Nyhed
01. feb. 2013 | 09:59

Arcel og Heisterberg laver film om narkokrig

Foto | Uoplyst
Nikolaj Arcel og Rasmus Heisterberg modtog i 2012 Sølvbjørnen på Berlin-festivalen for bedste manuskript til En kongelig affære. Nu skal de lave deres første engelsksprogede film i Hollywood.

Det succesfulde makkerpar skal filmatisere Don Winslows bestseller The Power of the Dog.

Af Niels Petersen

Efter den store internationale succes med En kongelig affære har Nikolaj Arcel og manuskriptmakkeren Rasmus Heisterberg sikret sig deres første Hollywood-projekt.

Ifølge det indflydelsesrige, amerikanske filmsitDeadline.com bliver det filmatiseringen af Don Winslows bestseller-roman The Power of the Dog (2005), der på dansk hedder I hundenes vold.

Romanen handler om den 30 år lange, episke og barske konflikt mellem en amerikansk narkostrømer og et mexikansk narkokartel. Don Winslow brugte seks år på at lave research og skrive bogen.

Manuskriptet har de to danskere skrevet sammen med forfatter og producent Shane Salerno
, som er mest kendt for at være medforfatter på blockbusteren Armageddon. Han har også skrevet manuskriptet til genindspilningen af 70’er-kriminalfilmen Shaft.

Arcel har tidligere sagt, at den kommende film vil have et budget på 275-330 millioner danske kroner.

Don Winslow leverede også romanforlægget til Oliver Stones Savages, der havde premiere sidste år.

Kommentarer

Arcel og Heisterberg

Nikolaj Arcel
Født 1972 i København

Rasmus Heisterberg
Født 1974 i København

Har sammen blandt andet skrevet manuskripterne til: Kongekabale (2004), Rejsen til Saturn (2008), Mænd der hader kvinder (2009), En kongelig affære (2012) og den kommende Jussi Adler-Olsen-filmatiseringen Kvinden i buret (2013).

© Filmmagasinet Ekko