Balladen om Bille

Allerede da vi trykker hinanden i hånden, fornemmer man, at Bille August har meget, han skal nå. De to timer, der er afsat til interview og fotografering bliver halveret i hans første sætning. Det må man acceptere, for det er efterhånden sjældent, at succesinstruktøren taler med pressen.

Jeg forstår ham godt. For selv om denne verdensberømte instruktør gav os fantastiske fortolkninger med Busters verden, Zappa og Tro, håb og kærlighed, og på trods af, at Pelle Erobreren sikrede vor lille film nation en velfortjent Oscar, så kan vi danske filmjournalister godt lide at kanøfle Bille.

Og det i sådan en grad, at siden Bille August gik Hollywood med Åndernes hus, er han statusmæssigt svinget fra alle tiders konge (anno 1987) til dagens klovn (anno 2007), da skandale-eventyret om H.C. Andersen-filmen og de manglende millioner pludselig dukkede op.

Nu kan filmanmeldere, uden at blive modsagt, slå fast, at Bille August ikke længere tilhører dansk films elite; at han har mistet sin sjæl ude i den store verden; at han er prætentiøs og i kunstnerisk forfald. Og det, der er værre.

I krogene hvisker og tisker branchen om, at Bille er ”manden med de forliste projekter”. En instruktør, der har brug for et comeback. Det er alt det, vi skal tale om i den time, vi får lov at være i enerum med Bille.

Han er en venlig mand. Blid, rolig og imødekommende. Den type, der nærmest har en hypnotisk effekt på dig, fordi han taler så langsomt, mens han, modsat så mange andre stjerner, kigger dig direkte i øjnene. De siger, hans far var hypnotisør. De siger, han er krukket, men jeg oplever en åbenhed, der gør det svært at holde fast i en kritisk agenda.

Bille August er ikke en mand, man bare sådan tackler og trækker med ned i mudderet. Der er et vist format bag de fjerlette designerbriller og det gråsorte gentleman’s dress, der får én til at tro på, at han rent faktisk stadig skriver sine manuskripter i et SAS-fly. På businessclass, formodes.

Og når han indledningsvis grundigt opridser, hvor nærmest umuligt det er at finansiere en international storfilm nu om dage, så ved man, at han som filmmager stadig spiller i en helt anden liga end sine koleriske kollegaer hjemme i andedammen.

Retsopgøret
Bille August vil for eksempel gerne fortælle om alle de projekter, der endnu ikke har ramt lærredet trods års planlægning. I hvert fald, hvis man spørger pænt. Lige nu har den 60-årige instruktør på én gang fingrene nede i en amerikansk seriemorder-thriller, mens han samtidig caster skuespillere til et efterkrigsdrama om retsforfølgelsen af tyske officerer. På årets Berlinale havde han folk til at samle penge ind til en storfilm om en autentisk katastrofe i Canada, og så skyder han snarest muligt en filmatisering om en dansk Stasi-spion.

Samtidig har Bille August midlertidig parkeret et projekt om de danske Spaniensfrivillige. Og han har i øvrigt helt droppet sin opfølger til Oscar-vinderen Pelle Erobreren, men er til gengæld i gang med et nyt manuscript til en dansk film. Man kan dårligt holde styr på alle planerne, og faktisk kniber det også lidt for Bille, da jeg spørger ham om projektet I krig og kærlighed. En idé, som Det Danske Filminstitut tilbage i 2003 havde tildelt en halv million kroner i manus- og udviklingsstøtte.

”Hvad er det, det er? I krig og kærlighed. Øh …”

Han tænker og kigger i sin te.

”Ser du, projekterne skifter ofte titel, men her til efteråret skal jeg lave en film, som foregår under Anden Verdenskrig. Det må være den, du taler om. Det projekt hedder nu The Judge, det er nok det samme. Det er et fantastisk manuskript.”

”Lige efter krigen sluttede, var der jo ufattelig mange tyske officerer, næsten en million, som sad i fængsel, og som skulle have deres dom. En af vores hovedpersoner, en amerikansk jurist, kommer så til Berlin, og hans første sag er at dømme én, der har slået 60 civile ihjel. Det er en meget kompliceret anklage, og den anklagedes kone er vidne, og vores hovedperson bliver så forelsket i hende. Så rejser der sig en masse spørgsmål om moral og etik og hvem, der dømmer hvem,” forklarer Bille og tilføjer, at der ikke er castet nogle skuespillere endnu.

Total uvidenhed
Han fortæller meget om behovet for at finde de rigtige stjerner. For hvis man skal låne ti millioner dollars i banken, skal der to-tre hotte navne på plakaten, og en distributør, der på forhånd kan sælge værket på mindst tre kontinenter. Plus et forsikringsselskab, der over for banken tør garantere, at filmen bliver færdig (et såkaldt completion bond). Samt alverdens co-producere, der til gengæld for deres tilskud gerne vil have for eksempel en fransk eller svensk skuespiller med i en eller anden birolle.

Og måske kan man endda efter bearbejde filmen i Tyskland, for så er der også pludselig Deutsche dollars i kassen. Og så skal man igen lige huske på, at det helt rigtige Hollywood-navn ikke kun åbner penge kasser, man også de forbrugerøjne, som reklamebranchen mener zapper ind på Billes nye film, når den skal på omgang i fjernsynet. Kasjing!

Men stjernerne kan kun love sig væk i en bestemt periode, så det gælder om at finansiere en film så hurtig som muligt, og hvis bare én lille usikker investor hopper fra i sidste øjeblik, vælter alle gode hensigter.

Sådan er det også gået for Bille. Men han holder sig på hesten, og det er her, jeg må spørge instruktøren, om han er klar over, at nogen går rundt og sladrer om, at der muligvis kun er varm luft i Billes mange bolde. Spørgsmålet kræver en vejrtrækning, men Bille svarer uden at blinke.

”Det er jo den totale uvidenhed at påstå, at jeg er omgivet af projekter, der ikke bliver til noget. Hvis man kender lidt til den internationale filmbranche, så ved man, at kun ét ud af ti projekter bliver til noget.”

Pengemænd bestemmer
At begå sig på det internationale finansmarked er altså ofte noget af en trædemølle. Hvor Bille August også er endt med thrilleridéen Without Apparent Motive, som han gennem flere år har forsøgt at virkeliggøre med Richard Gere og Julianne Moore som blikfang.

”De to skuespillere er ikke med mere, men vi prøver nu med en anden konstellation. Sådan er det ofte med den slags projekter. Altså, det er jo ikke kun mig, der har de samme projekter kørende år efter år. Sådan er det for alle, der laver internationale film,” forklarer instruktøren tålmodigt, mens jeg for første gang bemærker, at hans øjenbryn har det med at stritte lige op i luften, når han rynker panden. Bille nævner en Cannes-festival, hvor en række af tidligere prisvindere var inviteret med til festdagene.

”David Lynch, Scorsese og Tarantino … de var der alle sammen, og vi snakkede meget om alle de projekter, der ikke blev til noget. Fordi det er så dyrt at lave film. Fordi det er så kommerciel en branche. Fordi det i sidste ende er dem med pengene, der bestemmer, om en film skal laves.”

– Gør alle de forbehold dig gråhåret?

”Nej, jeg vil sige, at man må lære at leve med det. Det er barskt. Sådan er det også i Danmark. Da vi skulle lave Pelle Erobreren, blev filmen også først skruet sammen i allersidste øjeblik, fordi LO besluttede at gå med i projektet,” påpeger Bille August og minder om en biografi, han har læst om mesterinstruktøren Orson Welles.

”Forfatteren skriver, at 90 procent af tiden lavede Welles ikke film, men snakkede med bankfolk og lignende i forsøget på at finansiere sine film. Det har altid været sådan. Jeg vil sige, at det er et mirakel hver gang, der bliver lavet en film. Hver gang alt falder på plads.”

– Og hvis der ikke indtræffer et mirakel. Skal du så betale de penge tilbage, du har fået fra instituttet?

”Nej.”

Han lægger ikke an til en uddybning. Ser mig bare lige i øjnene. Jeg fortsætter.

– Men nogle gange betaler man da penge tilbage?

”Ja, hvis du ikke bruger dem. Inden for kunst og kultur er der jo altid den usikkerheds marginal. Jeg synes, det er klogt, at man støtter en idé, som alle tror på. Måske går det alligevel ikke, og så er det bedre at stoppe dér end at bruge en masse penge på at lave en film, der flopper.”

Tavshed er guld
Der er ikke nogen vej udenom. Jeg må spørge til den portrætfilm, som Bille i forbindelse med H.C. Andersen-året havde forpligtiget sig til at aflevere for de 3,3 millioner kroner, som han og producenten allerede havde modtaget. Det var en historie, der endte på forsiden af Ekstra Bladet og satte instruktøren i et skandaløst skær. Han tager en dyb indånding.

”Jeg ved ikke, hvad der sker. Jeg synes, det er lidt typisk dansk, det her. At så er det lige pludselig skatteydernes penge, man har misbrugt. Det er jo ikke mig, der har fået dem.” Han virker en smule irriteret over emnet, men er ubevægelig.

– Fik du og produktionsselskabet ikke 3,3 millioner kroner i støtte i alt?

”Jeg kan ikke huske det. Det er også ligegyldigt.”

Han siger, at han ikke ønsker at kommentere på sagen, han ønsker ikke at gå i detaljer med filmen. Den bliver muligvis/muligvis ikke til noget. Jeg vil gerne vide, hvorfor han ikke bare stod frem dengang i 2005, da sagen rullede og fortalte sin version af historien. For eksempel at han ikke personligt har fået pengene.

”Det bliver jo trykt alligevel, uanset hvad. Det var bestemt på forhånd, hvad der skulle stå. Og dagen efter er det i øvrigt overstået.”

Han smiler, lidt. Som om han udmærket kender mediernes skjulte dagsordener og ved, at nogle gange er tavshed guld.

Filmkritikeres ego
Vi skifter tema. Jeg spørger, hvilken film han sidst har set i biografen. Han svarer Frost/Nixon – filmen om tv-journalisten, der går i kødet på ekspræsidenten. Han tilføjer, at han gerne ville have iscenesat det drama. Jeg tænker, at så gør det nok ikke noget, at man kræver et svar fra de sider af Bille, man ikke helt forstår.

Jeg spørger, hvorfor han egentlig tog til Hollywood, og han svarer, at nysgerrigheden efter at lave de store historier trak i ham. Altså de historier, der ligger langt fra gadekærets hverdagsdramaer og vores nationale identitet.

Jeg spørger, om han læser anmeldelserne og har bemærket, at filmskribenternes grand old man, Morten Piil, i sin bog om danske filminstruktører på den ene side kalder Bille en sand auteur og på den anden side slår fast, at instruktøren er i kunstnerisk forfald og ikke længere tilhører dansk films elite.

”Tja, det er jo rigtigt, at jeg ikke laver dansk film længere. Men måske er alt det et udtryk for … jeg vil ikke bruge ordet ’jantelov’… jeg vil kun sige, at jeg er uenig, og så gider jeg ellers ikke bruge tid på det.”

Et par lange sekunder går i tavshed. Jeg tænker, at dem, som dømmer Billes nye internationale film, dømmer måske hårdere, fordi de tænker på, at det er den gamle danske Bille, der står bag. Han afbryder mine tanker.

”Jeg bruger tid på de ting, der kan berige mit liv. Og for mig handler det om at give sjæl og hjerte til mine film og forhåbentlig begejstre et publikum. Det er min opgave, og selv om jeg har respekt for visse anmeldere og gerne lytter, så mener jeg også, at mange filmskribenter har et ego, der står i vejen for det arbejde, de skal udføre.”

– Du har sikkert ret. Jeg sad og hylede til Busters verden for ikke så længe siden. Hvilken af dine egne film står stærkest for dig? Kan man spørge om det?

”Nej, hver film har sine forskellige forudsætninger. Og sine konditioner, hvad angår sprog, tema, indhold og form.”

– Hvornår har du sidst set Busters verden?

”Det ved jeg ikke. Måske for tyve år siden. Det husker jeg ikke.”

– Har du da ikke set den sammen med dine børn?

”Nej, det har jeg nu ikke gjort.”

Udvandring fra DR2
Jeg dvæler ved magien i Busters verden , og hvor meget den har betydet for mine børn. Jeg illustrerer, hvordan Buster Oregon Mortensen sidder på inspektørens kontor og hiver hønseæg ud af munden.

”Det er genialt,” siger jeg og griner. Han tjekker mobilen, der flere gange har brummet rundt på filmselskabets glasbord.

Uanset om man bokser eller forsøger at klappe Bille på ryggen, preller det af på ham. Han er prof, ikke privat. Og tilsyneladende heller ikke typen, der åbner sig unødigt eller blot bader sig i et kompliment fra en fremmed på fransk visit. Jeg spørger, om han ofte må gå på kunstnerisk kompromis, når han involverer sig i de internationale produktioner.

”Det er da klart. Det er også derfor, jeg må holde fast i projektets integritet. For eksempel er det for mig en kæmpe tilfredsstillelse at se, hvor meget Goodbye Bafana har betydet for folk. Jeg var i Japan en hel uge og snakke om filmen. Jeg oplevede, at præmissen for filmen – budskabet om forsoning, her mellem sorte og hvide i Sydafrika – når ud til hele verden.”

– Flere af dine filmprojekter hænger sammen med netop krig og forsoning. Du udvandrede engang fra et live-interview på DR2, fordi du var for påvirket af krigen i Irak til at gennemføre. Har det givet dig lyst til at lave film om Danmarks rolle i Irak og Afghanistan?

”Ja, men der er også mange af mine kollegaer, som tumler med det. Men lige præcis i den situation, du omtaler, havde jeg forinden opholdt mig i USA og havde i den grad oplevet, hvordan Bush-administrationen manipulerede med beviserne for at kunne gennemføre invasionen af Irak. Og herhjemme så jeg så, hvordan den danske regering brugte nærmest samme midler for at få overbevist Folketinget og danskerne om, at vi skulle tilslutte os krigen,” siger Bille August og tilføjer:

”Egentlig skulle jeg ind på DR og tale om Georg Jensen-udstillingen på Statens Museum for Kunst, men lige før jeg skulle på, sad der en ekspert i tv og talte om krigen. Og da det så var min tur, kunne jeg simpelthen ikke koncentrere mig.”

– Fordi din Georg Jensen-udstilling pludselig ikke var så vigtig?

”Simpelthen. Jeg kunne ikke fokusere.”

– Men det har ikke fået dig til at udtænke en film, der involverer et Danmark i krig. Ligesom Susanne Biers Brødre?

”Hvis man skal lave en film om det, skal man lave noget seriøst. Man skal ikke bare lave et melodrama, men noget der stikker meget dybere. Og man skal ikke bare bruge krigen, fordi man ikke kan finde på andet at krydre sin film med.”

Dansk film savner dybde
Bille siger, at han ser det, han kan nå at se. Af danske film. Han vil ikke sådan lige ud med, hvad han tænker om standarden.

”Sidst jeg udtalte mig om det, røg det på forsiden af Politiken,” smiler han med henvisning til dengang, han i 2005 kaldte dansk film for konventionel og kedelig, hvilket skabte en heftig debat.

– Men lad mig spørge på en anden måde. Synes du stadig, at det danske filmmarked er attraktivt for dig?

”Hm, jeg kan godt savne, at historierne stikker dybere. Og at det hele ikke bare handler om fortællemekanik og dramaturgi. At udgangspunktet er noget andet end at få det til at fungere fortællermæssigt. Der skal være dybere grunde til, at man vil lave en film. Filmsproget er et værktøj, men historien er det vigtigste,” siger han og fremhæver Nils Malmros og ungdomsklassikeren Kundskabens træ .

”Nils følger aldrig de traditionelle, dramaturgiske kneb.”

– Altså i modsætning til den klassiske Hollywood-opskrift?

”Ja, den har jo i den grad vundet indtog i Danmark. Det synes jeg er trist. Derfor er det så befriende at gense en film som Kundskabens træ . Her er en helt anden dagsorden, der handler om at give krop og sjæl til en situation, at dykke ind i nogle miljøer og skabe en stemning. Det er det, du husker bagefter. Og hvis du er rigtig, rigtig god, så får du publikum til at reflektere over deres eget liv. Hvis en film kan sætte den slags tanker i gang, så har du opnået fantastisk meget. Det er det, jeg bestræber mig på.”

En time er gået i Billes selskab. Han skal videre i sin tilsyneladende utrættelige søgen efter den gode historie. Et sidste spørgsmål.

– Hvad gør du med de manuskripter, der ikke bliver til noget?

”Jeg parkerer dem. Simpelthen. Da jeg havde lavet Pelle Erobreren læste jeg Selma Lagerlöfs Jerusalem og flirtede med idéen, men måtte på det tidspunkt konstatere, at vi ikke kunne løfte den. Så jeg parkerede den, og først ti år senere kørte det. Sådan er det med projekter. Man lægger dem ned i en skuffe og tager dem frem igen engang imellem”