mexicanske søstre, der med vakkelvorn argumentation påstår at stamme fra et hidtil ukendt barn af den legendariske høvding.

Det resulterer i en voldsom konfrontation mellem Pius’ familie, søstrene og filmholdet i ingenmandsland på grænsen mellem USA og Mexico – med ladte våben i bilen!

Man begynder at forstå, at apachernes arv bestemt ikke er ligegyldig for de mennesker, der baserer deres identitet på den.

Hvide kolonister
Lars K. Andersen og holdet begynder at møde mere og mere modstand. Blandt andre fra kunstneren Amanda Fayant, som selv er oprindelig canadier og er uddannet i Indigenous Studies.

Hun ser den foreløbige dokumentar og fortæller Lars K. Andersen, at han slet ikke burde lave film om hvide kolonialister som Helge Ingstad, der har fortalt oprindelige folks historier på indimellem usand vis.

Nu er det på tide at overlade det til apacherne at skabe deres egen fortælling, mener hun.

Phantoms of Sierra Madre finder sin retning. Men frem for at handle om mænd i livskrise kommer filmen herfra til at handle om, hvem der egentlig har ret til at fortælle apachernes historie.

Er det kunstnerens privilegium at kunne fortælle om alle typer mennesker? Eller bør hvide europæere helt lade de indfødte amerikanere – døde som levende – være i fred?

Farvel til Tintin
Lars K. Andersen var rystet over Fayants kritik, da han først hørte den. Men selv om han stadig ikke er helt enig, kan han i dag delvist forstå, hvad hun mener.

”Jeg kan sagtens se, at det er grotesk og latterligt, når man som hvid europæer vil ud og lede efter apacher,” siger Lars K. Andersen.

”Men det er vigtigt at forholde sig til Helge Ingstad og nogle af de tvivlsomme ting, han gjorde. Han har været med til at forme Norden – især Norge – og vores syn på omverdenen.”

”Dog gik det op for mig, at man ikke bare kan vade ind og tage andres historier og bruge dem selv. Man skal i hvert fald tænke sig grundigt om, før man gør det, og det gjorde vi nok ikke tilstrækkeligt.”

– Var I naive?

”Ja, jeg kommer fra en socialdemokratisk arbejderfamilie med en vis forbindelse til modstandskampen og har alle de rigtige holdninger. Så jeg troede ikke, at nogen i verden kunne have noget imod, at jeg lavede en film om det her.”

”Man kan og skal stadig lave film om alting, men vi kan ikke længere bare mosle os igennem verden og lede efter skatte. Det er hårdt at acceptere, fordi vi så må sige farvel til meget af det, vi er opvokset med fra Tintin og Indiana Jones.”

Ubehageligt skænderi
Den helt store konflikt i filmen opstår, da Lars K. Andersen kommer i kontakt med Dr. Medina, antropolog og officer i den mexicanske flådes efterretningstjeneste.

Medina skriver til Andersen, at han kender til tilholdsstedet for de forsvundne apacher, men at de ikke vil findes. Desuden beskylder han Lars K. Andersen for at være uforskammet.

”Det er et massivt angreb på mig, som jeg ikke forstår. Og jeg er ikke sikker på, at han taler sandt. Men på den anden side fatter jeg ikke, hvorfor han skulle lyve,” siger manuskriptforfatteren.

”Han tager jo selv kontakt og siger: ’Jeg ved, hvor de er!’ og så trækker han sig. Han viser os en luns kød og siger, at vi ikke må røre det. Jeg tror stadig ikke, at de frie apacher findes, men jeg ved det ikke. Det er blevet til Loch Ness-uhyret for mig,” siger manuskriptforfatteren.

Filmens instruktør, norske Håvard Bustnes, er mere overbevist af Medinas påstande. I en bil leder det til et ubehageligt skænderi mellem instruktør og Lars K. Andersen for rullende kamera.

”I situationen oplever jeg, at Håvard er godtroende. Medina fucker jo med os, han fører psykologisk krigsførelse. Jeg har brug for at sidde med mine tanker, men Håvard presser på og insisterer på, at alt, jeg siger, kan komme med i filmen. Så bryder jeg sammen og bliver rigtigt vred.”

– Er du i dag glad for, at han pressede på?

”Der kom en god scene ud af det, men det har taget lang tid at vende sig til at se på det. Det er ikke en behagelig side af mig, som kommer frem dér.”

Når man vinkler, gør man vold
Efter skænderiet springer dokumentaren videre til Lars K. Andersen i en hospitalsseng.

Ifølge lægerne på hospitalet i El Paso oplevede han, hvad der muligvis var et hjerteanfald, på grund af en blokeret pulsåre.

Åren bliver repareret, Lars K. Andersen liv bliver reddet, og dagen efter begynder optagelserne igen. Det virker, som om hovedpersonen mest ønsker at slippe for kameraet, men han lader filmen fortsætte.

”Det er en svær grænsesituation, for jeg er både hovedperson, manuskriptforfatter og initiativtager. Jeg forventer, at Håvard skal presse mig for historiens bedste, men noget i mig stritter vildt imod, og jeg føler mig overfaldet.”

– Har I fået talt det igennem, siden filmen er blevet færdig?

”Vi har set hinanden mange gange, men vi har aldrig haft en dyb snak om lige det her. Det ville måske være meget rart, hvis jeg skal være helt ærlig.”

I Ekko #39 skrev Lars K. Andersen om sin slidsomme research til modstandsgruppedramaet Flammen & Citronen. Her gik han meget langt for at fortjene de overlevende modstandsfolks tillid til, at han kunne fortælle deres historie.

I Phantoms of Sierra Madre har han nu oplevet på egen krop, hvor hårdt det kan være, når ens historie bliver fortalt af andre. Også selv om han selv er medskaber af filmen.

”En film er altid en vinkling, og når man vinkler, gør man vold. Man dræber alle del-sandhederne, og det gør ondt på menneskene i historien. Jeg er professionel filmskaber, men at være hovedperson i dokumentaren gjorde alligevel ondt.”