Kåring
27. dec. 2018 | 09:49

Ekko: Årets bedste tv-serier

Foto | AMC
Fra venstre mod højre udgør Becker (Alexander Skarsgård), Charlie (Florence Pugh) og Kurtz (Michael Shannon) et forførende og intelligent hold i The Little Drummer Girl, hvor alle narrer alle.

Serieåret har budt på fantastiske fortællinger om fortiden. Øverst på skamlen står en spændingsserie, der med sidste sæson har skrevet sig ind blandt tv-historiens stærkeste.

Af redaktionen

Det er svært at finde tid til at se de mange gode film, der kommer i løbet af et år. Men det er decideret umuligt at få set alle de gode serier! 

Det skorter bestemt ikke på kvaliteten, og den benhårde konkurrence er tydelig, når kanalkongen HBO’s to fremragende serier i år – lejemorderkomedien Barry og den psykologiske thriller Sharp Objects – begge lander lige uden for vores top 5. 

Af uransalige årsager kan anden sæson af tidens måske bedste serie, Donald Glovers hiphop-friske Atlanta – hvis første sæson var en af de bedste i det herrens år 2016 – stadig ikke ses på en dansk streamingtjeneste. Derfor har vi måttet se bort fra den på vores liste over de bedste tv-serier i 2018. 

Der blev heller ikke plads til en dansk serie, men lad os slå et slag for Christoffer Boes Kriger, der med en original behandling af velkendte klichéer blev den klart bedste herhjemme. 

Her er årets fem bedste serier. Vi bevæger os fra femtepladsen op til etteren:

5. The Marvelous Mrs. Maisel

Vidunderlige Miriam Maisels indtog på 1950’ernes mandsdominerede standup-scene har overrasket alt og alle. 

Første sæson af The Marvelous Mrs. Maisel blev forgyldt med priser, og nu er anden sæson om den sjove og selvstændige kvinde netop kommet på Amazon Prime. Her fortsætter titelpersonen med de kvikke replikker sin morsomme rejse mod uafhængighed i forhold til samfundet i almindelighed og sine neurotiske forældre i særdeleshed. 

Skildringen af den unge, jødiske kvinde serveres med stor præcision. Det rammer både i lattermusklen og hjertekulen, når Miriam hiver sit hjerte ud af det blottede bryst på scenen i komikkens tjeneste.

Humoren er ofte specifikt jødisk med mange ord på jiddisch, men takket være en fremragende præstation af Rachel Brosnahan hæver historien sig til en alment menneskelig fortælling, der ikke er til at slippe igen.

 

4. Babylon Berlin

Berlin i mellemkrigsårene var et mekka af hedonistisk sang og dans, fest og farver. Sådan lyder myten, men fortællingen bliver nuanceret i den fremragende tyske tv-serie Babylon Berlin, der i år har gået på DR2. 

I otte afsnit af spillefilmlængde og med et enormt budget på 300 millioner kroner udfolder serien en kompleks historie om politik og pornografi. Tre vidt forskellige menneskers liv flettes ind i hinanden, når et hektisk kriminalplot begynder at tage fart. 

Der er moderne anakronismer, men det underholdende element kommer aldrig på bekostning af den historiske kontekst. Og så formår instruktør Tom Tykwer, der brød igennem med den energiske Lola for tyve år siden, at levere et forsvar for demokratiet, uden at det bliver pedantisk. Sidste afsnit er for nylig blevet vist i tv, men det kan varmt anbefales at se hele serien online på DR TV.

 

3. The Little Drummer Girl

En af årets sidste serier hører også til blandt de bedste. The Little Drummer Girl startede på C More den 13. december, og vi kan kun anbefale at følge den forførende spionserie ind i 2019. 

Sydkoreanske Park Chan-wook, der står bag overvældende film som Oldboy og The Handmaiden, har nemlig skabt et frapperende smukt periodedrama om maske- og rænkespil i serien om konflikten mellem Israel og Palæstina. 

Det storpolitiske er kun en ramme for historien om den unge, kvindelige skuespiller Charlie (Florence Pugh), der hvirvles ind i terrorbekæmpelse, da hun i slutningen af 70’erne falder for den flotte efterretningsagent Becker (Alexander Skarsgård). 

Han varmer hende op til at gå undercover i den palæstinensiske terrororganisation, som israelerne mistænker for et angreb, og snart er et elegant stykke dobbeltspil i fuldt sving. Instruktøren skildrer tiden med farverig sans for detaljen, og historien om den blåøjede kvindes modning er medrivende som et flot udført skakspil.



2. Maniac

Serien om to menneskers rejse ind i en drømmende eventyrverden skiller sig ud på vores liste. 

Også i det store serielandskab er Maniac øjensynligt en bragende original historie, der virker til at være skabt i et øjeblik af spontan genialitet. Men som vi fortæller i det aktuelle Ekko #80, bygger True Detective-instruktør Cary Joji Fukunagas serie med Emma Stone og Jonah Hill i hovedrollerne på et norsk forlæg. 

Det tager dog ikke noget fra den amerikanske version, der ligesom sit ophav kan ses på Netflix. Historien om Annie og Owen, hvis skæbner krydser hinanden på humoristisk vis, er i sin surrealistisk overrumplende stil helt sin egen. 

Verdens førende streamingtjeneste har i år skudt med spredehagl, og det har ført fremragende serier som The Haunting of Hill House med sig, mens Better Call Saul og vores yndling BoJack Horseman – der endte øverst sidste år – har fortsat det forrygende niveau. Det er dog godt at få lidt nye farver på tapetet, og de færreste er så fascinerende som Maniac!



1. The Americans

En af tv-historiens bedste serier sluttede i 2018. Det er store ord, men intet mindre kan gøre det for The Americans, der i seks sæsoner fristede en temmelig anonym tilværelse, selv om den indiskutabelt hører til i toppen af det store tv-panteon. 

Der er simpelthen uhørt megen spænding at hente i koldkrigsfortællingen om det på overfladen almindelige ægtepar Elizabeth og Philip, som ved siden af at drive et rejsebureau er sovjetiske agenter i særdeles god forklædning. 

Som historien er skredet frem, er de to gået grueligt meget igennem, og det hele kulminerer i sjette sæson, der herhjemme kan ses på Blockbuster. Det er en spændingsserie, som leverer nervepirrende suspense, men også er et intimt karakterstudie af mennesker, som udforsker grænserne for loyalitet og undersøger, hvad et fællesskab egentlig er.


Kommentarer

Årets film

Hvert år kårer Ekkos redaktion årets bedste film og siden 2011 årets bedste tv-serier.

Fra i år udpeger vi de bedste i dansk, amerikansk og ikke-amerikansk film samt tv-serier og dokumentarer i separate artikler.

De udvalgte film og serier har alle haft dansk premiere i det forløbne år.

Tidligere vindere

2017:
BoJack Horseman – sæson 4

2016:
Transparent – sæson 3

2015:
Fargo – sæson 2

2014:
True Detective – sæson 1

2013:
Breaking Bad – sæson 5

2012:
Louie – sæson 3

2011:
Treme – sæson 2

© Filmmagasinet Ekko