Ekko kårer årets internationale film

Årets bedste film fra den store verden er et levende bevis på, at trods coronavirus og et udfordret biografmarked er filmkunsten i fineste form.

Vores fem udvalgte kunne nærmest ikke være mere forskellige, og det er en fryd, at grænseoverskridende gys og benhård realisme går hånd i hånd blandt årets film.

Listen tæller etablerede instruktører, som langt inde i karrieren formår at skubbe til filmmediets grænser eller udfordre sig selv med en ny type fortælling. Men mest slående er de helt friske stemmer, som med stort mod og opfindsomhed viser, at der stadig er nye veje at gå.

Vi udpeger herunder årets bedste film, der ikke kommer fra Danmark eller USA, som vi skriver om i andre artikler. Det starter med nummer fem og herefter frem mod førstepladsen.

5. The Father

Man kommer nemt til kun at fokusere på Anthony Hopkins’ fantastiske præstation som en demensramt mand, når man snakker om fransk-britiske The Father.

Hopkins er da også alle priser i verden værd, men franske Florian Zellers stærke drama formår med sit gribende filmsprog at gøre præstationen endnu større.

The Father er en filmatisering af instruktørens eget skuespil, men han går anderledes til opgaven foran kameraet. Med filmiske virkemidler bliver publikum trukket ind i den forvirrende sindstilstand, som hovedpersonen Anthony må leve med på daglig basis.

Samspillet mellem Hopkins og Olivia Colman som hans datter river ikke kun i følelserne på dem, som har haft den frygtelige sygdom inde på livet. Det er en afmålt film, som i sin nuancerede tilgang til det svære emne lykkes med at udfolde et medfølende drama om noget af det sværeste i livet.

4. De uskyldige

Eskil Vogt har sammen med Joachim Trier skrevet næste film i sidstnævntes Oslo-trilogi, Verdens værste menneske, der fik premiere på årets Cannes-festival. Filmen kommer dog først i danske biografer til næste år, hvor der er gode chancer for, at den lander højt oppe på denne liste.

Men i år har norske Eskil Vogt også stået bag en gyser, der med en blanding af skandinavisk socialrealisme og amerikansk genreflair undersøger børns livtag med ondskaben. De uskyldige er en elementært spændende film, hvor man sidder på kanten af sædet, mens en flok øjensynligt søde børn udforsker deres overnaturlige kræfter, som både kan bruges til at redde mennesker og skade dem.

Midt i det hektiske drama bliver der efterladt god plads til at overveje de problemstillinger, som filmen stiller op. Instruktøren tager børnenes følelsesladede verden lige så seriøst, som havde de været voksne, og det er befriende endelig at se de normalt entydigt søde børn skildret på både godt og ondt.

3. Quo Vadis, Aida?

Folkemordet i bosniske Srebrenica i 1995 bliver i Jasmila Zbanic’ Quo Vadis, Aida? skildret på en måde, så man ikke kan undgå at blive dybt berørt. Historien om oversætteren Aida, der midt i det intense mareridt forsøger at redde sin familie, er uafrysteligt nærværende i sin skånselsløse fatalisme.

Jasna Djuricic udstråler i hovedrollen al den desperation, man som publikum kun kan forestille sig må opstå midt i det forvirrende kaos. Filmen lykkes med at beskrive den komplicerede konflikt i det opløste Jugoslavien ved at gøre den uendelige tragedie til en absurd nabostrid, hvor mennesker hader hinanden uden helt at forstå hvorfor.

Det er humanistisk filmkunst på højeste plan.

Quo Vadis, Aida? giver et rammende indblik i en specifik hændelse, men perspektiverer til fortidens grusomheder under blandt andet Anden Verdenskrig. Det er en begsort, men også helt nødvendig påmindelse om, at næstekærligheden altid er i fare for at blive afløst af had. 

2. The Hand of God

Paolo Sorrentino er med film som Den store skønhed og Il divo kendt for at spille på alle tangenter og gøre livet til en guddommelig komedie. Det gør den italienske instruktør også i The Hand of God, men den delvist selvbiografiske historie føles alligevel som et originalt skridt i en allerede glorværdig karriere.

Ved langt om længe at tackle sine forældres tragiske død – Sorrentinos forældre døde af kultilteforgiftning i deres sommerhus, da sønnen var seksten år – tilføjer instruktøren et bankende hjerte og en mere afdæmpet realisme til sit viltre filmsprog.

Sorrentinos alter ego hedder i filmen Fabietto og spilles af unge Filippo Scotti. Han fræser i størstedelen af spilletiden rundt i et eventyrligt Napoli, hvor man både kan støde på instruktørlegenden Fellini og fodbold-ikonet Maradona, hvis uforglemmelige scoring med hånden giver filmen sin titel.

The Hand of God er ligesom instruktørens tidligere film en dekadent cirkusforestilling, men der er også stor humor og ømhed i det mesterlige portræt af en ung mand, hvis verden bliver vendt op og ned. Sorrentinos mest personlige og bevægende værk til dato. 

1. Titane

Den franske Guldpalmevinder Titane er slet og ret årets vildeste film, ja, sågar en af de mest overrumplende i hele filmhistorien.

Det er jo ikke nødvendigvis et adelsmærke at provokere og få publikum til at spærre øjnene op, men Julia Ducournaus drama er rørende menneskelig i al sin grænseoverskridende udskejelse.

Man skiftevis griner og græder, når den unge kvinde Alexia efter et overgreb begynder sin opsigtsvækkende transformation. Først har hun sex med en bil i en scene, der ikke kan forklares, men skal opleves. Dernæst begiver hun sig ud på et drabeligt togt. Det ender med, at hun udgiver sig for at være en fortabt brandmands forsvundne søn, og de to aparte mennesker knytter et særligt bånd.

Det lyder usammenhængende, men på en eller anden måde får instruktøren flettet det hele sammen til en fortælling om frigørende livslyst og anderledes fællesskab.

Titane fik Ekkos chefredaktør til at tabe kæben ved verdenspremieren, og vi er stadig rundt på gulvet over den unikke blanding af ekstrem body horror og skør forvekslingskomik.