Arcel og Haneke om at instruere skuespillere

I nat kan Nikolaj Arcel gøre Dreyer, Bille August og Susanne Bier kunsten efter og vinde en Golden Globe for bedste ikke-engelsksprogede film. 

I den anledning havde The Hollywood Foreign Press Association, som står bag prisuddelingen, lørdag aften inviteret kategoriens nominerede instruktører til en samtale om kunsten i at instruere skuespillere – med svenske Lasse Hallström som vært. 

Med skjorten hængende afslappende uden for cowboybukserne sad Nikolaj Arcel ved siden af den østrigske mester og mere dystert udseende Michael Haneke, som hele seancen igennem nød stor respekt fra danskeren og de to nordmænd, Joachim Rønning og Espen Sandberg, der sammen har instrueret den historiske storfilm Kon-Tiki. 

Kryptiske Haneke
Lasse Hallström lagde ud med at beklage, at de franske Golden Globe-nominerede, Olivier Nakache og Eric Toledano (De urørlige) og Jacques Audiard (Rust and Bone), i sidste øjeblik havde meldt afbud. 

Man kan kun gætte på, om det var en kollektiv protest eller bare bitterhed over, at De urørlige meget overraskende ikke blev nomineret til en Oscar i modsætning til aftenens øvrige tilstedeværende instruktører. 

Og hvis Oscar-ræset handler lige så meget om at sælge sig selv som at sælge sin film, forringede Arcel i hvert fald ikke sine chancer for at tage guldet hjem for En kongelig affære. Den danske instruktør vandt i hvert fald seerne med masser af energi, lune og humor. 

Haneke virkede som altid kryptisk, og hans tyske blev flere gange oversat så skævt, at det førte til mere forvirring end forklaring. 

Af den gamle skole
Efter introduktionen lovpriste Lasse Hallström den teknologiske udvikling og de digitale optagelser, hvor skuespillerne ikke bliver afbrudt, fordi rullen med film skal skiftes. 

Det vakte derfor stor overraskelse hos de andre instruktører, da Arcel indskød, at En kongelig affære er optaget på 35 mm-film. 

”Jeg er tilhænger af den gamle skole og ikke så vild med det digitale look, og jeg er nok også den eneste i Danmark, der filmer i det format. Men muligheden for at fremkalde film i 35 mm er forbi nu, så jeg ender nok med at skyde direkte på video fremover,” grinede danskeren. 

Ikke Borte med blæsten
Hallström ville vide, hvordan man instruerer skuespillere i en periodefilm som En kongelig affære. 

”Vores største dogme var at være moderne og ikke lave noget stift,” forklarede Arcel. 

”Jeg sagde til Alicia Vikander: ’Prøv og hør, du er ikke Vivian Leigh, og det her er ikke Borte med Blæsten! Men balancen var en svær opgave, for i perioden, filmen skildrer, måtte man ikke vise sine følelser – som i scenen til ballet, hvor Mikkelsen og Vikander danser med hinanden og må skjule deres forelskelse.” 

”Bruger I meget improvisering,” spurgte den svenske vært instruktørerne. 

”Nein!” kom det hurtigt fra Michael Haneke, som forklarede, at Amour er storyboarded ned til mindste detalje. Han tilføjede, at skuespilleren Isabelle Huppert, som har en birolle i filmen, er en ren præcisionsmaskine, så østrigeren fik sit ønskede resultat, uden at det krævede mange takes. 

”Folk bliver altid overraskede over, at jeg højst bruger et par uger på at klippe mine film. Jeg har en klar vision fra starten af, til gengæld bruger jeg måneder på at mikse lyden, for det er her, de små detaljer virkelig kan ramme publikum,” lød det fra den fåmælte Haneke. 

Skuespillerne bærer filmen
Nordmændene Rønning og Sandberg gør sig heller ikke meget i improvisation. 

”Vi arbejder meget hurtigt, ellers har vi ikke råd til at lave film i Skandinavien,” sagde Rønning. 

En sammenhæng, Arcel ikke var helt enig i. 

”Jeg storyboarder meget, hvilket godt nok ikke er populært i Danmark, men jeg føler ikke, vi har råd til at spilde tiden på at lade være. For når vi endelig filmer, bruger jeg ufatteligt meget film og tid på scenerne. I Skandinavien er skuespillerne vores største styrke, og det er det eneste, jeg tænker på. Jeg sagde til skuespillerne: ’Glem alt det tekniske, det er jer, der bærer filmen.’ Derfor laver jeg også enormt mange takes af hver scene.” 

Hallström sendte hurtigt bolden tilbage. 

”Kræver det så, at skuepillerne skal være intelligente for at indfri visionen?” 

”Bestemt,” svarede Arcel. 

”Hvis en skuespiller ikke har nogen indvendinger, men bare siger: ’Jeg tror, en gul kjole ville klæde mig i den her scene,’ bliver jeg meget bekymret. De skal helst kommentere manuskriptet og vise, at de forstår, hvad det her handler om, så det på den måde bliver en sparring og en dynamisk proces.” 

Ingen snobber på settet
Lasse Halmström drejede samtalen over på et velkendt fænomen i Hollywood, nemlig krukkede amerikanske skuespillere. 

”Oplever I ofte, at skuespillerne er besværlige eller ikke vil komme ud af deres skurvogne?” 

Haneke mødte spørgsmålet med rynkede øjenbryn, mens de to nordmænd så lettere forvirret på hinanden, inden Arcel afbrød stilheden og med et smil på læben udbrød: 

”I Skandinavien har skuespillerne altså kun en stol at sidde på.” 

Rønning og Espenberg nikkede samtykkende. 

”Ja, med vores budgetter har vi ikke råd til at have snobber på settet. Derfor bruger vi også månedsvis på at caste, så vi er sikre på, at skuespillerne er de rigtige for os at arbejde sammen med.” 

Vov på at overspille
”Faktisk var det Lars von Trier, som lærte mig at instruere skuespillere,” indskød Nikolaj Arcel. 

”Da jeg gik på Filmskolen, havde jeg svært ved at omgås de her mystiske væsener, og det, jeg lavede på skolen, blev forfærdeligt. En dag var jeg så med på settet under optagelserne til Dogville, hvor Trier henvendte sig til Nicole Kidman og sagde: ’Nu vover du lige på at overspille,’ og jeg tænkte: ’Wow, kan man virkelig bare tale til en stor stjerne på den måde’. Trier lærte mig ikke at være bange for dem.” 

Danskeren fik aftenens sidste ord, da Hallström spurgte ind til, om danskeren selv fremførte scenerne foran skuespillerne, hvis de skulle komme i tvivl om tilgangen. 

”Det ville jeg aldrig turde! Og tænk på, hvor forfærdelig filmen ville blive, hvis skuespillerne skulle spille som mig,” grinede Nikolaj Arcel. 

Golden Globe-uddelingen finder sted klokken to i nat dansk tid.