Dag 5: Midnatsromance udløser klapsalver

For få uger siden beskrev vi, hvordan James Franco er dykket ned i pornoens univers. Og interessen for skuespillerens kunstneriske bøssefilm Interior. Leather Bar har været stor på Berlinalen, hvor de 600 billetter for længst var revet væk til aftenens premiere. 

De berygtede sexscener viste sig dog at være temmelig overdrevet. Scenerne var hverken længere eller værre, end hvad Lars von Trier plejer at udsætte sit publikum for. 

Projektet er en slags bag om kameraet-historie på en fiktiv film, der genskaber fraklippede sexscener fra William Friedkins kontroversielle Cruising med Al Pacino fra 1980. Vi følger Val Lauren, der får rollen som Pacinos karakter. Og den heteroseksuelle skuespiller taber både næse og mund på gulvet, da først læder-løjerne går i gang. 

Dekonstrueret Franco
For James Franco og medinstruktøren Travis Mathews er formålet at normalisere homoseksualitet og sex i almindelighed på film. Resultatet er dog langt mere underholdende end oplysende. 

James Franco medvirker også i underholdende eskapader i Maladies, som er vennen Carters spillefilmdebut. Her spiller Franco sig selv i en neurotisk udgave som skuespilleren og forfatteren James. Karrieren er kørt ud på et sidespor, og med et telefonrør for øret ynder han at tale med de stemmer, som tager til i hans hoved. 

Der er ikke så meget fremadskridende plot, udover at vi følger James’ komiske og psykotiske nedtur. Franco har allieret sig med Catherine Keener i mandetøj og en veloplagt David Strathairn i rollen som den bøssede Delmar. 

Carter har før dekonstrueret Franco i det besynderlige projekt Erased James Franco. Maladies er et fint kapitel to, specielt for francofile, ligesom den er endnu et skridt på vejen i den 34-årige skuespillers mission om at sidestille det alternative med det normale. Stor filmkunst bliver det aldrig, men det er vittigt skruet sammen. 

Vanvittig morsom 
Endnu mere vittigt bliver det i Richard Linklaters tredje film om Jesse (Ethan Hawke) og Céline (Julie Delpy). Vi mødte dem første gang i 1995 i den eksistentielt-romantiske Before Sunrise og igen i Before Sunset fra 2004. Before Midnight er i hovedprogrammet, men uden for konkurrencen om Guldbjørnen. 

Jesse og Céline er nu gift, og vi starter i en lufthavn i Grækenland, hvor Jesse sender sin søn hjem til ekskonen i Chicago. På køreturen fra lufthavnen og hjem til parrets græske venner bemærker Jesse, at de måske burde flytte med deres tvillinger fra hjemmet i Paris og til Chicago, så han kan opleve sønnen vokse op. 

Bemærkningen sætter gang i filmens konflikt, der udspiller sig over fire lange sekvenser. Flere af scenerne består af enkelte indstillinger, som varer mellem ti og femten minutter. 

Det er sofistikeret udført og forrygende spillet af Hawke og Delpy, og dialogen mellem de garvede skuespillere er lige så skarp skrevet, som den er vanvittig morsomt. Stemningen i salen var høj, og publikum grinede og klappede sig gennem filmen, der er blevet købt til dansk biografdistribution af Miracle Film.

Søvndyssende sydafrikansk
Til gengæld var der nærmest begravelsesstemning til den sydafrikanske Layla Fourie, der er i spil om Guldbjørnen. Ingen klappede efter visningen, hvor flere udvandrede, og andre kæmpede en ulige kamp mod Ole Lukøje. 

Instruktøren Pia Marais’ forsøg på at skabe en socialrealistisk thriller falder hurtigt til jorden. Layla bor i Johannesburg og er enlig mor til sin lille dreng. En sen nat kører hun en mand ihjel og dumper liget ud over en skrænt.

Dagen efter starter hun i et job på et casino, hvor hun skal udføre løgnedetektorteste på måske kommende ansatte. Det bliver skæbnens ironi for Layla, som selv bliver viklet ind i et spind af løgne. 

Pia Marais er selv opvokset i Sydafrika, og kritikken i historien om den enlige sorte mor i det tidligere apartheid-land er gennem filmen ikke til at tage fejl af. Men lige lidt hjælper det på fortællingen, der nok har noget på hjerte, men som snegler sig af sted i et tempo, så filmen aldrig rigtigt kommer ud af starthullerne. 

Morricone kan endnu
Giuseppe Tornatore var i 2001 nomineret til Guldbjørnen for det lille mesterværk Malèna. I år er den italienske instruktør med i Berlinalens special-sektion med sin første engelsksprogede film, The Best Offer. 

Geoffrey Rush spiller den skrupelløse Oldham, som ejer et auktionshus, hvor han kynisk snyder kunderne. Den mystiske Claire kontakter ham for at få en vurdering af genstandene i hendes afdøde forældres hjem. En række sjældne tandhjul fanger hans opmærksomhed, ligesom Claire også gør det. I tolv år har hun boet i det store hus og lukket sig inde af angst for omverdenen. Oldham lider selv af menneskelig berøringsangst, og i fælles front mod deres fobier blomstrer kærligheden mellem dem. 

The Best Offer lægger glimrende ud med historien om Oldhams udspekulerede svindelnumre. Donald Sutherland har en sjov, lille birolle som hans partner, men i takt med, at fokus bliver rettet mod Claire med den mystiske aura, taber filmen pusten. 

Plottet bliver hurtigt indlysende, og så går det ned ad bakke for den 125 minutter lange thriller, der ender som en langtrukken affære. Man kan dog glæde sig over, at Ennio Morricones fine underlægningsmusik demonstrerer, at den 84-årige, legendariske komponist stadig har sans for at svinge tangentstokken.