Kommentar: Barbie-mania er det rene vanvid

Barbies sejrsgang er så monumental, at man spørger sig selv, om dens lyserøde indvirkning på kloden snart vil kunne ses fra Den Internationale Rumstation.

Ved åbningsweekenden har filmen en global indtjening på 2,3 milliarder kroner, og alene i Danmark har 94.000 været i biografen for at se den. Det er Warner Bros’ største ikke-franchise film nogensinde. Den har allerede en fornem rating på 7,7 af brugerne på IMDb, og alverdens anmeldere kan ikke få armene ned af begejstring over Greta Gerwigs Barbie.

Det gælder også herhjemme, hvor de store dagblade falder over hinanden i hyldesten til reklame-kønssatiren.

Politiken giver fem hjerter og skriver, at ”den eneste mission impossible her er kvindernes jagt på ægte ligestilling i en verden, hvor patriarkatet har lært at camouflere sig bag lammefromme mandeminer”.

Berlingskes anmelder kalder det en ”ret clever feministisk satire”. Information erkender, at filmen er ”øjeæble- og pengepungsstimulerende propaganda”, men blot for at konstatere, at ”nogle gange skal man bare lade sig rive med”.

Jeg har selv anmeldt Barbie for Ekko til tre stjerner. Smag og behag er forskellig, men jeg begriber ikke, at stort set alle sluger påstanden om, at den er en feministisk film.

Nu kan Barbie-moderskibet Mattel læne sig trygt tilbage i skurkestolen.

Den prisvindende Little Women-instruktør har sikret, at næste generation af mødre køber de lyshårede dukker til deres pigebørn, som får dårligt selvværd med i fødselsdagsgaven.

Det er nemlig tilfældet med det underernærede Barbie-ideal, hvilket forskningen gentagne gange har vist.

Men det synes alt sammen ligegyldigt. Vi vil hellere dyrke illusionen om den feministiske Barbie end se virkeligheden i øjnene.

Barbie er en tonedøv forbrugsdrøm midt i den galoperende klimakrise, den gør privilegerede kvinder til ofre og udskammer hele mandekønnet.

Hvis det er feminisme, så vil jeg ikke være med.

Feministisk forbrugsfest
Filmens Barbieland som en feministisk utopi er skræmmende, når man tænker på, hvilken effekt filmens enorme popularitet vil have på forbrugsvaner kloden over.

Allerede inden filmens premiere har vi svælget i det lyserøde production design. Magasinet Architect Digest har været på besøg på filmoptagelserne og fået en rundvisning i Barbies DreamHouse i tre etager, hvor klædeskabet er fyldt med tøj fra modehuset Chanel.

Man spørger sig selv, om det svinedyre tøj er product placement, når hele filmen er en product placement for Mattel.

Alle barbier har deres eget gigantiske hus og deres egen bil. De skifter tøj, afhængigt af hvad de laver. En tur til stranden, en tur på rådhuset, en tur i bilen – alt har sit eget outfit.

Fra den lyserøde sportsvogn spørger Margot Robbies Barbie henvendt til sine to menneskevenner, om de vil med til hendes Barbie-hus og se alt det, hun har købt til sig selv.

Filmen har allerede affødt en forbrugsfest uden lige.

I New York Times er journalisterne taget på besøg hos kvinder, der har indrettet deres hjem som et DreamHouse. Og sommerens store trend er at klæde sig barbiecore.

Det kan godt være, at Barbies skoaftryk er ganske lille stiletterne taget i betragtning, men den form for kapitalistisk forbrugsfeminisme, som filmen repræsenterer, må efterlade et CO2-fodaftryk på størrelse med en mammuts.

Ikke spor undertrykt
I filmen forlader Barbie som bekendt sit trygge Barbieland og træder ind i den virkelige verden, hvor mændene sidder på magten, og kvinder seksualiseres.

Trods Barbies overklassebeklædning, et skønt udseende og en åbenlys begavelse – hun får proustiansk flashback, når hun træder tilbage ind i den kasse, hun blev solgt i – så iscenesætter Grete Gerwig verden som et sted, hvor den slags kvinder konstant møder undertrykkende modstand.

Det giver en underlig smag i munden, at en af årets mest indtjenende og kulturelt indflydelsesrige instruktører er en kvinde, der laver en film om at være undertrykt.

Jeg bestrider ikke, at der er ligestillingsproblemer.

Men at hævde, at kvinder så ressourcestærke som Barbie er undertrykte, svarer til at sige, at det er omsorgssvigt, når man af sine kærlige forældre ikke får det i fødselsdagsgave, man havde ønsket sig.

Det er ikke verdens overklassekvinder, det er synd for. Greta Gerwigs Barbie er i bund og grund en hvid, rig chefs fantasi om at være undertrykt.

Opfundet fjende
I teaterstykket Work Bitch – om en anden rig og underkuet blondine: Britney Spears – synger personerne undervejs til hinanden: ”Hvem er fjenden?”

De har brug for at tilfredsstille en ængstelig følelse af at være udsat i en kaotisk verden, hvor du tynges af ansvaret for din egen lykke.

Man får det samme indtryk af hvide middelklasse-feminister. Vi vil så gerne løfte den smukke arv fra de kvinder, der kæmpede for at give os den position, vi har i dag.

Til det behøver vi en fjende, hvis vi fortsat skal være ofre. Og det er jo lige for at finde en modstander i manden ved ens side. Dermed bliver man blind for, hvor stort et privilegie det er at stå i Chanel-sko, man selv har købt.

Ligesom i Taylor Swifts udskældte musikvideo You Need to Calm Down, hvor hun iscenesætter sig selv og andre rige queer-kulturpersoner som ofre over for en hob af fattige, amerikanske mænd med dårlige tænder og beskidt tøj. Teksten lyder: ”You are stepping on my gown. You need to calm down.”

Det er, som om økonomisk magt er blevet ligegyldig. Vi foretrækker symbolerne og fortællingerne mere end virkelighedens problemstillinger.

Men hvis vi middelklassekvinder bliver ved med at lade, som om mændene er vores modstandere – i stedet for at tage ansvar for det frie kvindeliv, vi har fået mulighed for at leve – ender vi med virkelige fjender.

Hævn frem for ligestilling
Barbierne tager i filmen magten tilbage fra Ken-dukkerne, der toksisk er mere optagede af at erobre kvinder og bekrige hinanden end at styre et samfund.

Da Barbie-præsidenten endelig igen er kvinde, beslutter barbierne sig for ikke at give højerestående magtpositioner til Ken-mændene, før kvinderne besidder dem i den virkelige verden.

Det har ikke noget med feminisme at gøre. Feminisme handler ikke om blot at fremme kvinders vilkår, men om at skabe reel ligestilling mellem kønnene.

Derfor er Barbie mere hævn end ligestilling.

Kort forinden har Ken-dukkerne overtaget magten i Barbieland, og den æstetik, som Ken-dukkerne lattervækkende trækker på med heste, lædersofaer og Nickelback-musik, giver associationer til den amerikanske arbejderklasses MAGA-mænd.

De har fået frataget kvinder retten til fri abort, og her er den amerikanske kønskamp blodigt reel.

Kløften mellem kønnene bidrager Greta Gerwigs stortjenende reklamefilm til, fordi den på chauvinistisk vis udskælder mænd som køn.

Et skridt i den rigtige retning for feminismen kunne være at tage ejerskab over den traditionelt kvindelige venlighed og kræve den af andre. Dét har verden derimod brug for.