Kronik
12. mar. 2021 | 00:00 - Opdateret 13. mar. 2021 | 16:19

Balladen om Mia og Woody

Foto | Kerry Hayes
I Zelig spiller Woody Allen (med hjælp fra Mia Farrow) en mand, der ude af stand til at tænke selv søger det, som flertallet mener. Et billede på nutidens unge, der blindt følger tidsånden og dømmer Allen? spørger kronikøren.

Det er ironisk, at Woody Allens tragedie er blevet instrueret af Mia Farrow, skriver debattør og kritiserer dokumentarserie for ensidig behandling af Amerikas store drama.

Af Andreas Lauritzen

I Woody Allens mockumentary Zelig fra 1983 møder vi Leonard Zelig. Allen indtager selv hovedrollen i filmen, som finder sted i slutningen af 1920’ernes USA. 

Zelig er en mand uden en egentlig kerne. Han lider så meget af et dybt behov for at høre til og være vellidt, at hele hans organisme tager form efter de mennesker, han er sammen med. 

Psykiateren Eudora Fletcher – blændende spillet af Mia Farrow – skal forsøge at kurere Leonard for hans lidelse. Det lykkedes så godt for hende, at det kammer over, og Zelig ender med at stå så meget fast på sine meninger, at han kommer op og skændes med en læge om, hvorvidt vejret den dag er godt. 

Eudora Fletcher ender med at forelske sig i Zelig. Men mediebevågenheden om Zeligs person river dem fra hinanden, da flere kvinder anklager ham for at have gjort dem gravide, imens han indtog en anden form end sig selv. 

Efter adskillelsen fra sin kære vender Zeligs sygdom tilbage i styrke. I det ultimative forsøg på at blive accepteret i et stærkt fællesskab flygter han til Nazi-Tyskland, hvor han samarbejder tæt med nazisterne inden udbruddet af Anden Verdenskrig. 

Hvad der præcis videre sker, må man selv se til ende, men det slutter lykkeligere end virkelighedens forhold mellem Woody Allen og Mia Farrow. 

Det er deres personlige partnerskab fra 1980 til 1992 og en anklage om sexmisbrug mod adoptivdatteren Dylan, der er genstand for dokumentarserien Allen v. Farrow i fire afsnit på streamingtjenesten HBO Nordic.


I 1980’erne spillede Mia Farrow og Woody Allen forelskede par i en række film, deriblandt den morsomme mockumentary Zelig fra 1983 (foto: Kerry Hayes).

Der er flere ligheder mellem Zelig og Allen v. Farrow. Den er skabt af dokumentaristerne Amy Ziering og Kirby Dick, der sammen med produceren Amy Herdy udgør produktionsselskabet Jane Doe Productions. 

Hvor Zelig er et komediedrama, som imiterer og foregiver at være en dokumentar, så gør Allen v. Farrow det samme, men dog i ramme alvor. 

Ziering, Dick og Herdy har tidligere lavet en række dokumentarer om seksuelle overgreb. Deres film har alle formået at give de påståede ofre en platform at fortælle deres historie fra. 

The Hunting Ground fra 2015 om overgreb på amerikanske universiteter og ledelsernes manglende handling på området modtog flere priser og blev rost af filmanmeldere. 

Samtidig mødte filmen også kritik. 

Især da nitten professorer ved Harvard University afslørede filmens fordrejning af sandheden. Ziering, Dick og Herdy fremstillede interviews og statistik om overgreb i et lys – lød kritikken – så det understøttede filmens præmis om, at seksuelt overgreb på universiteterne var et meget mere udbredt problem, end det rent faktisk var. 

Kritikken fokuserede også på de personlige konsekvenser for de anklagede parter. En ung mandlig studerende, Brandon Winston, bliver anklaget for et seksuelt overgreb, men kort efter filmens festivalpremiere – og længe før den blev vist på tv – var han blevet frikendt. Men det faktum ignorerede Ziering, Dick og Herdy. 

Ingen ufølsomme spørgsmål
En lækket e-mail fra forberedelserne til The Hunting Ground, hvor Amy Herdy forsøger at hverve potentielle ofre for seksuelt misbrug til interviews, er særligt afslørende.

Her skriver produceren, at Ziering og Dick ikke arbejder journalistisk og derfor ikke vil stille ufølsomme spørgsmål. Der vil heller ikke være nogen grund til at lade den anklagede part komme til orde, forsikrer Herdy. 

Med sådan en udtalelse begynder man at fatte en dagsorden af aktivistiske proportioner. Sandheden og virkeligheden må vige for den ellers ædle agenda om at lade ofrene fortælle deres historie. 

Deres film kan derfor kategoriseres i forlængelse af Allens Zelig, som også leger med dokumentarfilmens form i et rum mellem virkelighed og fiktion. 

Og meget af Ziering, Dick og Herdys nyeste skud på stammen, Allen v. Farrow, bærer da også præg af samme fremgangsmåde. Den dokumentariske filmform med interviews og klip fra hjemmevideoer tillagt dyster musik blandes over fire timer med formålet at give seeren en følelse af at opklare en forbrydelse.

Eksistentiel skyld
At Woody Allen bærer på en følelse af skyld, kan vist ikke komme bag på ret mange, som er bekendt med hans film. 

Hans karakterer er ofte newyorkere – som i Hannah og hendes søstre fra 1986. Forfatteren Mickey (Allen) er fortvivlet og på randen til selvmord. Han vandrer fra det ene religiøse fællesskab til det andet i håb om at finde en mening med tilværelsen. 

Det lykkedes dog først for ham at finde ro, da han i en biografsal opmuntres af en Marx Brothers-film. 

Den eksistentielle skyld er til at tage og føle på i Allens film og karakterer. De er neurotiske antihelte, ofte plaget fra barnsben af livets store spørgsmål. 

I komedien Annie Hall fra 1977 åbenbarer hovedpersonen Alvy Singer i et flashback til barndommen, at universets uundgåelige kollaps har taget tilliden til tilværelsen fra ham. Samme grundangst beretter Allen om i sin selvbiografi fra sidste år, Apropos of Nothing, imod hvilket han plæderer, at den eneste medicin er distraktion i form af arbejde. 

”Hvis ikke de vil tillade mig at lave film længere,” tilføjer Allen i et af sine sjældne interviews, ”så vil jeg skrive teaterstykker. Hvis jeg ikke må opføre dem, så vil jeg skrive bøger.” 

Han havde dog stort besvær med at få udgivet sin selvbiografi sidste år, fordi en række ansatte ved forlaget Hachette udvandrede i protest over, at hans bog skulle udkomme på deres forlag. Det lykkedes dem at stoppe bogen, som dog fandt sin vej til offentligheden igennem mindre forlag verden over. 

Hans seneste film A Rainy Day in New York fra 2019 mødte samme skæbne. 

Misforstået udtalelse
Allen havde lavet en række udtalelser til flere medier om, at han støttede #MeToo-bevægelsen i forbindelse med sagen om sigtelsen på Harvey Weinstein. 

Allen tilføjede dog, at han var bange for, at bevægelsen kunne udvikle sig til en heksejagt. Hans udtalelser blev udlagt forkert af en række medier, der mente, han støttede Harvey Weinstein, når han sagde, at sagen var trist for alle parter. 

Men Allen mente, at sagen var trist for Weinstein, fordi han åbenlyst var så syg, at han kunne finde på at udnytte kvinder på den måde. Derudover kunne Allen heller ikke forstå kritikken af ham, sagde han, da han altid har skrevet og instrueret store, roste roller til kvinder og aldrig i den forbindelse blevet beskyldt for upassende adfærd. 

De udtalelser samt den øgede interesse for beskyldningen mod ham af Dylan Farrow i forbindelsen med #MeToo-bevægelsen gjorde, at giganten Amazon trak sig fra den indgåede aftale om at udgive A Rainy Day in New York

Amazon mente ikke, at udtalelsen var passende, når Dylan og broren Ronan Farrow samtidig havde udtalt, at Allen var skyldig i overgrebet. 

De samme mennesker, som forsøger at standse Allens kunst fra at komme frem, er også målgruppen for dokumentaren Allen v. Farrow. De er unge, progressive og veluddannede mennesker i en tid, hvor man hellere streamer true crime-serier end fordyber sig i film og bøger. 

De er ikke vokset op med Allens film og ved ikke rigtigt, hvem han er. Han har ikke på samme måde haft en komisk neurotisk tilstedeværelse i deres tid. En art levende selvironisk tragedie og Ingmar Bergmans arving. 


Ægteskabsdramaet Mænd og koner med Mia Farrow og Woody Allen havde premiere, samtidig med at hovedrolleindehaverne lå i bitter strid på hjemmefronten (foto: Brian Hamill).

Hans mange film undersøger parforholdets skyggesider, som i komediedramaet Mænd og koner fra 1992. Han inspirerede deres forældres generation til at reflektere over byrden ved ægteskabet og eksistensen – og søge en terapeut, når intet af det fungerede. 

Selv om Allens selvudslettende komik har præget en række store komikere siden, er han forsvundet fra de nyere generationers opmærksomhed. 

Det store spørgsmål er, om han i fremtiden overhovedet vil forblive en del af filmhistorien. Frygten for Allens totale aflysning skyldes disse opvakte unge generationer. For dem er han blot endnu en hvid, privilegeret filminstruktør i rækken af mænd i filmbranchen, som er sluppet afsted med et overgreb qua deres magtfuldhed.

Totalitær glidebane
Det er også den historie, som Ziering, Dick og Herdy gerne vil have os til at tro på i Allen v. Farrow

De fodrer den til en hel generation af unge mennesker, der ligesom Leonard Zelig har svært ved at finde ud af, hvad de egentlig skal mene og derfor er meget tiltrukket af det mest moralske og rigtige budskab. 

De tager form efter hinanden og mener det samme uden nogensinde at stille spørgsmålstegn ved, hvilken totalitær glidebane de rigtige holdninger kan blive til, når man i sine bestræbelser på at gøre op med fortiden giver køb på sandheden. 

Og sandhed er der ikke meget af i Allen v. Farrow. Der er heller ikke noget nyt bevismateriale i miniserien, selv om det ellers hævdes af filmmagerne. 

En retssag kan da også stadig føres imod Allen i det juridiske system, hvis Dylan Farrow ville gøre alvor af sine beskyldninger. Men hverken hun, Mia Farrow eller sønnen og juristen Ronan Farrow har nogensinde indbragt Allen for en domstol i sagen. 

I stedet fører de sagen i medierne, hvor bevisbyrden ikke ligger på dem, men hos den anklagede part. 

Rimelig grund
De fleste af påstandene i Allen v. Farrow er genbrug fra årelange forfølgelser af ham i medierne fra Mia Farrows side. 

Hun gentager dem i sin selvbiografi fra 1997 og siden i et stort interview i magasinet Vanity Fair fra 2008 af Maureen Orth. Et så kontroversielt interview fuld af usandheder, så faktatjekkerne ved Vanity Fair kun tillod at trykke det, hvis Mia Farrow ville attestere skriftligt, at det var hendes udlægning af sagen og ikke sandheden. 

Orths kondenserede version af det interview i artiklen 10 Undeniable Facts About The Woody Allen Sexual-Abuse Allegation fra 2014 i samme magasin udgør grundlaget for de fleste usandheder i andre medier om sagen. 

Men især udtalelsen af anklageren for staten Connecticut, Frank Maco, under et pressemøde i 1993 har fungeret som den rygende pistol for Farrow-familien lige siden. 

Maco udtalte, at han havde ”probable cause” (rimelig grund) til at retsforfølge Allen, men valgte ikke at gøre det af hensyn til Dylan. 

Maco blev senere stærkt kritiseret af medierne og staten Connecticuts juridiske komité, som blev nedsat til at undersøge hans udtalelse. Kritikken gik på, at han agerede både dommer og jury i udtalelsen. 


Mia Farrow og Woody Allen sidder med henholdsvis deres baby Satchel (nu Ronan) og adopterede datter Dylan (foto: David Mcgough).

Det er dog også vigtigt at forstå, at Macos ”probable cause” ikke relaterede sig til om, Allen var skyldig i overgrebet. Den relaterede sig udelukkende til, hvorvidt en sag kunne rejses imod ham. Det var sådan, udtalelsen skulle forstås, men Orth og Allen v. Farrow udlægger det forkert. 

De fremstiller det, som om Maco var overbevist om Allens skyld i overgrebet. Men hvis det var det, Maco mente, så havde han også pligt til at rejse en juridisk sag. 

Det skyldes, at en statslig anklager ikke bare kan undlade at føre en sag under hensyn til ofret. Maco indledte ikke en sag mod Allen, fordi der ikke var nogen sag at indlede. 

Den indsigt havde Maco gjort sig, da dommeren i forældremyndighedssagen, Elliott Wilk, havde påpeget, at der formentlig ikke var beviser til at føre en sag om Woody Allens misbrug mod datteren. 

Wilk henviste til den undersøgelse, Maco havde bestilt fra en af Amerikas fremmeste klinikker for seksuelt misbrug af børn, Yale New Haven Hospital. 

De konkluderede efter et grundigt arbejde i syv måneder, at intet misbrug af Dylan havde fundet sted, men at Dylans historie virkede indøvet og i øvrigt ændrede sig flere gange. 

Maco udtalte selv dengang, at Wilk ikke fandt beskyldningens indhold troværdigt. Hvis Wilk havde været blot i det mindste i tvivl, så kunne han selv have ført en sag om misbrug af Dylan. 

Upassende opførsel
Sandheden er, at Wilk havde en meget lavere standard for bevisførelse til rådighed end den, Maco havde som statens anklager. 

Så det faktum, at Wilk ikke valgte at rejse en sag mod Allen, ville have gjort det helt umuligt for Maco at bevise sin sag. 

Men Ziering, Dick og Herdy vil alligevel have os til at tro noget andet. De fordrejer Macos ord bevidst, ligesom Orth gør i sine artikler, så Allen fremstår skyldig uden at være det i rettens betydning af ordene. 

Den samme grove vildledelse foretages med dommer Wilks ord i afgørelsen af forældremyndighedssagen. Wilk skriver, at Allens opførsel over for Dylan som forælder var meget upassende og skridt bør tages for at beskytte hende. 

Den sætning af Wilk er, sammen med Macos udtalelse, blevet genbrugt og misbrugt i artikel på artikel og udlagt forkert. Hvis journalisterne, som gør sig skyldige i at misbruge dommerens ord, havde besværet sig med at læse blot lidt videre i Wilks afgørelse, så ville de kunne se Wilk skrive tydeligt, at hans ord ikke relaterer sig til seksuel opførsel. 

Dommeren kalder derimod Allen for selvoptaget, utroværdig og ufølsom. Han hæfter sig ved hans store opmærksomhed på Dylan og instruktørens manglende interesse for de andre børn.

Mias sindstilstand
Dylan fik ingen opmærksomhed fra Mia Farrow. Hun låste sig ofte inde med Satchel i sit soveværelse flere timer ad gangen, og det er beskrevet, hvordan Dylan stod efterladt og bankede på døren for at få del i sin mors opmærksomhed. 

Så den anklage, Wilk gør imod Allen om hans manglende opmærksom over for de andre børn, kunne han med god grund have anklaget Mia Farrow for også. 

Og hvis Wilk mente, at Allens upassende opførsel over for Dylan havde en seksuel karakter, og han troede på, hun var blevet misbrugt, hvorfor tillod han så i afgørelsen, at Allen igen fik ret til superviseret samvær med Dylan, når sagen havde lagt sig? 

Havde Wilk troet på beskyldningen eller en brøkdel af de anklager imod Allen, så havde han næppe tilladt ham at komme i nærheden af Dylan igen. 

Sandheden er snarere, at Wilk, under stor mediebevågenhed, ville lave en så balanceret afgørelse som muligt. Han ville undgå at kritisere både Allen og Farrow for hårdt, selv om han går langt i sin kritik af Allen. 

Dommeren synes, det er ufatteligt, at Allen overhovedet vælger at indlevere en sag om forældremyndighed, når han ved, at børnene er vrede og kede af, at han lige er stukket af med deres søster. 

Det er sådan set også en forståelig kritik. 

Men her skal man forstå, at Allen vælger at starte en sag om forældremyndigheden, fordi Farrow beskylder ham for sexmisbrug af sin datter. 

Hendes sindstilstand og det faktum, at hun er villig til at udsætte Dylan for det kolossale stress, som det må være for et barn at skulle igennem undersøgelser over en så lang periode, er den handling, som får Allen til at søge om forældremyndigheden over børnene. 

At Mia Farrow på den ene side anklagede Allen for et pædofilt overgreb og på den anden side ville fortsætte med at lave film med han, er i sig selv ganske besynderligt. 

Private besøg
Alt dette ignorer Orth og Allen v. Farrow belejligt at give et svar på eller at referere til. 

De gør sig til gengæld skyldige i grove, insinuerede fortolkninger. Så grove er de, at lysten til selv at lave en insinuerede fortolkning er stor. 

For som Allen skriver i sin selvbiografi, kom Maco ofte på uanmeldt besøg hos Farrow, mens sagen stod på. Han stank langt væk af billig parfume, skriver Allen, som baserer sine ord på beretninger fra Sandy Boluch og Judy Hollister, der var ansat i Farrow-husholdningen på det tidspunkt. 

Farrow ville tage pænt tøj på og gå til frokost med Maco, skriver Allen. Måske efterforskede de mere end blot sagen sammen. Det er spekulation, men under alle omstændigheder er det mærkværdigt, at en anklager besøger den ene part privat, imens sagen er i gang. 

Maco er selvfølgelig med i Allen v. Farrow. Hans store had til Allen for at klage over hans bemærkning om ”probable cause” til staten Connecticuts juridiske nævn gør ham til et belejligt og uvurderligt vidne for Ziering, Dick og Herdy. 

Seriens manipulationer præsenteres fantastisk overbevisende og som endegyldigt fakta, men mange af påstandene har aldrig været under juridisk granskning. 

Desuden udelades meget relevant information. Og hvis man drejer filmprojekteren en halv grad i lyset af de informationer, som ikke er med, ændrer det hele billedet.

Det syndige begær
En række indicier i afsnit to af Allen v. Farrow maler et billede af Allen som havende en sygelig fascination af unge kvinder. 

Det fremføres af eksperter og vidner, der enten er tæt knyttede til Farrow-familien eller fundet af filmmagerne til lejligheden. 

Konklusionen drages ved en granskning af de film, hvor Allens alter egoer nærer begær til meget yngre kvinder. En af Allens højest elskede film, Manhattan fra 1979, bruges til dette formål. 


Woody Allen er blevet beskyldt for at være besat af unge kvinder. I Manhattan spiller han en mand, der forelsker sig i en syttenårig studine, som gestaltes af Mariel Hemingway (foto: Brian Hamill).

Komikeren Isaac Davis (Allen) forelsker sig i en syttenårig studine (spillet af den alderssvarende Mariel Hemingway). Anklagen er, at Allen har en utrolig besættelse af unge kvinder, både på og uden for lærredet. 

Det anføres trods det faktum, at to tredjedele af de kvinder, han har dannet par med i årenes løb, har befundet sig i en tilsvarende aldersgruppe som ham selv. Allen har, postulerer journalisten Richard Morgan i dokumentaren, åbenlyst forført publikum igennem tre årtier i sine film til at acceptere ham som et sexfikseret monster. 

Det er en afsindig konklusion at drage over en række af fiktive værker. 

Det er indlysende, at Woody Allen er optaget af sex, begær og kvinder i sine film. Han er sågar udklædt som sædcelle i en af de små sidehistorier fra Everything You Always Wanted to Know About Sex (But Were Afraid to Ask) fra 1972. 

Men det bliver absurd, når Allen v. Farrow bruger det som påstand for hans skjulte pædofile tendenser og overgreb på sin egen datter. 

Men for de unge, progressive generationer er begæret i hans film en forbrydelse. Det er en forbrydelse, som han har sluppet afsted med i alt for mange år. 

Man fristes derfor også til at spørge sig selv, når man ser Allen v. Farrow, om den egentlig handler om Woody Allens skyld. Eller om den snarere handler om de yngre generationers fordømmende syn på det syndige, maskuline begær. 

Det er da også den yngre generation, som træder frem på scenen i Allen v. Farrow. Mia Farrow spiller en stor rolle, men den egentlige hovedrolle tilhører hendes adoptivdatter Dylan. 

Hun er nu en voksen gift kvinde på 35 år, og vi får lov til at komme helt tæt på hende, mens hun bladrer i fotoalbums og fortæller sin historie, hvor det hele virker idyllisk, indtil det går galt i 1992.

Skæbnesvangert år
Året var særdeles turbulent og skæbnesvangert for Farrow-familien, Allen og USA. Det skulle komme til at ændre og præge dem alle fremover. 

I december 1991 besluttes det i fællesskab, at Allen som en formalitet skal adoptere børnene Moses og Dylan. Farrow og Allens parforhold har mistet styrke siden fødslen af deres fælles søn Satchel (siden Seamus og endelig omdøbt Ronan). 

Men Farrow skriver en glorværdig og begejstret anbefaling om hans faderlige egenskaber i forhold til Moses og Dylan til de sociale adoptionsmyndigheder i New York. 

En måned senere, januar 1992, finder hun erotiske billeder af sin adoptivdatter Soon-Yi Previn i Allens lejlighed og bliver rasende. 

Soon-Yi blev adopteret fra et liv på gaden i Seoul af Mia Farrow og hendes eksmand André Previn i en alder af otte år i 1978. Allen og Soon-Yi indleder en affære, da hun er 21 år gammel i december 1991. 

Det er tolv måneder efter, at de har nærmet sig hinanden for første gang på Mia Farrows foranledning. Det skete, fordi Allen havde påpeget, at Soon-Yi virkede meget indelukket og trist og måske havde brug for at tale med en terapeut. 

Men Farrow siger i stedet, at han kan tage hende med til basketballkamp, da han alligevel altid mangler nogen at tage med. Det er under den basketballkamp, at de for første gang kommer tæt på hinanden. 

Kaster med træbogstaver
Allen overnattede aldrig i Farrows lejlighed på den anden side af Central Park. Deres forhold er beskrevet af barnepigen i Farrow-familien, Kristi Groteke, i hendes selvbiografi fra 1994. 

Groteke skriver, at forholdet var uden kys eller varme følelser i de sidste fire år. 

Den hårdtarbejdende instruktør udviste heller ikke nogen interesse for de børn, Mia Farrow havde med sin eksmand. Soon-Yi kunne ikke udstå Allen, når han besøgte Mia Farrow, fordi han var kæreste med hendes mor, der udsatte hende og hendes adopterede søskende for fysisk og psykisk misbrug. 


Der var mange børn i huset hos Mia Farrow, der i tidens løb har haft fjorten biologiske og adopterede børn, deriblandt Woody Allens senere kone, Soon-Yi Previn, som er nummer tre fra højre (foto: HBO).

I et interview fra 2018 har Soon-Yi fortalt, at moren lod børnene være alene en hel nat, da de var små. Hun skal også have kastet træbogstaver på datteren, når hun begik fejl i engelskundervisningen og holdt Soon-Yi med hovedet nedad, så blodet kunne løbe ned til hendes hoved. 

Soon-Yi og Allen havde aldrig ført en egentlig samtale, inden de tog til basketballkamp sammen. Det har vi også rettens ord for i form af dommer Elliott Wilks afgørelse i forældremyndighedssagen. 

Den afgørelse er alle parter enige om. 

Mia Farrow citerer den endda i sin selvbiografi, da hun beskriver forholdet. I den første afgørelse og i appelrettens afgørelse konkluderes det tydeligt, at ud af alle Previn-børnene havde Allen ikke noget at gøre med Soon-Yi. 

Han var ikke en stedfar eller faderfigur for hende i nogen betydning af ordene overhovedet. Derudover fastslås det i retten, at deres intime affære tidligst indledtes i december 1991. 

Dommeren baserede dette på de samme informationer, som Ziering, Dick og Herdy har til rådighed i Allen v. Farrow

Men dokumentaren hævder alligevel det modsatte i afsnit to gennem uverificerede indicier og vidneforklaringer. Det påstås, at Allen indledte et seksuelt forhold til Soon-Yi, da hun gik i gymnasiet i en alder af tyve år. 

Det er en påstand, som skal underbygge seriens motor om, at Allen har en pædofil og incestuøs interesse for unge kvinder og dermed er skyldig i overgrebet på sin datter. 

Soon-Yi og Allen har dannet par i 29 år og været gift siden 1997. De har sammen adopteret to piger, som nu er voksne. Døtrene støtter fuldt ud deres far offentligt imod anklagerne. 

Før døtrenes adoption blev beskyldningen om seksuelt overgreb mod Dylan Farrow igen gransket. Denne gang af adoptionsmyndighederne i New York, og man fandt – endnu engang – ingen sag og dermed ingen årsag til ikke at tillade det. 

”Børnemishandler til stede”
Men den forladte og forsmåede Mia Farrow opdager på et tidspunkt i slutningen af juli måned og begyndelsen af august 1992, at Allens forhold til Soon-Yi er mere end blot en affære. Det har i stedet udviklet sig til et egentligt kærlighedsforhold. 

Da Allen deltager i Dylans syvårs-fødselsdag den 11. juli, gør han en uhyggelig opdagelse.

På en af dørene i Farrows lejlighed hænger en håndskrevet seddel af Mia Farrow med følgende tekst: ”Børnemishandler til stede ved fødselsdag! Groomede og misbrugte en søster. Nu fokuseret på yngste søster. Familien er stærkt forarget og frastødt!” 

Sedlen vises i Allens interview i det journalistiske flagskib 60 Minutes på CBS i 1992, hvor han også fortæller, at Mia forærede ham et Valentineskort med fotos af familiemedlemmerne, hvor hun havde stukket nåle igennem deres hjerte for at vise ham, hvad han havde gjort ved dem.

Det fortæller noget os noget om Mia Farrows sindstilstand på det tidspunkt. 


I tv-programmet 60 Minutes fortæller Woody Allen om et uhyggeligt valentinskort fra Mia Farrow, der har sat nåle og en kniv gennem et familieportræt (foto: CBS).

Mindre end en måned efter den håndskrevne seddel, den 4. august, inviterer Mia Farrow den mand, som hun mistænker for at ville begå et seksuelt overgreb på datteren, på besøg i hendes sommerhus Frog Hollow i Connecticut. 

Dagen efter Allens besøg – den 5. august – tager Mia Farrow Dylan med til lægen, men Dylan beretter ikke om noget overgreb til lægen. Samme dag og dagen efter laver Farrow videooptagelserne af Dylan, hvor hun fortæller, at hun er blevet misbrugt af Allen. 

Den 6. august tager Farrow igen til lægen, og Dylan fortæller denne gang, at Allen forgreb sig på hende. Herefter indberetter lægen det ifølge gældende lovgivning til myndighederne. Der blev ikke lavet nogen fysisk undersøgelse af Dylan ved hverken det første eller det andet lægebesøg. 

Det foretages først tre dage senere, den 9. august. Men lægen finder ikke nogen tegn på overgreb af Dylan.

Opslugt af hævn
Overgrebet er noget, Mia Farrow konstruerer for at få hævn over, at Soon-Yi og Allens forhold udvikler sig til mere end blot en affære.

Det er en teori, som underbygges af Dr. Susan Coates. Hun var Satchels (Ronan) terapeut og familierådgiver for Allen og Mia Farrow i året op til bruddet.

Hun vidner i retssagen om forældremyndigheden i 1993. Hun havde bemærket i dagene op til den 4. august 1992, at Farrow havde været truende i forhold til Allen. Så truende havde hun været i samtalerne med Dr. Coates, at terapeuten var nødsaget til at advare Woody Allen om den trussel, da hun frygtede for hans liv.

I dagene efter den 4. august, hvor beskyldningen er indleveret, bliver Mia Farrow pludselig meget mere rolig i sine samtaler med terapeuten.

Farrow afskediger Dr. Coates efter hendes vidneudsagn. Terapeuten er heller ikke med i Allen v. Farrow.

Sommerhuset
Den skæbnesvangre sensommerdag i 1992, da Allen ankommer til Frog Hollow, har Farrow forladt sommerhuset. Hun har overladt børnene i Allens og barnepigernes varetægt for at købe ind med sin veninde Casey Pascal. 

Pascals tre børn og deres barnepige Alison Strickland er i huset. Det er Dylans barnepige – Mia Farrows nære fortrolige – Kristi Groteke også. Derudover er Dylans tutor i fransk, Sophie Bergé, til stede samt Satchel, der er fire år. Endelig er der Moses Farrow, som er fjorten år og den ældste af børnene. 

Han og de tre voksne har fået strenge ordrer til at holde skarpt øje med Woody Allen og ikke lade ham ude af syne med børnene. Trods alle disse mennesker lykkes det – ifølge anklagen – Allen at undslippe og tage Dylan med op på krybeloftet og begå det eneste overgreb, han er beskyldt for i sit 85-årige liv. 


Ifølge Farrow-familien udviste Woody Allen en upassende interesse for Dylan, men han er aldrig blevet dømt skyldig i overgreb (foto: HBO).

Dette forløb opridses under en rekonstruktion i Farrow-husholdningen nogle dage senere. De tilstedeværende bliver – under instruktion af Mia Farrow – enige om Allens forduften og antallet af minutter, han har været væk. 

Tutoreren Sophie Bergé og barnepigen Kristi Groteke vidner skriftligt til politirapporten, at der var tyve minutter mellem Allen og Farrows ankomst. 

Allen vidner, at han brugte fem minutter i tv-stuen og fem minutter på badeværelset, hvorefter han gik ud til de legende børn udenfor med de gaver, han havde medbragt til dem. Derefter kom Farrow retur til sommerhuset. 

Er det plausibelt, at han gennemførte sit overgreb på tyve minutter lige efter sin ankomst? 

Politirapporten vises i tredje afsnit af Allen v. Farrow, men vidneberetningerne fra Groteke og Bergé er belejligt beskåret. 

Der bliver i stedet fokuseret på, at Allens fingeraftryk muligvis var at finde på krybeloftet. Allen erklærer, at han aldrig rigtigt har været på krybeloftet på grund af sin stærke klaustrofobi. Men nogle få gange har han hentet sodavand til børnene, der har leget på krybeloftet. I den forbindelse kan hans fingeraftryk være endt derinde.

Kontravidne
Allen v. Farrow fremlægger det som mistænkeligt, at han fortæller, at han ikke har været på krybeloftet, men at hans fingeraftryk godt kan være derinde alligevel.

Det er et faktum, at Farrows vidner ikke har fået koordineret deres historier om hverken tidspunkter eller Allens placering i løbet af dagen i sommerhuset.

Kristi Groteke, som på ingen måde brød sig om Allen, har indrømmet over for kollegaen Monica Thompson, at han ikke var ude af syne den dag i tyve minutter.

Det vidner Thompson om i 1993 og tilføjer, at Groteke tvivlede på, om overgrebet havde fundet sted. Groteke nægter dog pure Thompsons udsagn. Hun beskriver hende endda meget nedsættende i sin selvbiografi som en overvægtig sort kvinde fra Jamaica, som hun blot talte efter munden. 

Thompson blev heller ikke taget alvorligt af dommeren i retssalen i 1993. Hun endte med at sige sit job op i Farrow-husholdningen og forsvinde fra mediernes søgelys. Hun er heller ikke med i Allen v. Farrow.

Kritik af videoen
Helt centralt i dokumentaren står videooptagelsen af Dylan Farrow. I den optagelse fortæller hun, hvad far gjorde ved hende den dag i august. 

Der er i Allen v. Farrow tale om uddrag af den oprindelige videooptagelse på elleve minutter. Mia Farrow foretog selv videooptagelsen få dage efter overgrebet skulle have fundet sted. 

Den har ikke været vist i offentligheden før, men været meget omtalt i medierne og i dokumenterne fra forældremyndighedssagen. 

Videooptagelsen af Dylan blev først lækket til journalisten Rosanne Scotto få dage før den blev indleveret til politiet. 

Scotto havde dækket Allens påbegyndte affære med Soon-Yi på tv. Men tv-stationen, hun arbejdede for, nægtede af hensyn til barnet at bringe det. Nu har Mia Farrow så endelig fået sin instruktørdebut på HBO med denne hjemmevideo af hendes datter. 


Mia Farrow medvirker i dokumentarserien Allen v. Farrow, hvor hun fortæller om den hjemmevideo med Dylan Farrow, som hun optog i dagene efter det påståede overgreb (foto: HBO).

Videoen er kritisabel af flere årsager. 

De lægefaglige eksperter ved Yale New Haven Hospital – en af USA’s mest velansete klinikker for overgreb på børn – fandt, at den var utroværdig og indøvet. 

Der var væsentlige forskelle i, hvad Dylan fortalte til kameraet og i samtalerne med lægerne. Hendes historie ændrede sig fra interview til interview under perioden, og på et tidspunkt trækker hun helt beskyldningen tilbage. 

Desuden havde videooptagelsen og samtalerne med hende noget indlært over sig. Eksperterne konkluderede, at Dylan havde været under morens indøvende indflydelse i sine beskyldninger på video og i sine samtaler med dem.

Spekulation om borgmester
Yale New Haven Hospital bliver i Allen v. Farrow anklaget for at være på Allens side. Og der lægges op til, at Allen må have trukket i trådene for at få det resultat, han gerne ville have.

Samme insinuation gøres i forbindelse med New Yorks undersøgelse af sagen i 1993. Her konkluderede man også, at Dylans beskyldninger var utroværdige, og at misbruget af hende ikke havde fundet sted.

Også den undersøgelse miskrediteres i Allen v. Farrow, som fortæller historien om Paul Williams. Han var en af de ansatte hos de sociale myndigheder i New York, som arbejdede på sagen.

Williams mente, at Dylan var troværdig, og der burde rejses en sag mod Allen. Instruktørerne fremlægger i dokumentaren Williams’ egen konklusion om, at han blev fjernet fra sagen på sin rapport. Det var ikke det resultat, hans overordnede og borgmesteren i New York ville have, fordi sagen havde stor mediebevågenhed og på grund af Allens stjernestatus. 

Men ifølge Marion Meade – forfatteren til The Unruly Life of Woody Allen – er sandheden, at Williams handlede på egen hånd uden sine overordnedes accept. Samtidig blev der klaget over ham. Han skulle have opført sig uprofessionelt over for dem, han interviewede, og han var ikke objektiv i sine vurderinger. 

Den egentlige grund til, at Williams blev fyret, var, at han havde overtrådt et etisk kodeks. Det skete, da han lækkede sine beskyldninger til The New York Observer om, at der var en sammensværgelse imod ham. 

Sammensværgelsen involverede hans overordnede og borgmesteren i New York: den populære og karismatiske David Dinkins. 

Allen v. Farrow griber idéen om en sammensværgelse, selv om anklagen blev behandlet og afvist for over 25 år siden. 

Dokumentaren fremstiller det, som om den magtfulde Woody Allen havde trukket i trådene hos borgmester Dinkins for at få det resultat, han gerne ville have. 

Det er ren spekulation. 

Dinkins lever ikke mere, men borgmesteren havde med garanti gjort indsigelser imod så grove anklager om korruption. 

Destruerede noter
Lederen af holdet bag Yale New Haven Hospital i 1993, Dr. Leventhal, er en af landets mest respekterede læger i seksuelle overgreb på børn. Han er ansat på hospitalet den dag i dag. Og hans ledelse er pletfri ifølge de få amerikanske medier, som har kigget kritisk på Allen v. Farrow

Men dokumentaristerne hævder, at Dr. Leventhal selv burde have interviewet Dylan i stedet for de to kvinder – en læge og en socialrådgiver – som udførte samtalerne. 

Derudover kritiseres det i dokumentaren, at hun blev interviewet hele ni gange. Det er åbenbart for mange gange i forhold til etableret praksis på området. 

Den påstand får Allen v. Farrow en ekspert til at udtale sig om, men det kan jo tænkes, at der gjaldt andre standarder for praksis i interviews for 28 år siden, end der gør i dag. 

Dr. Leventhal anklages også for ikke at ville vidne i retssagen om forældremyndigheden. 

Men Dr. Leventhal skrev en 245 sider lang deposition til retten om undersøgelsen og konklusionen, som Yale New Haven havde udarbejdet. Både Farrows og Allens advokat fik mulighed for at stille spørgsmål til resultatet. 

Det ville ikke have bidraget med noget, hvis Dr. Leventhal havde vidnet i retten, da rapporten var meget grundig. Han blev heller ikke indkaldt af Farrows advokat dengang af samme årsag, og en dommer kan ikke indkalde vidner i en sag om forældremyndigheden. 

Yale New Haven Hospital bliver endelig kritiseret i dokumentaren for at have destrueret sine noter om sagen. Men det er ganske normal praksis for myndigheder, at notater destrueres i følsomme sager, når konklusionen er skrevet. 

Samme procedure følger alle offentlige instanser i USA under hensyn til de involverede parters privatliv. 

Ledende spørgsmål
I dokumentaren siger Maco, at han ville have Allen til at tage en løgndetektor-test administreret af politiet. Men Allens advokat Abramowitz har altid benægtet, at en sådan anmodning nogensinde blev givet.

Til gengæld mistænkeliggør instruktørerne Allen, fordi han tog en privat løgnedetektor-test – og bestod den. Derimod undlader filmen at nævne, at Mia Farrow dengang selv nægtede at tage en løgnedetektor-test.

Sandheden er, at den løgnedetektor-test, som Allen bestilte, kom fra en af landets fremmeste eksperter. Paul Minor, som forestod testen, var chef for løgnedetektorenheder i det amerikanske militær og FBI, inden han startede sit eget firma.

Han var respekteret på sit område og meget benyttet i sager med stor mediebevågenhed på grund af sin ekspertise.


Hjemme i privaten spiller Woody Allen på sin klarinet, mens en ung Dylan Farrow lytter med (foto: HBO).

Derimod er Allen v. Farrow ukritisk over for den videooptagelse, som Mia Farrow selv lavede af Dylan for at bevise Allens skyld. Ifølge den tidligere leder ved Manhattan Sex Crimes Unit, Richard Marcus, er optagelsen det rene løgn.

Marcus vidnede i retten, at Dylans udtalelser på videooptagelsen virkede indøvet. Farrow gjorde brug af ledende spørgsmål, og svarene fra Dylans side var ikke troværdige. 

Samme konklusion kom børnepsykiateren Dr. Stephen Herman frem til under retssagen. Han var endda indkaldt som ekspert af Mia Farrows advokat. Men Herman sagde i retten, at optagelsen var lavet på en måde, som satte tonen for, hvordan den voksne ønskede, at barnet burde svare.

Modstridende forklaringer
Dr. Herman er at finde i dokumentarens tredje afsnit. Her fortæller han, at han er uenig i Yale New Haven Hospitals konklusion om, at Dylan ændrede sin forklaring undervejs i samtalerne med dem. 

Det var det samme, han sagde i 1993 i vidneskranken. Han analyserede dengang videooptagelsen og eksperternes arbejde. Han var ikke en del af holdet og ikke til stede ved de samtaler, de havde med Dylan. 

Dr. Herman kalder Dylans beskyldninger for konsistente i alle ni interviews ud fra det retsmedicinske materiale, han har til rådighed, som er Yale New Havens rapport og videooptagelsen. 

Men Dr. Herman var Farrow-lejrens ekspert, som blev brugt til at kritisere Yale New Havens konklusion. Så det er forventeligt, at han vil finde og vidne om den kritik af rapporten og konklusionen samt fastholde, at Dylans forklaring var konsistent 28 år senere. 


Dylan Farrow har flere gange som voksen i aviser og tv-programmer stået frem og gentaget sin anklage mod Woody Allen (foto: HBO).

Men en af de modstridende forklaringer fra Dylans side er, at hun først siger, at hun er blevet rørt ved i det vaginale område. Så siger hun, at hun ikke er. Hvorefter hun i det næste interview siger, at hun er. 

Dr. Herman mener åbenbart ikke, at det udgør en ændring i hendes forklaring. For holdet fra Yale New Haven Hospital var det derimod en væsentlig detalje og i øvrig ikke det eneste, der ændrede sig undervejs.

Tre børns skæbne
Et andet vidne, som var indkaldt til at støtte Farrows sag i 1993, men som endte med at undergrave den, var Dylan Farrows terapeut Dr. Nancy Schultz.

Hun stillede også spørgsmålstegn ved videoens autenticitet under sit vidneudsagn. Som konsekvens blev hun afskediget af Mia Farrow.

Moses Farrow understøtter det ovenstående. Hans udsagn beskriver, hvordan han så sin mor indøve og træne Dylan i, hvad hun skulle sige til videokameraet. Det gjorde han allerede som barn dengang til sin barnepige, og det gør han i et fordømmende skrift over Mia Farrow i 2018.

Her beskriver han sin barndom som præget af dyb frygt for morens raseri og kalder hendes beskyldninger imod Allen for falske.

Moses Farrow har siden uddannet sig til terapeut med særlig interesse for familier og mennesker med adoptionstraumer. Ifølge ham var Allen aldrig alene med Dylan den dag i august, hvor overgrebet skulle have fundet sted. 

Derudover anklager han Mia Farrow for fysisk og psykisk misbrug af både ham og hans adopterede søskende: Lark og stærkt handicappede Tam og Thaddeus. 

Alle tre døde af enten selvmord eller hjemløshed og stofmisbrug. 

Tam tog en overdosis af piller efter et skænderi med Mia Farrow, fortæller Moses. Thaddeus skød sig selv i sin bil ti minutter fra morens sommerhus. Lark døde i fattigdom af sygdom uden nogen hjælp fra Mia Farrow. 

Moses’ fortælling underbygges af Soon-Yi Previn i hendes store interview til New York Magazine samme år. Hun beretter også om Mia Farrows raseri og voldelige udbrud over for hende og de andre adopterede børn. 

Hverken Moses, Soon-Yi eller andre, der fortæller kritisk om livet i Farrow-familen eller støtter Allens sag, er med i dokumentaren. 

Soon-Yi og Allen siger i en pressemeddelelse, at de først blev spurgt, om de ville deltage i december 2020. De siger, at de kun blev givet to dage til at træffe deres afgørelse. På det tidspunkt havde dokumentaren været over tre år undervejs. 

Legetøjstoget
Allen v. Farrow
bringer i fjerde afsnit, hvad de tror er det afgørende bevis på Allens skyld. 

Det handler om en nyopdaget polititegning af et legetøjstog på krybeloftet, som Dylan har beskrevet siden 2014, men aldrig nævnt under retssagen eller på noget tidspunkt inden da. 

Dylan fortæller, at hendes far tog hende med op på krybeloftet i sommerhuset og bad hende om at lægge sig ned på maven og lege med et elektrisk legetøjstog. 

Det gjorde hun, imens han forgreb sig på hende, lyder anklagen. Men der var intet elektrisk legetøjstog på det meget smalle krybeloft dengang, skriver Moses Farrow. 

Derudover var det slet ikke muligt for et legetøjstog at køre rundt i en cirkel på en togbane, som hun beskriver det. For der var hverken plads til det eller en stikkontakt. 

Som modsvar til Moses hævder instruktørerne at have indhentet de hidtil usete politinotater fra efterforskningen i 1992. 

Af de notater indgår en tegning, som politiet lavede af krybeloftet. Eksistensen af denne tegning har dog, som nævnt, ikke fremgået af andre kilder, og dens ægthed kan heller ikke verificeres. 

På tegningen er der i cirkulær form anført en togbane, som har en omkreds af 1,2 meter. 

Mange huller
Problemet er dog barnepigen Kristi Grotekes vidneudsagn, fremgår det af en artikel af instruktøren Robert B. Weide, som har lavet en film om Allen og støtter ham. 

Som indkaldt vidne af Farrows advokat og under afhøringen af hende nævnte Groteke, at der på krybeloftet blev opbevaret et legetøjstog og en togbane. 

Legetøjstoget og togbanen – siger Groteke – tager børnene ud af krybeloftet og leger med andre steder i huset. Det består af store, grønne, tunge plastikspor, og lokomotivet er af den slags, som børnene selv kan sidde og køre rundt med. Et sådan scenarie er helt umuligt på det lille krybeloft. 

Togsættet er altså ikke af hverken den samme størrelse eller type, som Dylan beskriver mange år senere. 

Som Weide skriver: Hvis vi ikke kan stole på det, som den voksne Dylan så selvsikkert fortæller med stor tydelighed og detaljerigdom, hvorfor skal vi så tro på hende og ikke hendes bror Moses? 

Han var dobbelt så gammel som hende i 1992 og siger, at overgrebet ikke fandt sted. Weide skriver endvidere, at hans afsløring om togsættet blot er et af mange huller i dokumentaren. Han opfordrer os til at tænke selv. 

Eftermælet
Og så er vi endelig tilbage ved stakkels Leonard Zelig. Ude af stand til at tænke selv er han dømt til at søge de stærke fællesskaber i en tid, hvor egne tanker ikke er ønskværdige 

Zelig reddes fra totalitarismen af kærligheden til en kvinde og af håbet om en bedre fremtid. En fremtid, hvor han kan leve et trygt og indholdsrigt liv som et helt menneske i efterkrigstidens Amerika fuld af fælles optimisme. 

Forfatteren og politologen Samuel Huntington har engang skrevet, at Amerika gennemlever en moralsk sammentrækning hvert tresindstyvende år. Efter denne beregning, så befinder vi os nu i begyndelsen af dette moralske opstød. 

Man kan kun håbe, at Woody Allen bevarer sin humoristiske distance til den moralske sammentrækning og tilværelsen, han kalder en modbydelig, smertefuld, mareridtsagtig og meningsløs oplevelse, som er overstået alt for hurtigt. 

Forhåbentlig kan han også se ironien i, at den store dramatiske tragedie, han aldrig selv fik skrevet, fordi han efter eget udsagn er forbandet med en humoristisk sans, er endt med at blive skrevet og instrueret af Mia Farrow. 


Soon-Yi Previn og Woody Allen er sammen på filmfestivalen Tribeca i New York (foto: David Shankbone).

Allen er nu i sit 85. år, og eksistensens lange forfølgelse af ham er i sin sidste akt. Om forfølgelsen fortsætter efter hans død og sletter hans film fra historien er svært at forudsige, men det ser ikke lovende ud. 

I den komiske science fiction-film Sleeper fra 1973 nedfryses jazzmusikeren Miles Monroe – spillet af Allen selv – og vågner op i et dystopisk Amerika 200 år senere. 

Miles erklærer sig som en teleologisk, eksistentiel ateist, der tror på, at universet er drevet af intelligens – med undtagelse af visse dele i staten New Jersey. 

Vi kan, med lidt god vilje, tage det udsagn om livets endelighed som udtryk for Allens egen holdning. I så fald giver han nok heller ikke så pokkers meget i sit eftermæle, når først mørket for sidste gang har sænket sig over hans elskede Manhattan.

Trailer: Allen v. Farrow

Kommentarer

Andreas Lauritzen

Født 1982 på Frederiksberg.

Uddannet cand.ling.merc. i amerikanske studier ved Copenhagen Business School i 2015.

Arbejder som lærer i København.

Ekko anmelder Allen v. Farrow, når sidste afsnit har haft premiere på HBO Nordic den 15. marts.

Tidslinje

1980
Woody Allen og Mia Farrow indleder deres parforhold. De flytter aldrig sammen.

December, 1991
Mia Farrows adoptivdatter Soon-Yi Previn og Allen begynder deres affære.

13. januar, 1992
Mia Farrow opdager affæren mellem Allen og Soon-Yi ved at finde nøgenbilleder af Soon-Yi i Allens lejlighed.

4. august, 1992
Allen besøger sine og Farrows fælles børn i Farrow-familiens sommerhus i Connecticut.

5-6. august, 1992
Mia Farrow optager Dylan på video, hvor hun fortæller, at Allen har forgrebet sig på hende i sommerhuset.

6. august, 1992
Mia Farrow tager Dylan til lægen, hvor hun beretter om et overgreb, og lægen indberetter det til politiet.

13. august, 1992
Allen stævner Farrow om forældremyndigheden til deres fælles børn: de adopterede Dylan og Moses og den biologiske søn Satchel (nu Ronan Farrow).

August, 1992
Statspolitiet i Connecticut iværksætter en undersøgelse af sagen, som ikke udmønter sig i en sigtelse af Allen.

3. maj, 1993
Dr. John M. Leventhal fra Yale-New Haven konkluderer i sagen om forældremyndigheden, at Woody Allen ikke har begået overgreb på Dylan.

Juni, 1993
Farrow tildeles forældremyndigheden over parrets fælles børn, og beskyldningen om misbrug af Dylan afvises.

September, 1993
Statsadvokat Frank S. Maco opgiver at rejse sigtelse mod Allen, selv om der er ”rimelig grund” til mistanke.

3. februar, 1994
Connecticuts juridiske disciplinærudvalg irettesætter statsadvokaten Maco for hans udmelding om mistanken mod Allen.

24. december, 1997
Woody Allen og Soon-Yi Previn bliver gift.

1999-2000
Sagen undersøges igen af adoptionsmyndighederne i New York i forbindelse med Allen og Previns adoption.

13. januar, 2014
Allen tildeles ærespris ved Golden Globe-uddelingen, mens Mia og Ronan Farrow kritiserer fejringen på Twitter.

1. februar, 2014
Dylan Farrow udsender et åbent brev på New York Times’ hjemmeside, hvor hun detaljeret beskriver sin opfattelse af hændelserne.

7. februar, 2014
Woody Allen benægter anklagerne og bakkes op af sønnen Moses Farrow.

7. december, 2017
Dylan Farrow skriver en artikel i Los Angeles Times, hvor hun spørger, hvorfor #MeToo-bevægelsen ikke har ramt Woody Allen.

18. januar, 2018
Dylan Farrow træder for første gang frem i et tv-interview og gentager beskyldningerne mod Woody Allen.

23. maj 2018
Moses Farrow fortæller sin historie om opvæksten i Farrow-familien og kalder Dylans anklager mod Allen for falske.

16. september 2018
Soon-Yi Previn fortæller til New York Magazine om Mia Farrows psykiske og fysiske misbrug under opvæksten.

Februar, 2019
Woody Allen sagsøger Amazon for at trække sig ud af en aftale på flere film. Sagen ender i et forlig.

23. marts, 2020
Efter ansatte på forlaget Hachette udvandrer i protest mod udgivelsen af Allens selvbiografi Apropos of Nothing, bliver bogen udgivet på Arcade Publishing.

22. februar, 2021
Første afsnit af dokumentarserien Allen v. Farrow har premiere på streamingtjenesten HBO.

22. februar, 2021
Woody Allen og Soon-Yi Previn tager i en fælles pressemeddelelse afstand fra dokumentaren.

© Filmmagasinet Ekko