Ekko-event
09. juni 2017 | 16:46

Ekko-event: Årets originale perle

Foto | Garagefilm International
Makkeren Roland (Johan Kylén) gør sit bedste for at hjælpe den autistiske og deforme Rikard (Christian Andrén) med at vinde de skandinaviske mesterskaber i petanque.

Ekko rykker til Aarhus, når vi holder premiere på Johannes Nyholms fremragende debutspillefilm Kæmpen, som vor anmelder kalder ”en fantastisk Elefantmanden i velfærdssamfundet”.

Af Nicki Bruun

Øget tilstedeværelse i det jyske er ad flere omgange blevet efterspurgt blandt Ekkos læsere, og nu er den her!

Torsdag den 29. juni kl. 19 holder vi i samarbejde med distributøren Scanbox og den danske producent Beofilm premiere på svenske Johannes Nyholms Kæmpen – køb billet her – der får fem stjerner og mange roser af Lars Bukdahl i det aktuelle magasin.

Og premieren kommer til at foregå i Aarhus, hvor Øst for Paradis lægger lærred til en film, der er så fantastisk, at man ikke kan forestille sig den skabt i Danmark.

Det skriver Bukdahl i hvert fald i sin anmeldelse, hvor han også kalder Kæmpen et mirakuløst skrummel, der lige så godt kunne hedde ”Elefantmanden i velfærdssamfundet”.

Fordrukken feriebaby
Hvis navnet Johannes Nyholm ikke lyder bekendt, så kender de fleste en af hans kortfilm.

For nogle år siden blev Las Palmas – som Ekko udgav på dvd’en #18 – et vaskeægte internethit. I den korte film raserer en baby, Nyholms egen datter, fordrukkent et feriested som en typisk nordisk turist.

Kæmpen er Nyholms debutspillefilm, som har været ventet med spænding og ifølge Ekkos anmelder til fulde lever op til forventningerne.

Filmen skildrer den autistiske og alvorligt vanskabte Rikard. Den unge mand håber, at en sejr i de skandinaviske mesterskaber i petanque kan føre ham tilbage til hans elskede mor.

En 50 meter høj kæmpe spiller også en rolle i dramaet, der på en gang er mærkeligt, morsomt og rørende.

Bedste skandinaviske film
Kæmpen blev kåret til årets bedste svenske film, men skal vi ikke kalde den for årets bedste skandinaviske film og helt uretsmæssigt tage en del af æren for den gigantiske originalitet!” skriver Lars Bukdahl.

Efter visningen er der en Q&A med instruktør Johannes Nyholm, som Ekkos chefredaktør Claus Christensen vil forestå.

Lidt vådt til ganen bliver der også ved premieren på Kæmpen, hvor deltagerne efter filmen kan nyde et glas perlende sommer-cider i biografens café.

Trailer: Kæmpen

Kommentarer

Premiere

Ekko inviterer med Scanbox og Beofilm til premiere på Kæmpen.

Afholdes torsdag 29. juni kl. 19 i Øst for Paradis i Aarhus.

Q&A efter visningen med instruktør Johannes Nyholm.

Køb billetter til arrangementet her.

© Filmmagasinet Ekko