Ekko-kåring: Årets danske film
Filmåret 2020 har i skyggen af coronakrisen med dertil lukkede biografer og udskudte storfilm været temmelig katastrofalt.
Heldigvis har dansk film vist sig fra sin bedste side!
Herunder rangerer vi vanen tro årets fem bedste danske film, og denne gang har det været svært at udvælge de stærkeste i et forrygende felt af originale, underholdende og samfundsdebatterende perler.
Førstepladsen vil nok ikke overraske nogen, men der har været kamp om de resterende pladser blandt pulserende debutfilm af spændende talenter og en overrumplende publikumsfavorit af en af dansk films mestre.
I de kommende dage udpeger vi også årets bedste amerikanske og ikke-amerikanske film. Vi kårer desuden de bedste tv-serier og dokumentarer, men læs først vores valg af årets danske film, rangeret fra nummer fem til nummer et.
5. Kød & blod
Sidse Babett Knudsen drog efter rollen som statsminister Birgitte Nyborg i DR-serien Borgen ud i den store verden som dronningen af dansk film og fik store roller i alt fra amerikanske blockbusters over hit-serier til eksperimenterende kunstfilm.
Men det er en udelt fornøjelse at se skuespilleren tilbage på dansk jord slå sig løs som mafia-matriark i Kød & blod.
Hun er lige dele kærlig og manipulerende over for sine forbrydersønner, der spilles af et trekløver af dansk films største talenter: Joachim Fjelstrup, Elliott Crosset Hove og Besir Zeciri. I hovedrollen som unge Ida, der adopteres af sin kriminelle familie efter morens død, leverer Sandra Guldberg Kampp et slående stenansigt.
Super16-uddannede Jeanette Nordahl fremmaner en særligt kølig og pulserende stemning i sin debutfilm, hvor man genkender personernes stolte fejlbarlighed. Men samtidig bliver man overrasket af omgangsformen i den kriminelle underverden.
Filmen mødte en krank skæbne ved billetlugerne, da den fik premiere samtidig med den første biograflukning i foråret. Men der er god grund til at finde familiedramaet frem i hjemmebiografen og sætte det på i juledagene!
Det er ganske enkelt imponerende, at Malou Reymann i sin debutfilm formår at gøre sin egen oplevelse med en far, der springer ud som kvinde, til et universelt og hjertevarmt drama.
Mikkel Boe Følsgaard skaber et rigt indre liv for transkvinden Agnete, som kæmper for at være den bedst mulige far for sine døtre, mens hun forsøger at blive det menneske, hun altid har følt sig som.
Tankerne ledes uvægerligt hen på den mesterlige Amazon-serie Transparent, som En helt almindelig familie har lånt tema og stil fra. Men den danske film formår at være sin egen ved at fokusere mere på, hvordan Agnetes børn håndterer at se deres far i et nyt lys.
Det er medrivende og medfølende filmkunst, som gør lige dele ondt og varmer.
Malou Reymann har tidligere vist evner som instruktør i kortfilm på Ekko Shortlist, og i sin lange debut fremstår hun som en selvsikker filmskaber med sans for rammende dialoger og sitrende stemninger. Det skal blive spændende at se hendes næste film og videre rejse som instruktør!
Anders Thomas Jensen har forkælet danskerne med sorthumoristiske nyklassikere som Blinkende lygter, De grønne slagtere og Adams æbler.
Instruktøren og manuskriptforfatteren formår bedre end nogen at ramme en fornøjelig balance, hvor lystige replikker og en eksistentiel tematik mødes i skøn forening.
Efter den svagere Mænd & høns og et længere ophold i USA lykkes kunststykket på ny i Retfærdighedens ryttere, hvor Mads Mikkelsen står i spidsen for et fortræffeligt emsemble af danske skuespillere.
Den danske verdensstjerne stråler som indelukket træmand, der vender hjem fra sin udsendelse som soldat, da konen omkommer i en togulykke. Men så tropper en statistiker i skikkelse af Nikolaj Lie Kaas op med en teori om, at hun blev et uskyldigt offer i en rockerkrig.
Indimellem bliver det lidt for plat, men man er aldrig i tvivl om Anders Thomas Jensens kærlighed til sine skæve eksistenser på randen af samfundet. Særligt Lars Brygmann brillerer som computerekspert med ar på sjælen i en fortælling om meningen med det meningsløse liv.
2. Shorta
Danske film har ikke den store tradition for at tale direkte ind i samfundsaktuelle problemstillinger. Alene af den grund er politi-thrilleren Shorta – titlen er arabisk for betjent – en kærkommen overraskelse.
Frederik Louis Hviid og Anders Ølholms eksplosive debutfilm er samtidig en slagkraftig fortælling med brutal action, der med inspiration fra mesterlige amerikanske film som Sidste nat på station 13 sætter en ny standard for dansk film.
Filmen har skabt debat for sin skildring af etniske minoriteter, der ifølge kritikere bliver brugt som ansigtsløse personer i en historie om to hvide politibetjentes selvudvikling under heftig kamp i ghettoen.
Jacob Hauberg Lohmann og Simon Sears indtager ganske vist hovedrollerne som det umage makkerpar, der på hver sin måde spejler etniske danskeres syn på livet blandt ”de andre”.
Men Shorta giver faktisk plads til nuancerne ved at insistere på den ilde hørte sandhed, at racisme lever i bedste velgående gennem frygten for det fremmede – ikke bare i Danmark, men i hele verden.
1. Druk
Der kan ikke herske et øjebliks tvivl om, at Thomas Vinterbergs sprudlende kærlighedserklæring til livet er en af årets bedste film – ikke bare på dansk jord, men også med de internationale briller på.
Faktisk vil vi gå så vidt som til at udråbe Druk til årets bedste film på verdensplan!
”Mads Mikkelsen leverer karrierens mest bevægende præstation, og 22 år efter Festen har Thomas Vinterberg skabt endnu en klassiker i dansk film,” skrev Ekkos chefredaktør og gav seks stjerner til Druk.
Filmen om fire gymnasielæreres eksperiment udi alkoholens spændende verden rammer en fuldkommen ren tone mellem euforisk glæde og tømmermændenes nedtur. Der bliver ikke holdt igen i forhold til smerten – uden tvivl forstærket af Vinterbergs datters tragiske bortgang, mens optagelserne var i gang – men en opløftende slutning med Mads Mikkelsen i vild dans skaber en rus af lykke.
Tør vi håbe på, at filmens succes med 800.000 solgte billetter og sensationelle fire hovedpriser ved European Film Awards fortsætter ind i det nye år? Filmen er i spil til en Oscar, og man under en af Europas store filmskabere at vinde filmverdenens mest eftertragtede pris.
Årets film
Hvert år kårer Ekkos redaktion årets bedste film og siden 2011 årets bedste tv-serier.
Vi udpeger de bedste i dansk, amerikansk og ikke-amerikansk film samt tv-serier og dokumentarer i separate artikler.
De udvalgte film og serier har alle haft dansk premiere i det forløbne år.
Tidligere vindere
2019: Dronningen
2018: Den skyldige
2017: Vinterbrødre
2016: Kollektivet
2015: Krigen
2014: Nymphomaniac – Director’s Cut
2013: Nymphomaniac
2012: Kapringen
2011: Melancholia
2010: R
Kommentarer