Nyhed
13. jan. 2022 | 10:10

Biografer slår dørene op

Foto | Nordisk Film
En lang række film er klar til at underholde biografpublikummet i landets biografer, som allerede i weekenden kan invitere ind i biografmørket igen.

Allerede på søndag kan publikum igen gå i de fleste af landets biografer, der byder på både nye film og dem, som de færreste nåede at se inden nedlukningen.

Af Nicki Bruun

I går aftes kom langt om længe nyheden, som filmelskere i næsten en måned har ventet på: Biograferne genåbner!

På et pressemøde forestået af sundhedsminister Magnus Heunicke og kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen blev det afsløret, at biograferne ligesom blandt andet teatre og museer kan genåbne natten til søndag den 16. januar.

Der kommer til at være et deltagerloft på 500 personer ved siddende arrangementer, som biograferne hører under. Desuden vil der være krav om fremvisning af coronapas og brug af mundbind, indtil man sidder i sit sæde.

Biograferne har været den del af kulturlivet, som har været mest insisterende på at få lov til at åbne. I andre dele af kulturlivet er der tvivl om, hvorvidt gæsterne vil komme tilbage i et omfang, så det kan betale sig at have åbent.

Folketingets partier er blevet enige om en omstillingsperiode mellem 16. januar og 31. januar, hvor en kompensationsordning gør, at kulturinstitutioner kan vælge fortsat at holde lukket med kompensation, hvis man ikke kan genåbne så hurtigt.

”Det er vigtigt for regeringen hurtigt at skabe tryghed om kulturlivets økonomi, nu når vi åbner med kort varsel. For selv om jeg naturligvis er glad for, at vi kan åbne bredt, er det næppe alle aktører, der kan nå at omstille sig så hurtigt, at de er klar allerede på søndag,” udtaler Ane Halsboe-Jørgensen i en pressemeddelelse fra Kulturministeriet.

”Nu har vi både sikret hjælp til kulturinstitutioner, der åbner, og til dem, der ikke er helt klar og derfor holder lukket lidt endnu.”

Kaotisk premierekalender
Det var en regulær katastrofe, da biograferne sammen med resten af kulturlivet blev tvunget til at lukke den 19. december.

Juleperioden er historisk den tid, hvor biograferne sælger flest billetter. En samling stort anlagte film – som den danske krigsdrama-fortsættelse Hvidstengruppen II: De efterladte – måtte rykke premieredatoen.

Lige nu er premierekalenderen da også et rent kaos.

En lang række biografer viser allerede på søndag actionkomedien The King’s Man, der skulle have haft premiere 6. januar. Nogle biografer viser søndag også The Matrix Resurrections, der med biograflukningen gik over til at få premiere som købefilm på tjenester som SF Anytime og Blockbuster.

Det korte åbningsvarsel betyder, at biograferne nu skal rykke hurtigt. På Facebook skriver den uafhængige og frivilligt drevne Valby Kino, at man først åbner torsdag den 20. januar, fordi filmprogrammet skal gøres klar, og de frivillige skal mobiliseres.

Landets største biografkæde, Nordisk Film Biografer, er klar til at invitere publikum ind i sine biografer fra 16. januar. Her er det titler som Spider-Man: No Way Home og House of Gucci, der begge nåede at få premiere inden nedlukningen, som skal trække gæsterne ind i biografmørket.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko