Arcel skal kæmpe om nordisk filmpris
De seneste to gange Nordisk Råds Filmpris er blevet uddelt, er hæderen gået til danske filmfolk. I 2009 vandt Lars von Triers provokerende psykodrama Antichrist, og sidste år Thomas Vinterbergs rørende, socialrealistiske Submarino.
I år er det Nikolaj Arcels Sandheden om mænd, der skal forsøge at udbygge den succesrække.
Filmen er nemlig blevet udtaget som årets danske bidrag i konkurrencen, hvor fem film, én fra hvert af de nordiske lande, kæmper om æren og 350.000 kroner, som fordeles ligeligt mellem vinderfilmens instruktør, manuskriptforfatter og producer.
Eksistentiel glatføre
Sandheden om mænd er en forrygende, uromantisk komedie om en thirtysomething, mandlig manuskriptforfatter (Thure Lindhardt), for hvem arbejdsliv og parforhold er blevet rutine, og ungdommens drøm om at leve livet som ”en fucking guitarsolo” er forduftet.
Han bryder med det hele, og snart befinder han sig på en eksistentiel og komisk glatførebane.
”Sandheden om mænd er ikke blot en sjov film om ufrivilligt komiske mænd, men en film med så meget bid og vid og indsigt, at man har langt større lyst til at kramme Arcel end slå ham ihjel,” udtaler den danske jury, der har udvalgt filmen og består af kritikerne Per Juul Carlsen, Jacob Wendt Jensen og Eva Novrup Redvall, i en presemeddelelse.
Hård konkurrence
Nikolaj Arcel, manuskriptforfatter Rasmus Heisterberg og producer Meta Louise Foldager er dog oppe imod nogle hårde konkurrenter.
Ikke mindst fra Norge, som er repræsenteret af Joachim Triers Oslo, 31. august, som var med på årets Cannes-festival. I et anderledes alvorligt tonefald beskriver den også en mand, der sidder fast i 30’ernes eksistentielle krise.
Pernilla Augusts anmelderroste Beyond er med fra Sverige, mens Finland er repræsenteret af Zadia Bergroths The Good Son og Island af Árni Ólafur Ásgeirssons Undercurrent.
Det hele bliver afgjort den 2. november.
Kommentarer