Kåring
28. dec. 2021 | 09:45

Ekko kårer årets dokumentarer

Foto | diverse
#MeToo i den danske mediebranche, verdens bedste band, en gris, David Byrne og vores helt egen Johnny Hansen er hovedpersonerne i årets bedste dokumentarfilm.

Danske film og serier er stærkt repræsenteret på vores liste over de bedste dokumentarer i 2021, hvor #MeToo og musikkens verden er slagkraftigt skildret.

Af redaktionen

Der hersker ikke nogen tvivl om, at Flugt faktisk er årets bedste dokumentar.

Den animerede Oscar-kandidat har vi dog allerede placeret øverst på vores liste over årets danske film, så her griber vi i stedet chancen for at fremhæve nogle af de andre dokumentarer, der har begejstret os i årets løb.

Og det er særligt blevet til historier om musikkens verden, som er stærkt repræsenteret i år. Todd Haynes har lavet en film om Velvet Underground, Edgar Wright er dykket ned i kultbandet Sparks og musikeren Questlove udforsker i Summer of Soul en festival i 1969, hvor sorte musikere skabte god energi og en lille revolution.

Alle gode film, men vi har valgt fem andre, der for fleres vedkommende også beskæftiger sig med musikkens kraft.

Vi starter dog et helt andet sted på femtepladsen og bevæger os hen mod en formentlig overraskende førsteplads.

5. MeToo: Sexisme bag skærmen

Det er sandt for dyden ikke årets mest betagende visuelle oplevelse, man får i Discovery+-serien MeToo: Sexisme bag skærmen. Til gengæld er det svært at pege på noget værk, der har haft større betydning for debatten i Danmark anno 2021.

Dokumentarserien, produceret af selskabet Impact TV i samarbejde med avisen Information, har sat gang i en lavine, der roder godt og grundigt op i det danske medielandskab.

En række nuværende og tidligere ansatte kvinder på TV 2 står frem og fortæller om en giftig mandekultur fuld af krænkelser. Særligt øjenåbnende er Therese Philipsens beretning. Hun kom som praktikant til TV 2, lod sig frivilligt forføre af en lækker tv-vært, og først da hun var viklet langt i alfahannernes kyniske spil, gik det op for hende, at hun var ude på det dybe vand.

Det er et hudløst ærligt dokument, og man forstår godt, at tidligere TV 2-chef Michael Dyrby måtte forlade sig stilling som chefredaktør på B.T. som følge af dokumentaren og sin forløjede – og helt håbløse – damage control. At Anne Engdal Stig Christensen, der har været en aktiv del af den sexistiske kultur på TV 2, stadig er direktør, siger en hel om stationens miserable tilstand.

 


4. David Byrne’s American Utopia

”En gåsehudsfremkaldende musikfilm i verdensklasse,” beskriver Ekkos anmelder resultatet af mødet mellem den legendariske Talking Heads-frontmand David Byrne og den slagkraftige instruktør Spike Lee.

David Byrne’s American Utopia er en koncertfilm – optagelsen af hovedpersonens Broadway-forestilling – der leder tankerne hen på Jonathan Demmes Stop Making Sense fra 1984. Dengang var Talking Heads på deres højeste. Men 36 år senere er Byrne stadig i topform, når han på scenen gør en politisk brandtale til et voldsomt underholdende show fuld af sang og dans.

Filmen er farvet af Byrnes optimistiske livssyn, men den er ikke blind for de mange uretfærdigheder, som særligt verdens minoriteter må lide under. David Byrne’s American Utopia har karakter af en fællesoplevelse for mennesker, der bliver samlet om forrygende musik og en stemning af lighed for alle.

 

3. The Beatles: Get Back

Peter Jackson er bedst kendt som manden bag fantasy-eventyret Ringenes herre, men i mange år har instruktøren arbejdet på et lige så monumentalt værk: en dokumentar om Paul, John, George og Ringo, der i en årrække udgjorde det enestående rockband The Beatles.

Anstrengelserne udmøntede sig i år endelig i The Beatles: Get Back, der i tre afsnit og med en samlet spilletid lige i underkanten af otte timer ikke lader nogen detaljer være for små til at have betydning.

Instruktøren har haft fat i de 60 timers videooptagelser, som Michael Lindsay-Hogg optog til koncertfilmen Let It Be fra 1969, som fortæller historien om et band i problemer.

I The Beatles: Get Back kommer vi med ind i øvelokalet og får nuanceret fortællingen om, at bandmedlemmerne var uvenner, og at John Lennons kæreste Yoko One var årsagen til splittelsen. De var bare unge drengerøve, der havde skabt noget af verdens mest uforglemmelige musik, inden de blev voksne. Det er en skøn afmytologisering af de fire rockguder. 

 

2. Gunda

Russiske Victor Kossakovsky er en instruktør uden sidestykke i nutidens filmverden. Han har lavet dokumentarer i små 30 år, men de seneste år er han virkelig blevet et navn i filmkredse.

Aquarela blev i 2018 et fænomen blandt kendere for den poetiske skildring af menneskets manglende nænsomhed i forhold til vores planet.

I år kunne man på Cph:Dox opleve Kossakovskys opfølger, der skaber et stærkt drama ved at skildre livet for en gris. Uden ord bliver vi ført ind i grisens dialogløse verden, som alligevel åbenbarer sig for os. Hvem har brug for at sætte ord på ting, når følelserne så tydeligt kan aflæses i et par øjne, om de så tilhører menneske eller gris?

I umanerligt smukke billeder ser vi grisen Gunda tage sig af sine unger, så vi ikke er i tvivl om, at der er personlighed og et rigt følelsesliv til stede i dyrene. På den måde sætter Victor Kossakovsky uden pegefingre fokus på dyrevelfærd. Det er politisk filmkunst, når det er bedst. 

 

1. Kandis for livet

Filmen om Kandis-forsangeren Johnny Hansen og fankulten omkring ham foregår i et særligt univers, hvor kærligheden til dansktopmusik er af nærmest livsnødvendige dimensioner.

De medvirkende fortæller om Johnny Hansen som en frelserfigur, hvis musik har været med at få dem igennem livets vanskeligheder.

Har man ikke selv det udgangspunkt, hvilket de færreste trods alt har, får man alligevel forståelse for personerne. Det skyldes ikke mindst det helt igennem empatiske blik, som Kandis for livet kaster på dem.

Jesper Dalgaard har siden sin tid på Den Danske Filmskole markeret sig som et af landets mest spændende instruktørtalenter med indfølende og stilistisk gennemførte dokumentarer som afgangsfilmen Weltschmerz og Übermensch – begge kan ses på Ekko Shortlist.

Instruktøren formår at finde de ægte følelser i en musik, kulturparnasset har afskrevet som kitsch. Kandis for livet er en film, hvor humor, sødme og livsindsigt er til stede i alle de små øjeblikke.

 

 

Kommentarer

Årets film

Hvert år kårer Ekkos redaktion årets bedste film og siden 2011 årets bedste tv-serier.

Vi udpeger de bedste i dansk, amerikansk og ikke-amerikansk film samt tv-serier og dokumentarer i separate artikler.

De udvalgte film og serier har alle haft dansk premiere i det forløbne år.

Tidligere vindere

2020: Dick Johnson Is Dead

2019: Leaving Neverland

2018: Skjold & Isabel

2017: 69 Minutes of 86 Days

2016: O.J.: Made in America

2015: Amy

2014: The Look of Silence

2013: Stories We Tell

2012: Searching for Sugar Man

© Filmmagasinet Ekko