Dag 1: Betonromantik og popportræt

Så blev det alligevel Sundance igen i år, også selv om The Sundance Kid ikke længere byder velkommen.

Robert Redford plejede altid at skyde filmfesten i gang med et par velvalgte ord og et afvæbnende filmstjernesmil. Men han gik endelig på pension sidste år, og i år var pressekonferencen på førstedagen afløst af et forkølet pressemateriale med hilsener fra ledelsen.

Festivalen lægger altid blødt ud, mens de frivillige halser omkring og stiller an, inden den amerikanske filmbranche kommer anstigende om fredagen.

I år kom vi også en kende skævt fra start.

Sundance har altid opsøgt film med et godt og opbyggeligt socialt budskab. Og det må være grunden til at åbne årets festival med Taylor Swift-dokumentaren Miss Americana, som er en tandløs affære.

Mere brandpleje end dokumentar
Taylor Swift har som en af verdens største popstjerner altid holdt lav profil i forhold til politiske emner for ikke at støde nogen. Men nu er amerikansk politik blevet så betændt, at hun er nødt til at tage bladet fra munden.

Vi ser den lille Taylor pakke en guitar op som barn, ser hendes første koncerter som barn og følger hendes kometsucces som først countrystjerne og inden længe en global stadionmusiker. Instruktør Lana Wilson giver via hjemmeoptagelser et intimt indblik i en talentfuld kunstner, men også en usikker kvinde, hvis selvværd har været afhængig af andre mennesker.

Taylor Swifts emancipation, der finder sted under kraftig beskydning fra mandsidioter som Kanye West og konservative nikkedukker på tv, er en sympatisk og vedkommende historie, velfortalt for både fans og udenforstående.

Men man har også en fornemmelse af, at sprækkerne til popstjernens liv er blevet nøje udvalgt. Når hun fortæller, at det vigtigste i verden er hendes venner og familie, så føles Miss Americana upersonlig.

Man sidder tilbage med et indtryk af en film, der smager mere af brandpleje end af en dokumentar med en reel kunstnerisk agenda.

Los Angelinos
Så er der mere på spil i Carlos López Estradas lyriske og legesyge Summertime.

Instruktøren leverede en arrig åbningsfilm i 2018 med Blindspotting, som handler om racisme og gentrificering i hans elskede Oakland i Californien. Med sin seneste er han rykket lidt længere sydpå med en hjertevarm hyldest til det kreative Los Angeles.

Summertime låner stafetstrukturen fra Richard Linklaters filosoferende Slacker og lader 25 unge ”Los Angelinos” lufte deres meninger, frustrationer, håb og drømme i digtform.

Som den burgersultne fyr, hvis gamle stamsteder er blevet til hipsterhippe caféer, hvor en avocadotoast koster femten dollars. Hans ven står på bussen, og der udspiller sig et lille homofobisk optrin, hvor en ung pige stolt proklamerer:

”I’m gay like Grandma doesn’t know yet / no matter how many times she asks about the boys / I don’t give her a straight answer.”

Digtene undgår ikke floskler om sommer- og ungdomslivets ulidelige lethed, men de unge poeter formår alligevel at dreje versefødder i en ny og menneskelig retning.

Kile af rastløs energi
Carlos López Estradas baggrund som musikvideoinstruktør kommer ham til gode.

Som i Blindspotting bruger han den genres filmsprog, men hver gang oplæsningerne bliver for koreograferede, hamrer han en kile af rastløs energi ind.

Summertime er bedst, når den er løs og spraglet, og den er mindre engagerende, når den forsøger at samle trådene til en egentlig historie.

Men det kan man se gennem fingre med, for filmen er fyldt med skønne nedslag i et miljø, hvor alle hænger ud på gaden og blotlægger deres skrøbelige, sårede kunstnerhjerter, for hvem der end passerer.

Det er en bysymfoni med betonromantik i overflod, og det er fedt, at der også er plads til det på Sundance-festivalen.