Shortlist: Talenter, der vover pelsen

Da Ekko for nylig interviewede Ib Tardini, som er leder af Filmskolens producerlinje, men også en af Shortlistens founding fathers, sagde han noget overraskende.

Han kom til skolen for to år siden med budskabet: ”Lad os åbne skolen og vise vores film for omverdenen!” Men efter to år har han indset, at ledelsens strategi – at gøre skolen til et beskyttet værksted – er den rigtige.

Og på vores konstatering af, at Super16 har haft succes med at lave premierer på alle større produktioner, svarede han:

”Jo, men det er godt nok også noget lort, de nogle gange sender ud. At de så står og tror, det er fantastisk, og at de kan sende til festivaler og springe et par klassetrin over … det tror jeg, de kommer til at ærgre sig over engang.”

En bjørnetjeneste
Jeg er lodret uenig.

Selvfølgelig skal filmtalenter kunne lave øvelser og eksperimentere, uden at hele verden er med på en kigger. Og selvfølgelig skal man aldrig sende noget ud, som man grundlæggende er ked af.

Men en filmskole gør sine elever en bjørnetjeneste, når den skærmer dem helt af. Eleverne har brug for at mærke verden, for at skabe netværker i branchen og for at lære at omgås pressen. Det er en del af at være instruktør i dag.

Og med de moderne medier, hvor folk publicerer hvad som helst, er det heller ikke på samme måde som tidligere pinligt, at man som ung har lavet film, før man var flyvefærdig.

Vi har mistet vores uskyld.

Filmkunst er ikke hellig inspiration, men en lang læringsproces, og ikke sjældent er det ufærdige og skramlede mere spændende end det perfekte og professionelle.

Henry ser universet
Det er i hvert fald ånden på Ekko Shortlist, og det er netop den, som 25-årige Nils Holst-Jensen berører i sit director’s statement for Henry ser universet, der handler om et geni af en dreng, der på grund af et svagt syn bliver opfattet som retarderet. Filmen er ny bobler i denne uge.

”Jeg tror, det er vigtigt, at man på det her tidspunkt i sin karriere sørger for at lave en masse film. Man skal lave dem, mens energien er god, og det føles rigtigt. Så fuck, at alting ikke sidder i skabet,” skriver Nils Holst-Jensen.

Han har tidligere ligget på top 10 i fem uger med Mit blødende hjerte (instrueret med Kristian Sejrbo Lidegaard), som pt. befinder sig i bedste halvdel af All Time Shortlist.

”Henry ser universet er dramaturgisk set ikke den stærkeste film, jeg har lavet, men det er helt klart den med mest sjæl, den med de bedste scener og den, der føles mest rigtig,” fortsætter han.

Filmen er fra 2013 og har indtil videre haft et kort, men lykkeligt efterspil: Den blev vist på Buster Filmfestival, Nils Holst-Jensen kom ind på Den Danske Filmskoles instruktørlinje og filmens producer, Zire Schucany, kom ind på Super16.

Kærlighed til outsidere
25-årige Aske Bang er heller ikke en instruktør, der gemmer sine film i skuffen. Han har allerede tre film på All Time Shortlist – dramaet Ladyboy, Brødrene Olsen-parodien Fly On the Wings of Love og musikvideoen The Timber Will Fall.

Nu har Bang, der går på tredje år på Filmskolen, uploadet en tidlig, seks minutters kortfilm fra 2008: Dværgen og luderen. Den er teknisk set meget rå, men det er interessant, at man allerede her kan se Bangs flair for at fortælle i billeder og hans kærlighed til outsidere – et tema, der foldes fuldt ud i Ladyboy.

Filmen handler om dværgen Jakob (Dan Jacobsen), der bliver overbegloet, når han går på gaden, og mobbes af kvarterets unge knægte. Men han finder varme og ømhed dér, hvor man allermindst venter det: hos en prostitueret (Solveig Kallenbach).

Et spind af blikke
”Filmen undersøger forholdet mellem ’at se’ og ’at blive set’. Dværgen udspionerer luderen gennem brevsprækken, men når han er ude og købe ind, er det ham, der bliver overbegloet. Sådan må det føles at være dværg,” skriver Aske Bang til Ekko.

”Jeg har lavet en lille scene, der beskriver dværgens mareridt. Han sidder og ser fjernsyn, og pludselig dukker alle de ansigter op, som har gloet på ham samme dag. Han er fanget i et spind af blikke, som han ikke kan undslippe.”

Sexscenen mellem dværgen og luderen er på en gang grotesk og rørende, og bag gardinet oplever dværgen for en stund intimitet uden fremmede blikke. Det er smukt på sin helt egen bangske facon.

Iført kasket ses instruktøren selv kortvarigt, og hans faste, kunstneriske kammesjuk, Allan Hyde, spiller en af de mobbende drenge. Og så skal vi ikke glemme at nævne, at Askes onkel og vores gode kollega fra Ekstra Bladet, Kim Kastrup, er overbevisende som kunden, der ”bestiller en omgang fransk for 300 kroner”.

Placebo i klub 13
Dværgen og luderen går direkte ind på fjerdepladsen i en uge, hvor der ellers kun er mindre forskydninger på Shortlist. Dramaet Reception holder i overlegen stil førstepladsen, mens teaterfilmen Skrå brædder og lokumsdokumentaren Dirtbusters fortsætter på henholdsvis anden- og tredjepladsen.

Johanna Stentorps hospitals-anekdote Placebo har ligget på top ti i de maksimale tretten uger og slutter sig dermed til den eksklusive klub af film, som er gået tiden ud.

Ulaano Salims kærligheds-ABC Ung for evigt kan gøre det samme i næste uge, men det bliver på et hængende hår, for den ligger i denne uge på tiendepladsen.

Den dobbelt Oscar-shortlistede Anders Walter er også i farezonen på ottendepladsen med 9 meter, men hans desperate længdespringer Daniel er efterhånden vant til at leve helt ude på kanten.

Futuristisk fængsel
Også en anden af de store Shortlist-hitmagere, David Metz, er tilbage. Hans romantiske ungdomsdrama, In absentia, er en af de allermest populære film på All Time Shortlist, og nu bobler han med den stemningsfulde og kompakte retro-science-fiction Attention Kasimir fra 2008.

”Jeg fik ideen til filmen, da jeg ikke kunne finde midler til at producere In absentia,” skriver David Metz.

”Jeg tvang mig til at skrive udkast til andre film, men intet fængede, og det var frustrerende. Jeg tror, at ideen udsprang af hele den proces og nok derfor blev meta-agtig.”

Historien handler om en mand (Samy Andersen), der uden at vide det lever i et futuristisk fængsel, hvor han omdanner støj på spolebånd til binære koder.

”Efterhånden fandt jeg ud af, at det nok også var et billede på depressionens væsen – om de rutiner og onde cirkler, man kan blive fanget i,” forklarer Metz.

Det er en gennemført paranoia-fabel med flotte sort-hvide billeder af Mads Køngerskov, et symbolladet stankelben og et glimt af den romantik, der gennemstrømmer In absentia.

Sci-fi for 500 kroner
Den sidste nye bobler er også en sci-fi-film. Det er First Man, som den blot tyveårige Niels Martin Träff netop har lavet på Den Europæiske Filmhøjskole for et budget på – hold nu godt fast – 500 kroner.

Efter at have været ubeboelig i en længere periode sendes de første mennesker tilbage til jordkloden. Her møder dem en fremmed, sansemættet verden, hvor de skal lære noget nyt: at have følelser.

”Jeg elsker de visuelle effekter, fordi de bryder med filmverdenens traditionelle begrænsninger. Min yndlingsgenre er science fiction, hvor man frit kan flette alverdens abstrakte ideer sammen med vores konkrete virkelighed,” skriver Niels Martin Träff, der har lavet film, siden han gik i fjerde klasse, men for alvor opdagede sit filmkald på Virum Gymnasium.

Man kan godt se, at First Man er lavet på et bøjet søm, men filmen viser en modig ung instruktør, der ikke er bange for at kaste sig ud i halsbrækkende projekter og tumle med de store spørgsmål.

Med andre ord: den rette Shortlist-ånd.