Bedre historier på vej til dansk film
To år mere på skolebænken. Det er, hvad de kommende danske manuskriptforfattere kan se frem til.
Og det er et kæmpe boost til dansk film, hvis man spørger Filmskolens rektor Vinca Wiederman, der allerede sidste år i en Ekko-blog efterspurgte ligestilling mellem filmuddannelserne med henblik på øget samarbejde.
Det budskab er nu endelige blevet opsnappet af kulturminister Marianne Jelved.
”Jeg har lyttet til Filmskolens ønske om at give de studerende på manuskriptuddannelsen bedre muligheder for at samarbejde med instruktører og producere under uddannelsen, og derfor bliver uddannelsen nu fireårig,” siger Marianne Jelved i en pressemeddelelse.
Endnu ikke færdigudviklet
Indtil nu har manuskriptuddannelsen på Den Danske Filmskole været underprioriteret, idet den kun har varet to år imod producer- instruktørlinjens fire år.
Det har betydet, at det ofte ikke har været muligt for instruktører og manuskriptforfattere at arbejde sammen med afgangsfilmen, hvilket Ekko har peget på som en svaghed.
Men det står nu til at blive lavet om.
Selve uddannelse er endnu ikke skruet sammen, men den vil blive udviklet i nært samarbejde med en følgegruppe, som består af tv-producent Ingolf Gabold, filmkonsulent Kim Leona, instruktør Annette K. Olesen, forfatter og redaktør Simon Pasternak og manuskriptforfatterne Hanna Lundblad og Ida Maria Rydén.
”Manuskriptforfatterne skal i højere grad udforske deres personlige formsprog og stimuleres til at søge nye veje. Vi vil også lade os inspirere af, hvordan man arbejder med at uddanne talent inden for de andre skrivende kunstarter,” lyder oplægget fra Vinca Wiedemann.
Både tv-serier og computerspil
Dog står det fast, at manuskriptuddannelsen vil byde på et stærkere fokus på den kunstneriske dimension.
De studerende kan se frem til at arbejde med udviklingen af både fiktionfilm, tv-serier, animation og computerspiluniverser.
Der er ansøgningsfrist til manuskriptuddannelsen 3. marts 2015, mens stillingen som leder af manuskriptuddannelsen vil blive slået op i den nærmeste fremtid. Den nuværende leder, Lars Christian Detlefsen, fratræder efter eget ønske.
Kommentarer