Avantgardekapitalisten

Riskær og puritanisme. Det er lidt som paven og sex; der er sikkert en gensidig tiltrækning, men det er dømt til aldrig rigtig at blive til noget.
   
I Riskærs tilfælde — tak for det! Der er brug for personligheder, som er for meget, som overskrider grænserne for god smag og god moral. Og det er ikke kun, fordi den gode smag altid har brug for et spark i skridtet, og fordi god moral ofte er et andet ord for småborgerlighedens selvjustits.

Men også fordi der i overskridelsen er en dynamik, som sætter ting i gang — flytter grænser i den kollektive bevidsthed, anviser nye veje, skaber lidt ballade.
    
Manden og værket
Men lad os få alt på det rene og konstatere, at Klaus Riskær Pedersen er for meget. Han overskrider grænser, som vi alle bør respektere. Men når han gør det, så straffes han. Af retssystemet og den folkelige domstol.

Der er så et tillægsspørgsmål, der melder sig her: Er Riskærs lovovertrædelser en central del af hans virke eller en uheldig sideeffekt, når fokus altid peger frem mod morgendagens muligheder?

Mit korte svar må være: Jeg aner det ikke! Men der er ingen tvivl om, at der er en kynisme i hans virke, hvor noget så provinsielt som dansk lovgivning ikke skal stå i vejen for realiseringen af hans drømme. Men igen — hans værker lever ude i den kommercielle virkelighed. Er der problemer med den, så satser han bogstavelig talt hele butikken, når han laver lovbrud.

Er det en moralsk frifindelse af manden? Det synes jeg ikke, men der er bare mere ved ham end ulovlighederne. Jeg tror ikke, at vi skal være bekymret for, at han går ustraffet gennem livet. Vi skal dog — trods fejlene og overskridelserne — være glade for, at han er her.

Faktisk er "trods" forkert formuleret. For fejlene og overskridelserne er ikke noget, vi skal se igennem fingre med. De er tværtimod tæt forbundet med hans kvaliteter. Det er dem, som gør ham til Riskær — og dermed det, som gør hans erhvervskarriere interessant. Men jeg forhaster mig. Vi bliver nødt til lige at stikke hånden ned i mølposen og tage "Manden og værket"-problematikken op.

Normalt er det store spørgsmål, om vi kan afskærme værket fra manden. Kan vi for eksempel med god samvittighed læse Døden på kredit, se Masculin Feminin eller bare bladre lidt i Ezra Pounds' Catahay velvidende, at det er værker produceret af en nazist, en maoist og en fascist?

Traditionel kunstforståelse vil sige ja. Værket er trods alt andet og mere end sin kunstner. Der opstår noget nyt i mødet med betragteren uafhængigt af kunstnerens personbiografi.

Anti-establishment
Og så er der selvfølgelig alle undskyldningerne: Værket er produceret, inden vanviddet slog til, værket er skabt af den del af kunstneren, som er kritisk over for sine egne antagelse osv. osv. Ligegyldige overvejelser i denne sammenhæng, fordi min pointe er en anden: Der er værker, som lever i kraft af manden, og hvor det altså er manden, som gør værket interessant.

Det er ikke et nyt fænomen: Tænk på Hitlers malerier, Charles Mansons sange eller Dronning Margrethes illustrationer. Det er vores fascination af personen, der leder os mod deres arbejde, som måske/måske ikke har en særlig værdi i sig selv.

Sådan er det også lidt med Riskær. Hans erhvervsbedrifter er lige en tak mere interessante, fordi det er ham, som har begået dem. Det er ikke for at tage noget fra hans værk — hans kontinuerlige systemkritiske erhvervsvirksomhed, der fra day one har været i opposition til etablissementet — men de er bare endnu mere interessante, fordi han har lavet dem.

Hvorfor det? Fordi han ikke er den pæne dreng. Fordi han ikke lever op til forestillingen om erhvervslivets grå eminencer. Han er ikke Mr. Rotary, ikke VL-medlemmet, der lever efter mottoet: Den, der lever skjult, lever godt.

Frontløberen
Riskær er årets brandert i Se & Hør, han er skørtejægeren som dater sine jævnaldrende forretningskollegaers døtre, han er ideologisk opkæftende om liberalisme og markedsøkonomi — ofte med en vinkel, som stiller ham selv i et godt lys. Han er for meget — og derfor er han perfekt til at bære en rolle. Rollen som Riskær, rollen som Danmarks innovator, superkapitalisten der altid øjner en forretning, manden der ikke kan lade være med at tjene penge og samtidig skabe sig uvenner og skandaler i samme nu.

Det helt store og afgørende spørgsmål er selvfølgelig, om han har noget at have det i. Er hans virksomheder innovative — er de frontløbere? Hvis man skal være avantgardistisk kapitalist er kravet enkelt: Man skal være først. Man skal være på pletten. Og det har han faktisk været. Det er ikke kæmpe foretagender, og de har ikke nødvendigvis bidraget til den kommercielle virkelighed som en Lars Larsen eller en Flemming Østergard.

Men det er heller ikke målestokken. Hvor mange danske instruktører har virkelig taget ved lære af Carl Th. Dreyer? Hvor mange har virkelig forstået hans kunst, hans kvantespring i anvendelsen af nærbilleder og det stilistiske rum over for det naturlige? Har det nogen som helst rolle for bedømmelsen af Dreyer? Nej, er det enkle svar.

Riskær har skabt Børsinformation, Kanal2, Cybercity, CopyGene osv. osv. Gode ting. Ikke altid som den første, men han er med fremme, hvor det gælder.

Dansk bodega-nostalgi
Så jeg ser det som et sundhedstegn på den danske psyke, at vi har det godt med Riskær. At vi følger med i hans liv fra sidelinien. Ikke kun fordi det indeholder sex og skandaler, men fordi han faktisk i de sidste 40 år har bedrevet noget: Han har skabt virksomheder og vist vejen til nye markeder. Med andre ord tjent penge (når han ikke har tabt dem på spektakulær vis).

På den måde er han med i et fascinerende selskab med Simon Spies og Mogens Glistrup. Tilsammen er de efterkrigstidens mest interessante trekløver, hvis man skal finde spejle, der kan vise os en anden side af den danske mentalhistorie. De er ekstravagante, anarkister, individualister, overskridende, udfordrende, provokerende — og deres mest interessante bedrifter handler ofte om noget så udansk som penge: Hvordan man tjener dem, hvordan man bruger dem — og hvordan man undgår at betale dem i skat.

Alligevel elsker vi dem samtidig med, at vi selvfølgelig nyder at følge med i deres problemer, nedture og fiaskoer. Vi er vel danskere.

De er undtagelsen for reglen om, at vi i Danmark helst ikke taler om penge. For penge er beskidte, ikke god smag. Hvor udbredt den attitude er, skal jeg ikke gøre mig klog på — Henrik Dahl vil måske helt afvise den — men i dansk kulturliv hænger bodega-nostalgien ofte tungt i luften.

Men egentlig er penge jo ikke en moralsk størrelse. Det er i hvert fald potentielt set mere rimeligt at anskue dem positivt end negativt. Penge er ikke en synd, de kan faktisk være en kvalitet. Som amerikanerne udtrykker det "you make money" — penge er noget, som skabes. Det er udtryk for en dynamisk kraft, konsekvensen af bedrifter, initiativ, hvem ved måske endda høj arbejdsmoral.

Kapitalisme og kunst
Og hvad kan man så bruge det til? Ja, det minder jo lidt om den måde, vi tænker kunst på. For kapitalisme og kunst er slet ikke så langt fra hinanden, som vi gerne vil tro. De er faktisk en form for brødre, deraf sikkert den voldsomme søskendejalousi.

I sin natur er kapitalisme og kunst i evig forandring, peger hen imod menneskets evige jagt efter mere — og de uendelige utilfredsstillede behov. Deres udspring er ofte individet, men de kan kun overleve igennem fællesskabet.

Og sådan kan man så blive ved i en ideologisk kortslutning om kunst, penge, kapitalisme og fanden og hans pumpestok. Det bliver fandeme let lidt kedeligt — og det er så lige hér, netop hér, at Riskær i rollen som Kapitalisten bliver så befriende udogmatisk.

For helvede, manden tilbringer hver weekend med en cocktail i hånden på vej mod næste sladderblads-forside. Det tager lidt af alvoren, det gør seancen en anelse uformel. Og det kan jeg gode lide. Selvom jeg går med slips.

For nok elsker jeg film og har en naturlig forkærlighed for stereotyper og stærkt markerede karakterer, men der er alligevel en særlig glæde i at finde nogen, der spiller mod forventningen. Og det gør Riskær, og derfor tror jeg, at mange danskere har taget ham til sig. Trods pengene.

De spiller højt spil
I kulturbilledets strømlinede metervarer er det rart med noget, som kradser. Og som Spies og Glistrup peger Riskær imod en vildskab, en utæmmelighed, som i sidste ende kan koste alt.

Der spilles højt spil. Det er også rart. At der er nogen, som satser og bliver ved med at kæmpe. De sætter en ære i at stå uden for fællesskabet samtidig med, at de i deres natur er sociale og joviale. De er modsætningsfyldte.

Det er også derfor, at de peger hen imod meget andet og mere end bare penge, for det kan vi finde masser af eksempler på i dagens mediebillede af nyrige, wannabies, million-konkurrencer og "verdens Flemming Østergård'er", som Riskær har formuleret det. For selvfølgelig er det også afgørende, hvordan pengene er tjent. Stort salg — mange penge — siger ikke en tøddel om kvaliteten, om bedriften, om intellektet bag salget. Se bare på dansk film.

Hvem er så Riskær — bag rollen? Hvem og hvad gemmer sig derinde? Det er jeg så ikke den rette til at svare på. Det kan godt være, at jeg har vendt kameraet væk fra fiktionens virkelighed, men det er kun for at fange virkelighedens fiktion. Cinéma vérité — den løgn må andre prøve at sælge. Jeg interesser mig for drømmen — og den lille brist. Om jeg så fandt den, om jeg kom tæt nok på til at kunne ridse i lakken, det må andre afgøre. Men sjovt var det.

'Riskær — avantgardekapitalisten' er lavet af Christoffer Boe og journalisten Mads Lund og havde premiere 21. februar 2008.