Dag 7: Bille Augusts nye film kører af sporet

Det er seks år siden, Bille August vandt Berlinalens fredspris for Farvel, Bafana. I dag vendte danskeren tilbage i selskab med Jeremy Irons, som han sidst instruerede for tyve år siden i Åndernes hus.

I filmatiseringen af Pascal Merciers filosofiske bestseller Nattog til Lissabon er de to aktuelle igen, og gensynet var glædeligt, lød det fra den karismatiske skuespiller på dagens pressemøde.

For publikummet virkede gensynet dog knap så glædeligt, hvilket fik Politikens humoristiske ATS til at give denne rapport fra "verdenspremieren på ny film af Brille August".

I Nattog til Lissabon spiller Jeremy Irons den støvede schweizer Raimund, der redder en kvinde fra at hoppe ud fra en bro. Den mystiske kvinde efterlader en bog af den portugisiske læge Amadeu de Prado, hvis livshistorie opsluger den schweiziske lærer.

Det fører ham ud på sit livs eventyr i Lissabon. Raimund finder frem til de brikker, der er mellem linjerne i bogen, og som sideløbende fortælles i flashbacks. Og det er en fortælling om et trekantsdrama i modstandskampen under det portugisiske diktaturs forfald i starten af 1970’erne.

Præmis svær at sluge
Pascals roman er fuld af litterære referencer og filosofiske fordybelser, og det er unægtelig en svær mission at føre ud på det store lærred. Modtagelsen efter visningen var lunken, og resultatet er også en gennemsnitlig film, der kører af sporet fra starten.

For præmissen er en svær kamel at sluge.

Vi tror aldrig rigtig på, at den her kedelige mand, som spiller skak med sig selv, spontant hopper på et tog uden at se sig tilbage. Og rollen giver heller ikke Jeremy Irons meget at arbejde med.

Han fungerer blot som den brik, der skal udløse fortidens kærlighedshistorie. Og her skovler Bille August så lidt kul på i førerhuset, at filmen kører på reservebrænde, så flammerne aldrig for alvor sætter karaktererne i bevægelse.

Dog er Jack Huston opløftende som Amadeu. Den 30-årige nevø til Anjelica Huston har allerede gjort sig bemærket i rollen som krigsveteranen Richard Harrow med det halve ansigt i HBO-serien Boardwalk Empire. Han er i år en af Berlinalens såkaldte Shooting Stars, og det mærkat forløser briten overbevisende godt i Bille Augusts film.

Barsk børnefilm med dansk islæt
The Weight of Elephants deltager i Forum-sektionen, men er også at finde i generation-afdelingen, der henvender sig til børn og unge. Filmen er støttet af Det Danske Filminstitut og instrueret af new zealandske Daniel Joseph Borgman, som bor i Danmark og er uddannet på Super 16.

Daniel Joseph Borgmans debutfilm er løst baseret på den australske forfatter Sonya Harnetts populære børnebog Of a Boy.

Filmens miljø i det sydligste New Zealand føles som en ukrudtsinvaderet version af Åmål. Det et samfund, som for længst er gået i opløsning, og det samme er sket for elleveårige Adrians familie. Moren har forladt ham, faren er ukendt. Adrian bor hos sin mormor og sin maniodepressive, fordrukne onkel Rory.

Som en new zealandsk Hushpuppy oplever vi et deprimerende samfund set gennem den isolerede drengs synsvinkel. Tre børn er forsvundet fra området, og det både skræmmer og fascinerer den stilfærdige dreng. Han står for skud blandt bøllerne i skolen, og det samme gør tilflytteren Nicole.

De to børn opdager, at de begge kommer fra fallerede familier, og for de to skæve eksistenser bliver det nemmere at bære livets tunge byrde sammen end alene.

Modig poetisk realisme
Det er et modigt valg af en debutfilm, som den dansk-new zealandske instruktør har truffet med The Weight of Elephants. 

Med poetiske realisme skildrer Borgman fortvivlelsens ødemark, uden at børnene introduceres for en udvej. Vi får aldrig en forklaring på de tre forsvundne børns skæbne, men det er også lige meget. I den her by forsvinder alle ud i glemslen – som onkel Rory, der på et tidspunkt køres bort til en anstalt.

Adrian fanger en lille kanin, som for et kort øjeblik bringer lykke i livet. Med tårer i øjnene slipper han den løs, for både han – og vi – opdager, at bøllernes trussel om at stikke fyrværkeri op i kaninen ikke er en tom trussel.

Ondskab er som bekendt et godt middel til at kurere kedsomhed med. Og sådan kan man nikke genkendende til meget af det, som den 30-årige instruktør fortæller med filmen. Også selvom man ikke kommer fra en håbløs flække på den anden side af jordkloden.

Amerikansk humørbombe
I David Gordon Greens Prince Avalanche er vi i Texas i 1988. 

Sammen med den unge Lance (Emile Hirsch) arbejder Alvin (Paul Rudd) med at male trafikstriber på veje i et skovområde, der er blevet hærget af massive skovbrande. De to diskuterer, filosoferer og skændes konstant, og det handler primært om kvinder og kærlighed og, ikke mindst, om Lance’ søster, der er Alvins kone.

Meget mere sker der egentlig ikke i filmens 97 minutter, der viste sig at være nogle af sjoveste minutter på Berlinalen. Af alle konkurrencefilmene er Prince Avalanche nok den største humørbombe, publikum har været udsat for.

Der er en fabelagtig kemi mellem Rudd og Hirsch, som de to vejarbejdere, der mildt sagt ikke er de hurtigste dyr i skoven. Dialogen er ofte sort, men er heller ikke uden skarpe betragtninger om livet.

Filmen er en genindspilning af den islandske Either Way fra 2011. David Gordon Greens hjemegn i Texas led sidste år store tab under voldsomme skovbrande. Ødelæggelserne efterlod den perfekte location til en film, fortalte han under dagens pressemøde.

Men det krævede, at der blev handlet hurtigt, og derfor kastede instruktøren sig spontant over et remake af den islandske film, der passede til David Gordons Greens vision om den afbrændte hjemegn.