Dag 5: Billedstærk massakre

Sommetider har man brug for Cirkeline.

Ja, det kan jo selvfølgelig lyde lidt underligt, når man er til kunstfilmfestival i Berlin, men femtedagens hovedkonkurrencefilm har budt på massakre og sort-hvide tristhedsfornemmelser. Der er ganske enkelt brug for lidt opmuntring, og derfor er jeg i rask gang på vej væk fra Berlinale-paladset.

Folk flyver ind og ud imellem hinanden, mens et hold måger hænger som afrevne papirstykker i luften. Om et øjeblik skal jeg mødes med danske Jannik Hastrup, der vel om nogen kan tillade sig at bære titlen ”animationskoryfæ”.

76-årige Hastrup har igennem en lang karriere leveret tegnede oplevelser til børn og barnlige sjæle. Nu er han i Berlin – i Generation KPlus-programmet – for at vise udvalgte tyske unger Cirkeline, Coco og det vilde næsehorn, som får dansk premiere i næste uge.

I filmen får Cirkeline en ny veninde i form af den afrikanske prinsesse Coco, som hopper ud af en kakaopakke. Snart flyver de på eventyr, og med sin karakteristiske streg leverer Hastrup en børnefilm fuld af fine detaljer og et budskab om, at vi skal være gode ved hinanden, uanset hvordan vi ser ud.

Sådan en film er der brug for, når man lige har været igennem dagens hovedkonkurrence.

Mesterligt kameraarbejde
Nu skal det jo ikke lyde, som om norske Erik Poppes Utøya 22. juli og tyske Emily Atefs 3 Days in Quiberon er noget, man skal holde sig fra.

Især Utøya 22. juli er en væsentlig film.

Poppe er kendt for at kunne lave film, der taler både til mave og sind, og det er hans nye film et godt eksempel på. Udfordringen med at lave en film om massakren imod det norske arbejderpartis sommerlejr i 2011 er selvfølgelig enorm. For hvem har overhovedet lyst til at se en film om unge mennesker, der bliver slagtet? Og hvordan undgår man at svælge i død og ødelæggelse?

Det gør man på både makaber og elegant vis, hvis man tænker som Erik Poppe. Idéen er enkel: Anders Behring Breivik gik rundt på Utøya og skød den ene unge efter den anden, og dette mareridt fortsatte i 72 minutter, inden der kom hjælp. Derfor må filmen være fortalt i realtid med én lang kameraindstilling!

Det er en utroligt intens oplevelse at se Utøya 22. juli.

Kameraet stormer i hælene på de sagesløse unge, og i den første halvdel af filmen hører man ikke andet end skud og skrig rundt omkring i skovene. Det er pigen Kaja, der er den egentlige hovedperson, og hun forsøger midt i virvaret at finde sin søster, som hun har haft et skænderi med i deres telt kort før massemorderens ankomst.

Duk dig!
Unge Andrea Berntzen spiller som noget fra en anden verden. Hun er konstant i panik, men samtidig fattet, og to gange er hun så tæt på Breivik, at vi ser hans sorte skikkelse med automatriflen tone frem.

I begge tilfælde gibbede det i hele biografsalen, og en kvinde lidt foran mig udbrød: ”Duk dig!”

Det er Poppes genistreg at lave dramaet i realtid, og det er i den grad fotograf Martin Otterbecks helt unikke mesterskab, at Utøya 22. juli bliver så stærk en oplevelse. Man tumler rundt med de unge og er ligesom dem i konstant alarmberedskab.

Følelsesmæssigt har der ikke været så stærk en film i Berlinalens hovedkonkurrence siden Andrew Haighs 45 år i 2015, men i Utøya 22. juli er der også politisk bid, fordi angrebet er et direkte attentat imod frie tanker og demokratiske idealer. Og den norske film slutter så ubærligt, at man får lyst til at banke hånden ind i biografsædet foran sig.

På pressemødet efter Utøya 22. juli var der store klapsalver, og da instruktør Erik Poppe introducerede tre af de overlevende unge fra massakren, som har været med til at dele ud af deres oplevelser i filmens skriveproces, kom det hidtil største bifald under årets festival bragende imod dem.

Mulig guldbjørn
Det er overordentlig sandsynligt, at Erik Poppes film modtager en pris, når Berlinalen slutter med den sædvanlige bjørneuddeling på lørdag.

Filmen kan både komme i spil til fotograferingsprisen og til bedste kvindelige skuespiller, men indtil videre ligger Utøya 22. juli også lunt i svinget til den helt store pris. Den vil uden tvivl træde bornerte og oversensitive typer voldsomt over tæerne, og mange vil nok mene, at man ikke kan lave en film om et nationaltraume så få år efter. Men dens radikalitet er set fra min biografstol et kolossalt friskt pust ved den berlinske filmfestival.

Får Erik Poppe Guldbjørnen, vil han være den første nordmand til at modtage den fornemme hæder, og Berlinalen vil have stået bag et stærkt statement.

Lige nu det i øvrigt Wes Andersons Isle of Dogs og Alexey German Jr.’s Dovlatov, der fører Screens stjernebarometer med et gennemsnit på 3,1 stjerner ud af fire.

En sovende japaner
Helt derop kommer den anden film fra dagens hovedkonkurrence nok ikke. Den sort-hvide 3 Days in Quiberon løber nemlig lidt for meget af sporet undervejs, hvilket er ærgerligt. For filmen om den ustabile tyskfranske skuespiller Romy Schneider (Marie Bäumer), der indspillede film med Visconti og Welles, er i sin første time besættende god.

Vi følger Schneider på et afvænningsophold, hvor hun efter solnedgang drikker som et hul i jorden. Hendes veninde kommer i filmens begyndelse på besøg for at passe på hende, men Schneider er ustyrlig og har endda inviteret en journalist og den verdenskendte fotograf Robert Lebeck forbi til et eksklusivt interview.

Over tre dage drikker, horer og sviner de fire mennesker hinanden til for rullende kameraer. Både Lebecks og selve filmens, hvilket skaber et virkelig interessant indblik i, hvordan en filmstjerne kun kan fungere, når blitzene blinker. Desværre kommer 3 Days in Quiberon til at handle mere om interne konflikter end om Schneider, men det skal nu ikke tage noget fra Marie Bäumer, der spiller forrygende i hovedrollen, som hun stille og roligt gør så tragisk, at det næsten ikke er til at bære.

Det var nu ikke alle, der var lige underholdt ved middagsvisningen. En japansk filmkritiker faldt ganske enkelt i søvn efter en times tid, og det med så meget baslyd fra næseborene, at biografpersonalet på et tidspunkt måtte daske til den snorkende mand.

Opmuntrende budskab
Jannik Hastrup tager imod mig med kaffe på en bar i nærheden af Potsdamer Platz. Animationens grand old man er i farvestrålende skjorte og iført et skævt smil.

Han har lavet sin Cirkeline-film ud af egen lomme.

”Vi fik ikke filmstøtte til idéen, og det er måske også i orden, for jeg har fået de millioner, jeg skal have,” siger Hastrup, som har lavet en film til tiden.

”Det har været vigtigt for mig at komme med et opmuntrende budskab, hvor en afrikansk pige indgår på lige vilkår med en dansk. Det er nødvendigt at lave film om det, når vi fører så forkert indvandringspolitik i Danmark.”

Derudover har den moderne teknologi været medvirkende til, at den rutinerede animator har kunnet lave filmen.

”Det er jo blevet langt billigere at lave film, som ser flotte ud. Tag bare Avaz-brødrenes Mens vi lever. Når de kan lave sådan en film for to millioner, så kan vi også lave animationsfilm for få midler,” siger Hastrup med henvisning til Mehdi, Milad og Misam Avaz, der modtog fornem hæder i Berlin i går. De tre brødre blev vist frem på scenen under det amerikanske branchemagasin Varietys store Berlinale-fest og udnævnt som store europæiske håb i filmverdenen (sammen med danske Martin Zandvliet i øvrigt).

Og der skal netop være håb for de kommende generationer, mener Jannik Hastrup. Derfor skal man også give børn og unge længere fortællinger.

”Det er meget vigtigt, at man stadig laver lange historier,” siger animatoren og slubrer kaffe i sig. ”Børn og unge ser mange YouTube-klip, og det skal de bare gøre. Men de skal også kunne sætte sig ned og koncentrere sig i mere end en time ad gangen. Børn skal have hele historier for at blive hele mennesker.”

Her ved det rolige kaffebord kan man ikke lade være med at tænke på, hvor hele mennesker de unge, der var til stede på Utøya i 2011, mon nogensinde vil blive.