Kåring
28. dec. 2021 | 11:36

Ekko kårer årets serier

Foto | diverse
Familiekrig, kvindekomik, slavefortiden, politiefterforskning og kunstnerskizofreni er emnerne i årets bedste serier, som Ekkos redaktion har valgt.

En flok originale, sjove og grænsesprængende kvinder dominerede et serieår, hvor førstepladsen allerede er gået over i tv-historien.

Af redaktionen

Tv-året 2021 bød på så mange gode nye serier, at der næppe er nogen, som med en vis troværdighed kan sige, at de har set alt.

På vores liste er der ganske givet forglemmelser. Og vi har måttet skære temmelig forrygende serier væk for at nå frem til de fem bedste.

Listen er domineret af nye serier, fordi det simpelthen er mere interessant at fremhæve det originale end det, som over en årrække har fungeret. Alligevel har vi valgt at give førstepladsen til en serie, som efter flere sæsoner stadig er på sit helt eget niveau.

Herunder kan du læse, hvilke serier der vakte størst begejstring på redaktionen i årets løb. Vi starter med nummer fem og bevæger os derefter frem mod den bedste.

5. Min kamp

Vi har givetvis danskerbrillen på, når vi inkluderer en hjemmebanefavorit som DR-serien Min kamp blandt årets bedste serier fra hele verden.

Men på den slags lister er der næsten altid udelukkende deltagelse af amerikanske og til nød engelske serier. Så når der kommer noget originalt fra egne rækker, er det værd at kippe med flaget.

Den skæve mockumentary, hvor manuskriptforfatteren Anna Juul spiller alter egoet Veronika Katinka, er en slående satire over kultureliten, kunstnerrollen og skizofreni.

Det lyder som et narcissistisk forfængelighedsprojekt og er det på sin vis også.

Men midt i den øjensynligt uendelige ironi og de forrygende morsomme replikker om vanskeligheden ved at være menneske dukker en dyb menneskelighed op. Min kamp er med kun fire afsnit af en halv time hver en af årets spilletidsmæssigt mindste serier, men i de små øjeblikke er den stor.

 

 

4. Hacks

To kvindelige komikere fra hver sin generation bliver i første omgang modvilligt sat sammen for at skabe humor i HBO-serien Hacks. Det lykkes dem naturligt nok at være særdeles morsomme, men efterhånden formår serien også at blive et rammende portræt af vores tid og de mennesker, som forsøger at leve i den.

Den aldrende diva Deborah Vance (spillet med usvigeligt overskud af herlige Jean Smart) har en lang og glorværdig komikerkarriere i bagagen. Men hun er også et produkt af en helt anden tid, hvor humoren var en anden.

Derfor skaber det selvfølgelig sammenstød, når hun får følgeskab af den unge Ava (Hannah Einbinder), der er anderledes woke, men som alligevel er røget i de sociale mediers skafot på grund af en kontroversiel joke.

Sammen udforsker de to kvinder komikkens verden. Undervejs finder de ud af, at der er en mening med den grænsesøgende humor såvel som den mere personlige slags, hvor det ikke kun handler om latter, men også eftertænksomhed. På den måde forener Hacks det bedste fra to verdener i et festfyrværkeri af en serie. 

 

3. Mare of Easttown

Det ligner på overfladen en klassisk krimi som så mange andre, og det er det sådan set også. Men Mare of Easttown er blevet et af årets store seriehit, fordi fortællingen om en efterforsker med de velkendte problemer på hjemmefronten formår at skabe årets mest åndeløse spænding.

Serien byder på politiefterforskning, lig og psykopatiske mordere, men den løfter sig takket være historien om sorg og depression, der rumsterer nede under overfladen. På den måde bliver man følelsesmæssigt investeret, mens man sidder og gætter med på, hvem morderen mon er.

Og så må man bare sige, at Kate Winslet spiller røven ud af bukserne som politiefterforskeren Mare. Hun stråler af mismod i hver eneste scene, og hendes samspil med en række ligeledes dygtige skuespillere er så betagende at se på, at det næsten i sig selv kan drive serien.

 

 

2. The Underground Railroad

En af årets bedste serier har overhovedet ikke fået den opmærksomhed, som den har fortjent. Når Disney+ sprøjter både gode og mindre gode superhelteserier ud i en lind strøm, er en barsk og meditativ udforskning af den amerikanske slavefortid svær at sælge.

Oscar-vinderen bag Moonlight, Barry Jenkins, har med Amazon-miniserien The Underground Railroad skabt et overvældende værk, som ikke er letfordøjelig. Serien sætter sig ubehageligt i kroppen med sin blanding af lige dele brutale og poetiske billeder af en fortid, der ikke er så fjern igen.

The Underground Railroad følger en ung, kvindelig slave, der i 1800-tallets amerikanske sydstater flygter fra sin plantage via titlens underjordiske jernbane. I hælene har hun en slavejæger, men på et allegorisk plan handler serien om umenneskelighed i Guds eget land. Det udmønter sig i en følelsesmæssig mavepuster, som giver os en indsigt i, hvordan historien har martret udsatte mennesker.

 

1. Succession

I et tv-landskab i evig udvikling virker det måske bagstræberisk at give titlen som årets bedste serie til en allerede velrenommeret gigant, der fortsætter det høje niveau i sin tredje sæson.

Men det er ganske enkelt bare Succession, der har været garant for de mest dramatiske øjeblikke og sjoveste replikudvekslinger i årets løb. Krigen i mediefamilien Roy, hvor det ene familiemedlem er mere afsporet og langt ude end det andet, rammer i hvert eneste afsnit de allerhøjeste nagler.

Selv om patriarken Logans voksne børn både sammen og hver for sig er ret forfærdelige, kommer man faktisk til at holde af dem. Ikke mindst fordi deres far en af de mest ubehagelige mænd i hele tv-historien.

Med sylespidse stikpiller er alle hele tiden ude efter hinanden, men seriens virkelige komik består i, at ingen kan se, hvor meget på røven de selv er.

Tv-året bød på en anden HBO-serie, The White Lotus, som med sin satire over den amerikanske overklasses forfærdelige opførsel i et hawaiiansk ferieparadis også tog temperaturen på de riges tunnelsyn. Men selv om serien absolut er seværdig og underholdende, fremstår den som en døgnflue i sammenligning med Succession, der allerede er gået over i historien.

Er du ikke startet på at se den, er det bare om at komme i gang!

 

Kommentarer

Årets film

Hvert år kårer Ekkos redaktion årets bedste film og siden 2011 årets bedste tv-serier.

Vi udpeger de bedste i dansk, amerikansk og ikke-amerikansk film samt tv-serier og dokumentarer i separate artikler.

De udvalgte film og serier har alle haft dansk premiere i det forløbne år

Tidligere vindere

2020:
Better Call Saul – sæson 5

2019:
Fleabag – sæson 2

2018:
The Americans – sæson 6

2017:
BoJack Horseman – sæson 4

2016:
Transparent – sæson 3

2015:
Fargo – sæson 2

2014:
True Detective – sæson 1

2013:
Breaking Bad – sæson 5

2012:
Louie – sæson 3

2011:
Treme – sæson 2

© Filmmagasinet Ekko