Barbie bandlyst i flere lande
Homoseksualitet er ikke velkommen i Algeriet, lige meget om det er virkeligt, fiktivt eller bare antydet.
Derfor er Greta Gerwigs succesfilm Barbie blevet forbudt i det nordafrikanske land.
Nyhedsmediet Reuters fortæller, at en officiel kilde fra Algeriet beskylder filmen for at ”promovere homoseksualitet og andre vestlige afvigelser”, som ”ikke stemmer overegens med Algeriets religiøse og kulturelle overbevisninger”.
Egentlig er homoseksualitet ikke et emne, der diskuteres i Barbie, og filmen indeholder ingen åbenlyst homoseksuelle karakterer.
Men på internettet er flere af de mandlige karakterer – Ryan Goslings Ken og især Michael Ceras Allan – blevet fremhævet positivt som queer-figurer. Og æstetikken kan beskrives som campet, der ofte er blevet forbundet med homoseksuelle miljøer.
Queer-mediet Them har skrevet en hyldest til Allan-dukken, der altid har virket som en homoseksuel spejling af Ken, Barbies heteroseksuelle accessory. Og den fornemmelse bliver ikke mindre af Michael Ceras skuespilpræstation.
”Opfordrer til perversiteter”
Barbie har i USA tjent 537.5 millioner dollars – altså 2,4 milliarder danske kroner – og vælter dermed Christopher Nolans Batman-film The Dark Knight af pinden som den største sællert for Warner Bros. nogensinde, skriver Variety.
På verdensplan har Barbie tjent cirka otte milliarder kroner, og det på trods af at Algeriet ikke er det eneste land, der går til angreb på den lyshårede dukkes film.
I sidste uge bandlyste Kuwait og Libanon også filmen af lignende grunde.
Kuwaits ministerie for information – som har ansvaret for censur – har haft en travl tid. Ud over Barbie har de nemlig også forbudt horrorfilmen Talk To Me, som har den transkønnede skuespiller Zoe Terakes i en stor rolle.
Libanons kulturminister Mohammad Mortada begrunder ifølge Variety sin bandlysning af Barbie med, at komedien ”går imod moralske og religiøse værdier i Libanon”. Ministeren mener, at den ”opfordrer til perversitet og kønstransformation, mens den undergraver patriarkatet og latterliggør mødres rolle”.
Ekkos anmelder Thea Torp har på sin vis også kritiseret filmen for angreb på patriarkatet – dog på en noget anden måde. Hun mener, at filmens feminisme er fordrejet, da den dæmoniserer mænd frem for at fremme ligestilling.
Kommentarer