Nyhed
22. feb. 2021 | 18:51

Ballade i Golden Globe-forening

Foto | HFPA
Foreningen Hollywood Foreign Press Association består af kun 87 internationale journalister, der uddeler de eftertragtede priser ved prisuddelingen Golden Globes.

Den internationale kritikersammenslutning bag stor prisuddeling beskyldes for korruption og kritiseres for ikke at have nogen sorte medlemmer.

Af Nicki Bruun

Korruption, karteldannelse og mafia-metoder.

Det er ikke småting, som den lille sammenslutning af udenlandske filmjournalister i Hollywood – The Hollywood Foreign Press Association (HFPA) – bliver anklaget for.

Den norske journalist Kjersti Flaa havde i tre år forgæves søgt om optagelse i foreningen og valgte til sidst at lægge sag an mod HFPA.

Sagsanlægget blev dog afvist af en dommer i Los Angeles, og HFPA så for et øjeblik ud til at være sluppet for yderligere kritik.

Men i en dybdeborende artikel går Los Angeles Times atter i kødet på organisationen.

Avisen har skaffet adgang til fortrolige dokumenter om økonomien og snakket anonymt med nuværende og tidligere medlemmer, der tegner billedet af en farverig gruppe mennesker, som opererer på kanten af det lovlige eller moralsk forsvarlige.

Luksustur til Paris
Der har gennem årene blevet spekuleret en del over, hvordan HFPA fungerer. Det får man indblik i via avisens graverarbejde, der er fordelt over to artikler.

Et af mange spørgsmål er, hvem der overhovedet er medlem af den i skrivende stund 87 personer store sammenslutning. Der er nemlig ikke nogen officiel medlemsliste, men Los Angeles Times erfarer, at der ikke er en eneste sort person.

Den manglende mangfoldighed har vakt harme, ikke mindst i lyset af nomineringerne til prisuddelingen Golden Globes, som HFPA står for.

Her er anmelderroste film som One Night in Miami, Da 5 Bloods og Judas and the Black Messiah, som alle er fortællinger om afroamerikanske mennesker, blevet overset i kategorien for bedste drama.

Det samme er I May Destroy You, der var en af sidste års mest kritikerhyldede serier.

I seriekategorien er det til gengæld blevet til en nominering for den mildt sagt knap så velanmeldte Netflix-serie Emily in Paris. Det kæder kritikere af HFPA sammen med, at 30 medlemmer under optagelserne af serien blev fløjet til Paris, hvor de boede på et femstjernet hotel.

Årets Golden Globe-uddeling finder sted nu på søndag den 28. februar, hvor prisuddelingen som så mange andre for tiden bliver afholdt som et digitalt show.

Arkaisk organisation
Golden Globe-uddelingen, som vises på tv-kanalen NBC, indbringer mange millioner kroner til Hollywood Foreign Press Association.

Nogle af de penge bliver ifølge Los Angeles Times tilbagebetalt til medlemmerne for at sidde i forskellige komitéer – arbejde, der sjældent er betalt i organisationer, som ikke er sat i verden for at tjene penge.

Kjersti Flaas søgsmål gik på, at de nuværende medlemmer gør alt for ikke at få konkurrenter ind i foreningen og dermed danner et slags kartel, hvor de nyder godt af at blive forkælet af distributører og produktionsselskaber.

”Vi er en arkaisk organisation. Jeg mener, at HFPA har brug for pres udefra til at ændre sig,” siger et HFPA-medlem anonymt i artiklen.

Men sammenslutningen tager kraftigt afstand fra den voldsomme kritik.

”Ingen af disse beskyldninger er nogensinde blevet bevist eller undersøgt, og de gentager blot gamle anklager mod HFPA,” lyder det fra organisationen.

En mindre skandale
De fleste kilder i artiklen af Los Angeles Times optræder anonymt. Men en af de navngivne er den danske journalist Sara Gerlach Madsen, der bor i Los Angeles, men ikke er medlem af HFPA.

Hun kritiserer i artiklen, at journalister uden for organisationen bliver set som en trussel.

Sara Gerlach Madsen var af den danske distributør bag Once Upon a Time in Hollywood, SF Studios, blevet udset til at lave et interview med Quentin Tarantino.

Men da det lykkedes Ekkos skribent Tina Jøhnk Christensen, som er medlem af HFPA, at få et interview med instruktøren til Ekko #82, skabte det en mindre skandale.

Distributionsdirektør for SF Studios, Frederik Malling Juul, forsøgte med en hemmelig e-mail til HFPA’s ledelse at få smidt Tina Jøhnk Christensen ud. Han nævnte, at han kendte danske journalister, der ville være meget bedre for foreningen end Jøhnk Christensen.

Siden måtte han dog erkende, at hendes Tarantino-interview intet havde at gøre med, at Sara Gerlach Madsen fik afslag.

Også Kjersti Flaa og hendes svenske samlever, Magnus Sundholm, var involveret i sagen. Som medlem af HFPA fordelte Sundholm på et møde den danske distributionsdirektørs e-mail til medlemmerne af HFPA for at udstille Jøhnk Christensen.

Sagen viser en anden side af HFPA. Organisationens journalister er uafhængige af lokale distributører som for eksempel SF Studios, hvilket mindsker distributørernes mulighed for at kontrollere mediedækningen.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko